Allen den trofaste.

Allen Faithfull er Small Business Advisor (Rådgiver af små virksomheder) i SUPOTH. Som man kan høre af Allens efternavn (Trofast) er han en stabil fyr. Han har arbejdet i SUPOTH i 18 år, de fleste af årene med at rådgive landsbyboer om hvordan de stifter cooperativer eller laver deres egen lille virksomhed. Der er vist ikke saa meget momsregnskab og personaleledelse i det, men Allen kan give et vigtigt skub, så lidt kan blive til meget. Det er det denne lille succeshistorie handler om.   

Det er komplet uforståeligt hvordan SUPOTH’s lille minnibus holder til det. Vejen er et bombekrater. Chauføren Jalal kaster bilen fra side til side for at undgå de værste huller, men det er håbløst. Gang på gang hamre støddæmperne helt i bund. Vi skal køre ca 45 km men turen tager over to timer. Allen fortæller mig sin livshistorie medens vi skrumler af sted. Jeg skyder ham til at være ca 40 år. Allen flyttede hjemmefra for at gå på kostskole da han var 7 år gammel. ”Jeg er aldrig kommet hjem igen”, siger han og hans ellers smilende øjne formørkes lidt. Hans kone bor i hans barndomshjem, men både hans far og mor er nu døde. Allen lever, som så mange andre her i Bangladesh, adskildt fra konen og datteren fordi hans arbejde kræver det. Faktisk har de aldrig levet sammen andet end i nogle få weekender og de få ferier man har her i landet. 

Vi skal ud at se Allens stolthed, det er ret klart fra det han fortæller. Det er et af de første cooperativer han var med til at stifte da han blev Small Business Advisor. Det ligger i en lille landsby der hedder Khoho i Ponchagar Thana (amt). Tit får man ikke ret meget at vide om hvad der skal ske på forhånd, når man skal på tur med en Bengaler, men Allen er anderledes, Han fortæller mig ret præcist at vi skal se en rismølle og en skole. Vi skal møde en blanding af skolebestyrelsen og bestyrelsen for cooperativet. Vi skal spise sammen og de vil gerne fortælle om deres projekt.

Vi stopper foran rismøllen og min telefon ringer. Det er Andreas danskeren på skolen i Saraswatipur. Ham og Sara skal holde møde med lærerne om forældremødet. Han vil lige høre om nogle noter jeg gav dem, er blevet diskuteret med lærerne. Da samtalen er forbi kommer jeg lidt skævt igang med at hilse på menneskene på møllen. Da jeg har talt lidt med dem, siger Allen: ”De er altså bare arbejdere her, bestyrelsen møder vi først på skolen.” Ok – de må godt nok synes jeg er dum, de arbejdere, med de spørgsmål jeg lige har stillet dem. Jeg kan se at Allen morer sig gevaldigt og jeg bliver lidt rød i kinderne. Jeg retter mine spørgsmål lidt til, så nu handler de om det tekniske i risproduktion. Jeg får alle detaljer forklaret og det er faktisk også spændende. Nu ved jeg hvad de ris jeg putter i munden, har været igennem. Vi tager afsked med arbejderne og sætter os ind i bilen. Vi kører mindre end 100 m. Så er vi ved skolen. Det kunne have været en fin lille gåtur... 

Nu er den god nok.  Der er parade og blomsteroverrækkelse og et skilt hvor Karsten Lund er stavet næsten rigtigt. Jeg møder formanden for cooperativet og formanden for skolebestyrelsen. Skolen er bygget for Danmission penge, men ellers drives den som en non profit forretning. Det løber lige rundt med lidt tilskud fra staten og hvis alle betaler deres skolepenge. Hvad så hvis alle ikke betaler, spørger jeg. Så dækker vi det med lidt af overskudet fra rismøllen siger formanden for cooperativet. Det er ikke kun børn af cooperativmedlemmer der går på skolen. Arbejdernes børn går her også. Skolen er rigtig fint dekureret med vægmalerier, man kan se at det er et rart sted. Jeg får smagsprøver på udvalgte elevers engelskkundskaber, det er på samme lave niveau som i Saraswatipur. Skolebestyrelsesformanden fortæller stolt at mange gerne vil have deres børn til at gå i skolen frem for i den offentlige skole lige overfor. Den offentlige skole er ovenikøbet gratis.

Vi står lidt og taler efter rundvisningen. Pludselig går alle undtagen to og så Allen og jeg selvfølgelig. Der er bøn i moskeen siger Allen. Nåh ja – det kommer altid bag på mig. Det må være besværligt med den muslimske bønnepraksis. Men den kristne og hinduen bliver tilbage og vi taler lidt videre.

Da muslimerne er vendt tilbage går vi ind i et mødelokale. De fortæller at de købte andele for 1000,- taka (70,- kr) stykket, for 12 år siden. Idag kan man sælge sin andel for 50.000,- taka (3.500,- kr). Hvert eneste år er der blevet udbetalt udbytte til andelshaverne. Nogle år med god høst stort udbytte og andre år ikke ret meget. Desuden får man sine ris forarbejdet for 8 taka pr killo hvis man er andelshaver, andre betaler 12 taka. Det har været en rigtig god forretning at lave cooperativet siger et af de menige medlemmer. Og så har det gjort at vi var organiserede, så vi kunne starte skolen også, siger formanden for skolebestyrelsen.

 Jeg er i rigtigt godt humør da vi rumler der fra. Allen taler i telefon med sin kone og jeg sidder bare og glæder mig over at Allen viste mig sin store stolthed. Det er langt fra det eneste Allen og SUPOTH kan være stolte af!

Eksamen i Cooperative Learning

Jeg er her I Bangladesh for at lave opfølgning på mit arbejde med Cooperative Learning fra foråret og for at sætte gang i nogle planer om efteruddanelse af lærerne og nogle ombygningsplaner på skolen. Jeg er ikke selv den store eksamensfan, men jeg ved at de vil elske at få et certifikat så en eksamen må der til.

Vi holder møde for at aftale de næste dages eksamen. Jeg har nøje beskrevet eksamensopgaven i en mail hjemme fra, så alle burde være klar. Opgaven går i sin enkelthed ud på at lære den nye lærer Jolika en CL struktur. Alle har fået en struktur de skal lære hende. Jeg skal så se om Jolika kan strukturen og vil filme hende  så vi kan diskutere resultatet til eksamen.

”Har I alle sammen undervist Jolika i en CL struktur”? Der sidder syv mennesker og kigger på mig som store spørgsmålstegn. Arun tager modet til sig og siger: ”Undskyld Karsten, jeg håber ikke du har noget imod at jeg spørger, skal vi ikke til eksamen i de strukturer”? Jeg svarer Jolika skal vise at I har lært hende strukturerne og så skal I til eksamen i videoen af Jolika der laver strukturen med eleverne. Der er specielt en der sidder og ser meget beklemt ud, det er Jolika. Jeg får helt ondt af hende og siger til hende. Du skal ikke være nervøs, det er ikke ret meget du skal lave.

Jeg har lige i dette sekunt lavet eksamensplanerne om.

Ok eksamen bliver på fredag. I morgen og i overmorgen viser I Jolika og mig strukturerne i jeres undervisning i klasserne. Vi får fordelt tidspunkter og det hele lader til at falde på plads.

De næste dage filmer jeg strukturer. To af lærerne kan simpelthen ikke finde ud af at vise den struktur de har fået til opgave. Jeg giver dem en chance for at lave en anden næste dag sent på eftermiddagen. Phu ha, tiden bliver knap hvis jeg skal nå at redigere filmene. Jeg overtaler Andreas Danmissions voluntør til at redigere filmene for mig. Midt i at Andreas er ved at redigere nægter min laptop at lade strøm. Det ser sort ud, bogstavligt talt da der ikke er mere strøm på batariet. Det er bla. skoleinspektørens  film der ikke er lavet, og det dur jo ikke. Jeg får lige lokket videofilerne over på en USB stik på den sidste strøm på mit reservebateri. Andreas, den helt, får rediget filmene fårdig på sin egen laptop.

Alt imedens Andreas og jeg har kæmpet med videoerne, har de to reeksaminanter fået coaching af de andre lærere. Det resulterer i at de næste dag klarer sig rigtigt fint.

 Efter hver lektion med en CL struktur beder jeg læreren fortælle Jolika, hvad han eller hun gjorde. Jeg håber Jolika får lidt ud af det. Hun virker kvik og forsikre mig på sikkert engelsk at hun har forstået det.

På eksamensdagen skriver jeg spørgsmål ned medens vi sammen ser en film ad gangen. Så bliver den enkelte lærer spurgt om en række spørgsmål og til sidst hører jeg Jolika om hun har forstået lidt af hvad der foregik. Det går bedre end jeg frygtede og alle består og får med højtidelige taler overragt deres diplomer. 

Næmt skal det jo ikke værde, så der er naturligvis en trykfejl på Kashinaths diplom, det tager mig det meste af næste dag at få fotoforretningen til at printe en ny rettet udgave. Der er bare mange ting der ikke er let her. Men jeg skal ikke klage, jeg rejser hjem til min bekvemme europæiske hverdag, det er folket her i Bangladesh vi skal føle med.

Foto udlånt af Andreas og Sara Ellerbek (TAK!)

På besøg hos en fundamentalist

Zillur Rahman en rig og indflydelsesrig mand i dette område. Jeg mødte Zillur ved flere lejligheder sidst jeg var her og blev flere gange inviteret hjem til ham. Det lykkedes først denne gang at komme på besøg og det var interesant.  Zillur er den lokale leder af det meget fundamentalistiske islamiske parti Bangladesh National Party BNP. Et parti regeringen beskylder for at stå bag mange af urolighederne her i landet og for at have forbindelse til terror.

Vi sidder i Zillur Rahmans yngre brors butik og venter. Vi er: Milon, Sara, Andreas og mig selv. Som så  ofte aner jeg ikke hvorfor vi skal lave dette stop i butikken, for vi var på vej på en ladcykel da vi blev stoppet og bedt ind i butikken. Der ruller en motorcykel op foran butikken, det er Zillur. Aha, jeg skal køre med ham. Vi når der ud længe før de andre og jeg får overstået komplimenterne af hans dejlige hjem og hilst på hans familie. De andre kommer nu på ladcyklen. Vi bliver bedt indenfor og sidder og snakker. Kvinderne kommer også ind for at hilse. Til min forbavselse for Sara lov at sidde i sofaen sammen med mændene. Sara er et åbent og spørgende menneske og der bliver talt naturligt også til hende. Jeg spekulere på hvilke tanker det sætter igang i hos familiens forskellige medlemmer at Sara er så fri og ligeværdig. Der bliver kaldt til bøn fra moskeen. En efter en forlader mændene selskabet, for lidt efter at dukke op igen. Zillur er kun borte ganske kort. Det må have været den korte udgave han tog idag. Efter vi har spist et dejligt måltid, siger Zillur: Karsten nu skal du prædike. Fortæl os om din tro. Jeg siger at jeg tror på den gud Moses fik loven af, lige som de gør. Forskællen er at jeg tror at Jesus er Messias, Guds søn der kom til jorden som menneske og Gud. Jeg tror at Jesus levede som menneske for at vise os vejen til Guds rige og at han døde for at sone vores synder. Efter min lille prædiken siger Zillur lidt undrende: Du kender vores tro. Jeg siger ja, men  jeg vil gerne lære mere. Zillur har ikke internet, så vi udvæksler telefonnumre. Vores besøg ender med en rundvisning på Zilurs ejendom, hvor vi hilser på flere medlemmer af familine og på den lokale Imam. Vi ser ogsaa Moskeen. Ind gennem vinduet får vi lov til at se Zillur illustrere hvordan Imamen leder bønnen. Besøget hos Zillur har taget meget længere tid end jeg regnede med. Jeg er ved at være et par timer forsinket i forhold til et møde med skolens lærere. Det er ret pinligt. Men jeg tror at mit besøg kan være med til at bibeholde den gode relation mellem skolen og områdets muslimer, desuden har det været utroligt spændende. Da vi er hjemme igen skriver jeg en SMS til Zillur og takker ham for en dejlig dag. Der kommer næsten med det samme en SMS tilbage:
Zillur Rahman: KARSTEN, I am very glad to receive your massage.As you are able to know our religion islam.If I get the quran writen in english lateron I shall send you the quran for knowing the sufficient knowledge of islam and the duties of the muslims to owr creatar "ALLAH". Thank you...ZILLUR.

Det forbudte ægteskab.

