Må Gud stoppe kiv og bringe tilgivelse og forsoning - Amen

Milon Bormun er Sabok, en slags evangelist / uudannet præst /missionær. Milons arbejde er at besøge 20 ældre menigheder her i området. Han er ved at stifte 8 nye menigheder, så det alt i alt bliver 28. Det er en af disse nye menigheder vi er ude at holde Gudstjeneste sammen med i dag. Vi er i Pimpur Al Fetpara, hvor der er tre familier der tidligere har været Syvende Dags Adventister, men nu har de bedt Milon fra den Lutherske kirke om at overtage deres menighed. Efter Milon overtog menigheden har fem hindu familier sluttet sig til menigheden, nu rummer den samlet 30 mennesker hvoraf ca. halvdelen er dukket op denne søndag. Milon kan huske da hans far blev kristen, før var de hinduer, så Milon er god til at tale med hinduer.

Vi følger stierne mellem rismarkerne som er så smalle at man må ud i mudderet hvis man møder en ladcykel. Milon er en ranglet mand, som hver eneste dag i ugen, traver mange kilometer langs disse stier for at besøge sine menigheder. Som de fleste andre præster elsker Milon at tale. Vi snakker løs medens vi går.

Milon er ikke helt tilfreds med forkyndelsen på Saraswatipur Boarding School. Han siger at børnene ikke lærer nok salmer. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, det er meget det samme vi synger om og om igen. Han synes at skolen har ændret sig så fokus ikke længere er på forkyndelse. Jeg siger at der er mange ting man skal nå på en skole, og at jeg synes de gør et godt stykke arbejde. Milon vil gerne hjælpe med at få søndagsskolen gjort bedre. Det vil være en rigtig god ide, siger jeg. Jeg er lidt bange for at Milon ikke er så velset af skolens eksterne ledelse og det er en skam, for han er et dejligt menneske, med fantastisk børnetække. ”I would like more joy and singing and dancing in the sharing of God's word at the school.” siger han.

Efter en halv times traven i middagsheden når vi Pimpur Al Fetpara. Den første vi møder er en tynd og segnet mand. Milon taler med ham medens jeg fotografere hans uimodståeligt søde børn. Vi giver manden hånd og går lidt videre ind i landsbyen. Han har ingen jord og hans kone er død. ”Jeg vil spørge BLC om vi kan betale for at han kommer på skrædderskole” siger Milon.

De næste vi møder er en søster og bror, Rebeca og Mohes Shoren. Jeg har hørt om dem, deres familie er kendt i hele landet, for Rebeca er National Tribal Leader altså leder af stammernes nationale organisation. Før Rebeca var hendes storebror Alfred leder af samme organisation. Vi bliver præsenteret for hele familien og budt at sidde ned. Rebeca fortæller, hvordan hendes bror blev myrdet i et slagsmål foranlediget af magtfulde mænd. Nu kommer Mohes med et skrivemaskine dokument som er en afgørelse af et civilt søgsmål mod Alfred. Afgørelsen siger at Alfred, uretfærdigt er blevet anklaget for at bruge jord der ikke var hans. Der står endvidere at anklagerne var fabrikerede som politisk chikane og afgørelsen er klar, Alfred har ikke gjort noget forkert. Mohes fortæller at da Alfred kom hjem med retskendelsen slog de ham ihjel. En nabo som havde støttet Alfred blev brændt inde i sit hus om natten. Der kom mange til Alfreds begravelse selv en minister.  Det er en frygtelig historie og der er en tåre i Rebecas øjenkrog medens Mohes fortæller.

Nu er der dukket 15 - 20 mennesker op. Mange små børn, flest kvinder og fire mænd. Vi holder en dejlig Gudstjeneste på verandaen foran et af husene.

Sangen er usikker men der er en fantastisk stemning. Lige som i Afrika sidder menigheden og kommentere og siger amen medens Milon prædiker. Menigheden spørger mig om jeg vil bede for fred i deres landsby og for at de en dag må få en kirke og en skole. Det lover jeg.

Efter gudstjenesten får vi mad. Jeg får en portion ris på størrelse med den jeg laver til hele vores familie på fem hjemme. Der er linsesuppe (Dahl) til og lidt spinat og et stegt kogt æg. Jeg spiser pænt op, for udenfor sidder mennesker der aldrig har kunnet tillade sig at levne. Men da jeg bliver budt igen, må jeg takke nej.