Selvstændighedsdagen

26. marts 1971 erklærede Sheik Mujibur Rahman Bangladesh’ ensidige uafhængighed af den politiske union med Pakistan. Pakistan satte tropper ind mod guerillabevægelsen i Bangladesh, men måtte efter ni måneder med grufuld guerillakrig, hvor Bangladesh fik støtte fra Indiens hær overgive sig den 16. december 1971. Det er den begivenhed kostskolen er taget til Mohadipur for at fejre.Dette blogindlæg bliver mest en billede kollage.

Vi er kommet i god tid for det er vigtigt med gode pladser. Desværre er der forskel på hvad en amatørfotograf synes er gode pladser og hvad en skoleinspektør synes er gode pladser. Fotografen havde nok foretrukket en plads det var lidt nemmere at komme diskret væk fra.

Vore tropper marchere ind og sikkerheden bliver tjekket. Pigerne kommer og slutter sig til os på vore fine pladser inden pingerne ankommer.

Der er to parlamentsmedlemmer blandt pingerne. Den ene er Dr. Akram H. Chowdhury, som jeg tidligere har været placeret ved siden af på et podie. En begivenhed en vis skoleinspektør også havde en finger med i spillet i.   Han er for det øvrige en yderst tiltalende mand, der har ”Digital Bangladesh” som en af sine mærkesager. Den dag vi var på podie sammen lovede han også biblioteker til alle high schools, noget der inderligt glædede bibliotekaren.

Vores skole var med for første gang. Vi lavede et flot tromme nummer som afstedkom en del støv da trommerne var den bare jord. Det høstede både store bifald men også førstepræmie.  

De fleste af de øvrige optrædende, havde forberedt kombinerede dansenumre og teaterstykker der beskrev krigen. Meget smukt og stemningsfuldt.

Efter en tur i ping-logen  hvor skoleinspektøren og jeg konverserede pinger og spiste snaks og drak softdrinks, tog jeg mig et pusterum ved floden sammen med drengene.

Og endnu en oplevelsesrig dag med mine Bangladesh helte fik en lykkelig slutning