Det er ofte forbundet med store problemer når unge forælsker sig på tværs af religion i Bangladesh. Et ægteskab mellem to af forskellig religion medfører ofte at kvinden udstødes af sin familie. Det ænder også i familiefeider og mord fra tid til anden.

Raton min ven som har en lille butik på markedet i Saraswatipur giver mig et kæmpe knus da vi mødes igen.”Jeg troede ikke du ville komme igen i vores Bangladesh” er det første han siger til mig med tårer i øjnene. Jeg siger at det troede jeg egentligt heller ikke selv, men at det er dejligt at være tilbage. ”Til lykke med at du skal giftes” siger jeg. 

Det er et stort øjeblik og man kan godt forstå at en ung pige må knibe en tåre.

Baby bliver døbt.

”Du skal komme til mit forlovelsesgilde på søndag” Det tilbud er jeg desværre nød til at takke nej til. Jeg har arrangeret at eksamen i Cooperative Learning med lærerne starter på søndag. Ratons kæreste Baby er hindu så hun skal døbes på søndag inden de skal forloves. Jeg spørger Raton om der er nogen der har et kamera, så der kan blive taget nogle billeder. ”Nej” siger han og jeg kan se på han at det er han ked af. ”Du kan låne mit” siger jeg. ”Vil du ikke tage nogle billeder som jeg kan se, så er det lidt som om jeg har været med” siger jeg.  ”Jeg hører at din kæreste er hindu” siger jeg og kigger spørgende på Raton. ”Det er ikke noget problem” forsikre han mig. ”Hendes forældre har accepteret at hun bliver døbt.” Millon den lokale læmandspræst har fortalt mig at Baby kommer fra en by med mange kristne. Hendes forældre er sansynligvis nogle af de mange ”Skabs kristne” som der er en del af her. Det er mest hinduer der kommer til Gudstjenester uden at være blevet døbt. 

Jeg håber at Raton og Baby må blive lykkelige sammen. Det lyder som om det interreligiøse er blevet overvejet, men det kan godt blive lidt en udfordring alligevel.

Der Lyses for de forlovede.

Gensyn med Bangladesh

Det er svært at skrive på et tastatur med armene over hovedet. Men hvorfor skulle man også gøre det? Jo – hvis man lige har fået fast arbejde som administrator af Danmissions Kirke og Dialog arbejde, kan det være svært at få armene ned. Jeg er i Bangladesh igen, det er opfølgning på det arbejde jeg lavede her i foråret og har egentligt ikke noget med min nye stilling at gøre, den påbegynder jeg først til januar.

Bengalsk bureaukrati kan være en prøvelse. Det kan Andreas og Sara, to danske Danmission volontører skrive under på. Det er nu fjerde gang de rejser flere hundrede kilometer på tværs af Bangladesh for at få deres visum fornyet. Denne gang er deres tur faldet sammen med min ankomst, hvilket var heldigt for så kan jeg få et lift. Det er meningen at vi skal køre klokken 11 når de har været på visumkontoret, så kan vi lige nå ud til kostskolen inden det bliver alt for mørkt. På vej fra lufthavnen har vi samlet David (min ven i Dhaka) op og medens Andreas og Sara er på visumkontoret hører jeg alt om hans bryllupsplaner og hans fars død i sidste uge.  Andreas og Sara kommer tilbage fra immigrationskontoret uden deres visum. Øv, øv, øv – ”Kom igen klokken tre”. Det betyder at vi bliver nød til at blive en nat i Dhaka.

”Så har du tid til at gå med hen at se hvor jeg bor”, siger David. Jeg ignorerer trætheden efter den lange flyvetur og siger: ”Ja, det lyder godt”. Jeg er spændt på at se hvordan han bor. Jeg forestiller mig det værste, for han er ikke rig og må have en meget svingende og usikker indkomst. Til min store overraskelse går vi igennem et pænt kvarter. Her er ikke så forurenet at affald og åbne kloakker som de områder vi gik i sidst jeg var i Dhaka. David bor på sjette sal i en fin boligblok. Han deler et værelse med en anden fyr i en lille lejlighed hvor der bor en kristen familie. Alt ser pænt og ordentligt ud til trods for at de bor så mange på så lidt plads. Fra altanen i Davids værelse kan man se ud over flade hustage på de omkringliggende bygninger. De fleste af tagene har indrettet fine haver med ret store træer og buske. Det er underligt at rødderne og ikke ødelægger betontaget så det bliver utæt. Det ser smukt og lidt magisk ud med disse haver hævet over byens støv og larm.

