Nyhedsbrev

onsdag den 7. marts 2012

Elevråd og demokrati

Der har i et stykke tid været et elevråd på Saraswatipur Boarding School. Det har fungeret som en samling elever, som skoleinspektøren og lærerne har kunnet underrette når der var nyheder eller problemer. Lærerne kender til FNs børnekonvention og der hænger citater fra den på nogle af stolperne i spisesalen. En af mine opgaver er at prøve at få børnekonventionens artikel 12 – 15 til at materialisere sig i noget konkret i elevrådet og at give dem lidt demokratisk metode.

Det er ikke en nem opgave at træne børn i deltagelse i demokrati. Specielt ikke når de kun har kendt til at de voksne bestemmer og at de voksnes ord er lov. Der kom meget lidt ud af et fællesmøde vi holdt for børnene den anden aften. Jeg forsøgte at forklare dem om medbestemmelse og appellerede til, at de fandt på ting der kunne forbedre skolen, så de kunne lære mere. Elevrådsformanden rakte som den eneste hånden op og sagde at hvis de var flittigere og studerede mere, ville skolen blive bedre.  Det var nok en udiskuterbar sandhed og jeg har grublet nogle dage over hvad jeg skulle stille op med den.
I dag i lærernes Cooperative Learning undevisning er  5. klasse inviteret indenfor i spisesalen. Jeg har gjort det under dække af at ville vise en CL struktur der hedder ”Inside – Outside Circle”. Den struktur lader sig bedst illustrere med mange deltagere og er velegnet til at udveksle ideer. Der er fem lidt ledende spørgsmål, som jeg har lavet til at få gang i tankerne. Jeg har selv oversat sedlerne med spørgsmål til Bangla, vha. Google translate og korrekturlæsning af Maya.
”I skal også med i de to cirkler” siger jeg til lærerne og skoleinspektøren. Jeg vil gerne at de hører elevernes svar på de fem spørgsmål:
1.       Hvordan kan du komme til at studere mere på skolen?
2.       Har du nok tid til at læse lektier?
3.       Hvilke nye fag eller emner vil du gerne lærer?
4.       Hvordan vil det være at, skulle undervise en yngre elev i din fritid?
5.       Hvordan vil det være at, blive undervist af en ældre elev i din fritid?
Der opstår en vældig summen. Hver gang man har stillet et spørgsmål flytter ydercirklen sig en person med uret og når man har stillet alle spørgsmål på sedlen, giver man den til indercirklen, så er det deres tur til at spørge.  Som altid fatter jeg ikke et kvæk, alt foregår på Bangla og jeg kan kun prøve at tyde mimikken og den siger mig at det går fint.
”Stop, mange tak til 5. klasse for at I kom og hjalp. Jeg tror det har været spændende at høre alle de forskellige svar på spørgsmålene. Vi skal tale mere om det på næste fællesmøde for eleverne” siger jeg efter ca 15 min. og Arun oversætter.
Nu er jeg alene tilbage med lærerne. ”Vi skal lave strukturen AllWrite RoundRobin” og I skal notere alle de svar ned I kan huske eleverne gav i Inside – Outside Circle” siger jeg og denne gang er det skoleinspektøren, der oversætter.
Vi skal ikke arbejde og lege så meget så kan vi lærer mere - Der er for lidt tid til at studere alene - Vi vil gerne lære at bruge computer - Vi vil gerne undervise hinanden.  Det er (måske ikke så overraskende) nogle af de hovedkonklusioner, der kom ud af dagens øvelser. Måske fik vi ikke belyst børnenes behov særligt godt, men vi fik vi øvet os i meningsudveksling. Jeg tror personalet begynder at forstå, hvad jeg mener når jeg siger at, elevernes mening kan være værdifuld for skolens udvikling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar