Epilog

Jeg er tilbage i Danmark, lykkeligt genforenet med min familie som jeg har savnet. Jeg søgte et par jobs medens jeg var i Bangladesh, men desværre uden resultat. Så nu er det tilbage i arbejdsløshedsmøllen. Heldigvis har jeg fået lov at komme i aktivering i fire uger på Danmission. Det kan jo ikke passe bedre.

Jeg er stadigvæk træt efter jetlag og har været til konfirmation i Kolding i går. Jeg er ellers cykelfan, men jeg vælger at tage børnecontaineren, som en af mine venner kalder vores bil, fra Avedøre til Danmission i Hellerup. ”Far kan du ikke give mig et lift til gymnasiet” spørger Lisa min ældste datter. Vi hyggesnakker i bilen på vej til Nørre G i Husum og bagefter placere jeg bilen i den evindelige kø ind mod centrum af København.

Det er et fantastisk smukt palæ Danmission har til huse i. Det er et gammelt arvestykke som DMS fik i begyndelsen af sidste århundrede, da Hellerup stadigvæk var langt ude på landet. Jeg har glædet mig meget til at gå gennem denne dør, det var super heldigt at jeg kunne kombinere min ledighed med denne spændende opgave. Nu skal jeg ind til debriefing, hvor bliver det dejligt at diskutere opgaven med nogen der er godt inde i sagerne.

Jeg har mailet med Kirsten Duus som er landekoordinator for Bangladesh og det lader til at Danmission også har en lille biblioteksfaglig opgave til mig. Arkiveringen er aldrig blevet rigtigt harmoniseret efter sammenlægningen af DMS og Dansk Santalmission.  

Under debriefingen taler vi om planerne for det næste volontør par, Andreas og Sara som skal til Bangladesh i august. De er nyuddannede lærere og skal både arbejde i SUPOHTs comunity development program og på Saraswatipur Boarding School. Jeg er sikker på at de kommer til at nyde deres tid på Saraswatipur Boarding School, der er god brug for deres indsats. I det hele taget kan jeg varmt anbefale alle med lyst til at hjælpe i en fremmed kulturel sammenhæng, ved at tage en volontør tjans hos Danmission.

Hvis nogen har lyst til at høre foredrag, holder jeg et i Herrestedgaard (lige ved Toftlund kirke) mandag den 24. september kl. 18.00, læs mere på Agerskov kirkes hjemmeside.

Jeg har nydt at skrive denne blog og vil gerne takke for alle de gode kommentarer, råd og hilsner jeg har fået fra jer der har læst med.  

~ * ~

David fra Dakha

Billeder lånt fra Bodil Noer Pedersens facebook.

Det synger på sidste vers. Jeg har taget afsked med Saraswatipur Boarding School og er kørt til Dakha sammen med computer læreren Dijen fra skolen. Vi skal købe nyt computerudstyr til skolen og jeg skal have lidt turisttid i hovedstaden inden jeg flyver hjem. Vi er også sammen med Speratus fra SUPOTH og mødes kort med Direktøren for SUPOTH. Jeg har allieret mig med en tidligere elev fra Saraswatipur Boarding School og god ven af Bodil Noer Pedersen som hedder David. Han driver gademission blandt børn og kender byen ud og ind. Det er mødet med ham dette blogindlæg kommer til at handle om. 

Vi går hen ad gaden. Man skal passe på, godt nok er der fortove nogen steder, men mange af fliserne hen over de halvåbne kloakker er knust og man kan let falde i et af hullerne. Der står en stank op ad hullerne og mygelarverne får suppen i hullerne til at se ud som om den er levende. Vi kommer til en bro hen over en lille sø. Kloakvandet plasker ud af et rør lige ned i søen, som ligger midt i byen med høje beboelsesejendomme rundt omkring.  Langs søens ene bred er der en afsats hvor der visse steder er rester af betongulve. ”Oh - de har bulldozed det hele” Udbryder David forbavset. Her plejede en af hans gadebørnsmenigheder at holde til i plastik eller blik betrukne hytter. Det må være bystyret der har fjernet det mener David. Han er lidt rystet kan jeg mærke. Der ligger nogle få mænd og sover på den bare jord. Vi kravler ned ad skrænten og går hen ad afsatsen. David spørger den første mand om han ved hvor børnene er taget hen. Han er lige kommet til Dakha fra en landsby i det nordøstlige Bangladesh, så han kender ikke noget til nogen børn. Vi taler lidt med ham og David giver ham et par råd om hvor han måske kan finde lidt arbejde.  ”Jeg ville have præsenteret dig for nogle af de børn jeg arbejder med. Det er mest muslimske børn. De er forældreløse eller flygtet fra børnearbejde på fabrikkerne og har ikke noget sted at bo. De boede her sammen mad fattige voksne, men nu er de væk.”

Vi går lidt videre pludselig kommer der en flok børn løbende. ”Der er nogen af dem” siger David. David råber dem an. Men så opdager vi vagtmanden med køllen som børnene flygter fra. ”De lever et hårdt liv” siger David. ”Vi prøver at skaffe dem lidt tøj, giver dem en gang imellem lidt ris og dahl og leger nogle lege med dem. Ja så fortæller vi dem selvfølgelig om Jesus og beder sammen med dem.” På en eller anden måde er fattigdommen mere pågående her end i landsbyerne. Måske fordi fattigdommen her blander sig med storbyens miljøkatastrofe med stinkende kloaker og floder, skrald over alt, sygdomsbefængte myg, bilos og trafikstøj.

Vi går videre medens vi taler om Gud og tro – fattigdom og elendighed. David fortæller at han selv har haft et hårdt liv. I hans tid på Saraswatipur Boarding School fik de ikke ret meget mad og sjældent kød. De havde ikke lagener på sengene og ingen myggenet. Jeg kan godt høre at der er sket mange forbedringer. En vigtig ting, der var bedre da David gik på skolen, var Engelskundervisningen. Læreren talte altid engelsk med dem og han var dygtig til at lære fra sig. David siger at det er engelsklærerens skyld at han er så god til engelsk i dag og det er grunden til at han kan klare sig. Davids fire mands gademission finansieres nemlig, af donationer fra udlændinge han møder, lige som mig. David stak af hjemme fra, da han kom hjem til landsbyen uden for Nilphamari, efter 5. klasse på Saraswatipur Boarding School. Hvis ikke jeg var stukket af var jeg blevet ladcykelchauffør eller daglejer som min far. Men det var svært at komme til Dakha fra en lille landsby som en helt ung dreng. I en periode kørte han rickshaw eller arbejdede på en restaurant men han tjente næsten ingen penge. På et tidspunkt begyndte han at bruge pengene på stoffer og det var tæt på at gøre en ende på hans liv. En aften hvor alt virkede håbløst, besluttede han at han ville sætte sin lid til Jesus og begynde at prædike det han havde lært på Saraswatipur Boarding School, for andre i hans egen situation.

Siden den aften er det kun gået fremad for ham og han er helt sikker på at han har truffet det rigtige valg. "Jeg har fåret tilbud om at komme til lande i vesten, det kan også være jeg en dag besøger jer, men jeg vil altid vende tilbage til min mission i Bangladesh."  David er virkelig en helt speciel fyr. Hvis I nogensinde kommer til Dakha, vil han blive glad for at vise jer sin mission. Man kan få fat på ham via hans facebook . Vi når også at få set en masse af Dakhas seværdigheder og en spændende flodtur med en noget ustabil robåd. Det er en uforglemmelig oplevelse at møde en som David, og et vidnesbyrd om at Saraswatipur Boarding School ikke har eksisteret forgæves.  

Nye traditioner skabes "Forældremøde"

Der har aldrig været tradition for at holde forældremøder på Saraswatipur Boarding School. Vi er blevet enige om at indføre forældremøder ved sommerferien og juleferien når forældrene henter deres børn hjem. Mit besøg falder uheldigvis ikke så det kommer til at passe med ferierne, så vi holder et ekstra møde for de 40 lokale børns forældre.  Hovedemnet er at give uddannelsesvejledning så forældre lader deres børn videreuddanne sig efter endt skolegang. Det er et stort problem blandt de kristne kostskolebørn at de ikke, efter endt skolegang, kommer videre i uddannelsessystemet. Deres grundskole får på den måde for ringe værdi. Forældrene til de lokale muslimske børn er meget bedre til at give deres børn en god uddannelse. Så dette møde skal bruges til at gøre dem til fortalere for videreuddannelse ved sommerferiemødet. Vi har forberedt os grundigt på dette forældremøde ved tre lærermøder, så vi har en plan.

Vi er en halv time forsinket, jeg har sved i hænderne, for jeg er nervøs for et flop. Der er kun dukket to kvinder op ud af 20 forventede deltagere. Arun begynder at forklare: ”Der er noget du må forstå om vores kultur, det er ikke normalt at man skal til møde og der er mange ting man må ordne inden man kan komme...” Jeg afbryder ham lidt nervøst. ”Arun, du behøver ikke undskylde, jeg forstår det godt”. Vi venter videre. Efter en time, kl. 10 ånder jeg lettet op. 20 deltagere sidder nu i to rækker med ved firmandsborde. Kvinderne i den ene side og mændene i den anden.

Skoleinspektøren holder en lille åbningstale, hvor hun fortæller hvad vi skal lave i dagens løb. Jeg forstår stadigvæk ikke sproget i detaljer, men efterhånden kan jeg følge lidt med, når jeg er godt inde i hvad der bliver talt om. Skoleinspektøren er en dame med pondus og alle lytter og virker spændt på hvad der skal ske. Vi starter dagen med en lille navne leg. Man præsenterer sig for sidemanden og bagefter at præsentere man sidemanden i plenum. Jeg er på udkig efter de to sejeste mødre og de to mindst konservative fædre og tror jeg har spottet dem. Vi skal arbejde i grupper efter Cooperative Learning strukturer og kabalen går ikke op. Vi kan ikke lave grupper med kun kvinder og andre med kun mænd. Der bliver nød til at være en gruppe med to mænd og to kvinder.

Jeg har lovet at stå for det første gruppearbejde. Det er en CL struktur der hedder ”Talking Chips” og vi har kun prøvet den en gang og ikke rigtigt øvet den i klasserne endnu. Det er en struktur der tvinger deltagerne til alle at bedrage med forslag til en problemløsning. Vi skal jo gerne høre både kvinder og mænds holdninger. Emnet er: ”Hvad vil kunne forbedre skolen, så jeres børn lærer mere?” det samme spørgsmål, som vi stillede til elevdemokrati dagen.

Jeg forklarer strukturen og siger at jeg godt ved at det ikke er normalt at kvinder og mænd deltager i arbejdet sammen. ”Er der nogen der kender hinanden så godt at I ikke har noget imod at arbejde sammen i en gruppe med to mænd og to kvinder” spørger jeg. Jeg kigger bevidst på de mennesker jeg har udset mig i navnelegen og de indvilliger straks. Det var det problem løst, resten af grupperne får lov at være kønsopdelte. Der bliver foreslået masser af forbedringer medens legoklodserne kastes ind på bordet som talking chips. Lærerne er sekretærer i grupperne og notere forslagene på plancher. Til slut går vi igennem forslagene som nu hænger på endevæggen under vores banner.

Vi spiser frokost. Ved mit bord heder de tre af mændene Muhammed. Det griner vi lidt af. Den sidste hedder Jay Rony og er far til den eneste hindu på skolen.  Jay har et blink i øjet da han spørger hvor tit der skal holdes den slags møder. Jeg forklarer at det er meningen at de skal holden før sommer og jule ferierne. Han smiler skælmsk og siger hvorfor ikke en gang om ugen, det er jo noget dejligt mad. Vi griner alle sammen.

Efter frokost er det Dijen der holder workshop om ”Problemer/problemløsninger” med at sende sine børn vider i uddannelsessystemet. Vi skal have lavet skyts til at fyre af til de kristne forældre til sommerferien. Det foregår i CL gruppearbejde efter strukturen Rally Robin. Der kommer mange forslag om at sælge kyllinger, æg, fisk osv. for at få penge til børnenes uddannelse. Jeg tænker at det vil være en god ide at få SUPOTH til at komme og forklare om lånekasser der kan finansiere en kyllingefarm osv. Et spændende forslag er også at lade være med at få så mange børn.  Måske var det også en ide at få en adolescents trainer til at komme og fortælle om prævention.

Efter gruppearbejdet holder vores lokale SUPOTH mand Kashinaht et oplæg om SUPOTH stipendier og andre stipendiemuligheder og dagen slutter af med te og lidt søde sager.