David har en violin og en guitar. Der er desværre sprunget strenge på begge to og der er ikke penge til nye. Hans fars sygdom og begravelse har drænet kassebeholdningen og det betyder også at han nok er nød til at udskyde det planlagte bryllup med sin kæreste Momota. Det skulle ellers have været på store bryllupsdag den 12-12-12.

På vej tilbage går vi forbi en rustik sofa på ladet af en pan (ladcykel). Den minder mig om at min far fortalte om hvordan de bragte møbler ud i farfars møbelforretning i 50’erne. Det er underligt at stå i Dhaka se 60 år tilbage i tiden i Herning. Men det er en fornøjelse at være tilbage, jeg glæder mig til det arbejde jeg skal lave her, det skriver jeg om senere.

 

 

 

Epilog

Jeg er tilbage i Danmark, lykkeligt genforenet med min familie som jeg har savnet. Jeg søgte et par jobs medens jeg var i Bangladesh, men desværre uden resultat. Så nu er det tilbage i arbejdsløshedsmøllen. Heldigvis har jeg fået lov at komme i aktivering i fire uger på Danmission. Det kan jo ikke passe bedre.

Jeg er stadigvæk træt efter jetlag og har været til konfirmation i Kolding i går. Jeg er ellers cykelfan, men jeg vælger at tage børnecontaineren, som en af mine venner kalder vores bil, fra Avedøre til Danmission i Hellerup. ”Far kan du ikke give mig et lift til gymnasiet” spørger Lisa min ældste datter. Vi hyggesnakker i bilen på vej til Nørre G i Husum og bagefter placere jeg bilen i den evindelige kø ind mod centrum af København.

Det er et fantastisk smukt palæ Danmission har til huse i. Det er et gammelt arvestykke som DMS fik i begyndelsen af sidste århundrede, da Hellerup stadigvæk var langt ude på landet. Jeg har glædet mig meget til at gå gennem denne dør, det var super heldigt at jeg kunne kombinere min ledighed med denne spændende opgave. Nu skal jeg ind til debriefing, hvor bliver det dejligt at diskutere opgaven med nogen der er godt inde i sagerne.

Jeg har mailet med Kirsten Duus som er landekoordinator for Bangladesh og det lader til at Danmission også har en lille biblioteksfaglig opgave til mig. Arkiveringen er aldrig blevet rigtigt harmoniseret efter sammenlægningen af DMS og Dansk Santalmission.  

Under debriefingen taler vi om planerne for det næste volontør par, Andreas og Sara som skal til Bangladesh i august. De er nyuddannede lærere og skal både arbejde i SUPOHTs comunity development program og på Saraswatipur Boarding School. Jeg er sikker på at de kommer til at nyde deres tid på Saraswatipur Boarding School, der er god brug for deres indsats. I det hele taget kan jeg varmt anbefale alle med lyst til at hjælpe i en fremmed kulturel sammenhæng, ved at tage en volontør tjans hos Danmission.

Hvis nogen har lyst til at høre foredrag, holder jeg et i Herrestedgaard (lige ved Toftlund kirke) mandag den 24. september kl. 18.00, læs mere på Agerskov kirkes hjemmeside.

Jeg har nydt at skrive denne blog og vil gerne takke for alle de gode kommentarer, råd og hilsner jeg har fået fra jer der har læst med.  

~ * ~

David fra Dakha

Billeder lånt fra Bodil Noer Pedersens facebook.

Det synger på sidste vers. Jeg har taget afsked med Saraswatipur Boarding School og er kørt til Dakha sammen med computer læreren Dijen fra skolen. Vi skal købe nyt computerudstyr til skolen og jeg skal have lidt turisttid i hovedstaden inden jeg flyver hjem. Vi er også sammen med Speratus fra SUPOTH og mødes kort med Direktøren for SUPOTH. Jeg har allieret mig med en tidligere elev fra Saraswatipur Boarding School og god ven af Bodil Noer Pedersen som hedder David. Han driver gademission blandt børn og kender byen ud og ind. Det er mødet med ham dette blogindlæg kommer til at handle om. 

Vi går hen ad gaden. Man skal passe på, godt nok er der fortove nogen steder, men mange af fliserne hen over de halvåbne kloakker er knust og man kan let falde i et af hullerne. Der står en stank op ad hullerne og mygelarverne får suppen i hullerne til at se ud som om den er levende. Vi kommer til en bro hen over en lille sø. Kloakvandet plasker ud af et rør lige ned i søen, som ligger midt i byen med høje beboelsesejendomme rundt omkring.  Langs søens ene bred er der en afsats hvor der visse steder er rester af betongulve. ”Oh - de har bulldozed det hele” Udbryder David forbavset. Her plejede en af hans gadebørnsmenigheder at holde til i plastik eller blik betrukne hytter. Det må være bystyret der har fjernet det mener David. Han er lidt rystet kan jeg mærke. Der ligger nogle få mænd og sover på den bare jord. Vi kravler ned ad skrænten og går hen ad afsatsen. David spørger den første mand om han ved hvor børnene er taget hen. Han er lige kommet til Dakha fra en landsby i det nordøstlige Bangladesh, så han kender ikke noget til nogen børn. Vi taler lidt med ham og David giver ham et par råd om hvor han måske kan finde lidt arbejde.  ”Jeg ville have præsenteret dig for nogle af de børn jeg arbejder med. Det er mest muslimske børn. De er forældreløse eller flygtet fra børnearbejde på fabrikkerne og har ikke noget sted at bo. De boede her sammen mad fattige voksne, men nu er de væk.”

Vi går lidt videre pludselig kommer der en flok børn løbende. ”Der er nogen af dem” siger David. David råber dem an. Men så opdager vi vagtmanden med køllen som børnene flygter fra. ”De lever et hårdt liv” siger David. ”Vi prøver at skaffe dem lidt tøj, giver dem en gang imellem lidt ris og dahl og leger nogle lege med dem. Ja så fortæller vi dem selvfølgelig om Jesus og beder sammen med dem.” På en eller anden måde er fattigdommen mere pågående her end i landsbyerne. Måske fordi fattigdommen her blander sig med storbyens miljøkatastrofe med stinkende kloaker og floder, skrald over alt, sygdomsbefængte myg, bilos og trafikstøj.

Vi går videre medens vi taler om Gud og tro – fattigdom og elendighed. David fortæller at han selv har haft et hårdt liv. I hans tid på Saraswatipur Boarding School fik de ikke ret meget mad og sjældent kød. De havde ikke lagener på sengene og ingen myggenet. Jeg kan godt høre at der er sket mange forbedringer. En vigtig ting, der var bedre da David gik på skolen, var Engelskundervisningen. Læreren talte altid engelsk med dem og han var dygtig til at lære fra sig. David siger at det er engelsklærerens skyld at han er så god til engelsk i dag og det er grunden til at han kan klare sig. Davids fire mands gademission finansieres nemlig, af donationer fra udlændinge han møder, lige som mig. David stak af hjemme fra, da han kom hjem til landsbyen uden for Nilphamari, efter 5. klasse på Saraswatipur Boarding School. Hvis ikke jeg var stukket af var jeg blevet ladcykelchauffør eller daglejer som min far. Men det var svært at komme til Dakha fra en lille landsby som en helt ung dreng. I en periode kørte han rickshaw eller arbejdede på en restaurant men han tjente næsten ingen penge. På et tidspunkt begyndte han at bruge pengene på stoffer og det var tæt på at gøre en ende på hans liv. En aften hvor alt virkede håbløst, besluttede han at han ville sætte sin lid til Jesus og begynde at prædike det han havde lært på Saraswatipur Boarding School, for andre i hans egen situation.

Siden den aften er det kun gået fremad for ham og han er helt sikker på at han har truffet det rigtige valg. "Jeg har fåret tilbud om at komme til lande i vesten, det kan også være jeg en dag besøger jer, men jeg vil altid vende tilbage til min mission i Bangladesh."  David er virkelig en helt speciel fyr. Hvis I nogensinde kommer til Dakha, vil han blive glad for at vise jer sin mission. Man kan få fat på ham via hans facebook . Vi når også at få set en masse af Dakhas seværdigheder og en spændende flodtur med en noget ustabil robåd. Det er en uforglemmelig oplevelse at møde en som David, og et vidnesbyrd om at Saraswatipur Boarding School ikke har eksisteret forgæves.