Hvad jeg frygtede ville blive et flop ender med en peptalk fra skoleinspektøren der får alle til at love at komme igen til sommer og hjælpe til med at overbevise de andre forældre om at deres børn skal have en god uddannelse.

Sparekasse for fattigmand

Muhammad Yunus

Danmissions samarbejdspartner SUPOTH har et micro finance program. På mange måder minder det om andelssparrekasserne vi en gang havde mange af her hjemme. Lokale sparegrupper skyder et lille beløb i en sparekasse og kan senere låne til projekter mod en beskeden rente. Renterne går tilbage i sparekassen og der bliver flere penge man kan låne. Grameen Bank er et nobelpris vindende Bank initiativ der har skaffet lånemulighed til fattige der ikke kan stille sikkerhed og der er Grameen Bank i mange u-lande. Der er også en Grameen Bank i Saraswatipur. Grameen blev stiftet i Bangladesh af Nobelprisvinderen i økonomi Muhammad Yunus

SUPOTH Finance Manager Binoy Roy

Jeg er på besøg hos en af lærerne Anna. Hun har inviteret på middagsmad for at sige pænt farvel til mig inden jeg rejser tilbage til Danmark. Anna får en bog af mig i afskedsgave, jeg har været rigtigt glad for Anna, hun har det sødeste væsen og er smadder god med børn. Selv har hun to mindre børn, de små slås i et hjørne af gårdspladsen som er det centrale sted i de fleste husholdninger her. Jeg bliver budt ind i soveværelset som sædvanligt, men her i Annas soveværelse er der et spisebord og det er veloplyst med energi fra et solepanel, hvilket vidner om en vis velstand. Det er Anna der har inviteret og hende jeg kender, men som det er sædvane her bliver jeg bænket med mændene og Anna ser jeg ikke meget til fra nu af. Annas mand hedder Binoy Roy. Binoy er finance manager i SUPOTH. Han fortæller mig om hans arbejde og siger at sparekasserne giver mange mennesker rigtigt gode muligheder for at skabe sig en bedre tilværelse. Jeg spørger hvordan deres lånesystem adskiller sig sig fra Grameen Bank. Jeg kender bankdirektøren i Grameen Bank fra min stam café i Saraswatipur. Han er en flink mand, som flere gange har inviteret mig ud at besøge deres bank. Jeg ved at det er dyrt at låne i Grameen, så jeg bliver ikke så overrasket da Binoy siger: ”Man kan slet ikke sammenligne Grameen og SUPOTHs lånekasser. Vores lånekasser er baseret på en gruppe mennesker der laver en bestyrelse og køre kassen helt selvstændigt. SUPOTH giver kun rådgivning og lidt startkapital. Grameen er business, de tager 3% i rente om måneden og pengene går ikke tilbage I en fælles kasse. Vores lånekasser tager højest 6% om året I rente. Grameen låner ud til hvad som helst. For eksempel har Mutilal lige lånt fra Grameen for at betale hospitalsregningen for sin niece. Vores sparekasser låner kun ud til projekter med en buisiness plan der sikre at man kan tjene penge og betale renterne samtidig.

Grammen Bank I udkanten af Saraswatipur

Efter middagen beslutter jeg at tage bankdirektøren fra Grameen på ordet og lejer en ladcykel for at køre ud til Grameen Bank. Desværre er bankdirektøren stadigvæk til frokost kl. 16:15, så jeg får mig kun en snak med bankassistenten, men han kan kun bekræfte det Binoy lige har fortalt mig.  

Muslimsk lærer på en kristen skole

I Bangladesh har alle børn krav på religionsundervisning af en lærer, der har samme religion som dem selv. Der er 39 muslimske børn her på skolen og en hindu. Sahara er religionslærer for muslimerne og den ene hindu må leve med et lovbrud. Jeg har filmet meget af den Cooperativ Learning lærerne har lavet med eleverne så vi kunne evaluere i fællesskab. En dag sidder jeg på lærerværelset og redigere en video med Sahara. Hun tager sin lidt gamle mobil frem og begynder at filme filmen. Jeg fortæller hende at det ikke kan blive godt og spørger hvorfor hun vil filme det. Hun svarer at hendes mor så gerne vil se de videoer jeg har lavet. Derfor er Dijen og jeg kørt ud til Saharas hjem en sen eftermiddag for at vise film på min laptop.

 

 

Dijen er ikke verdens mest rutinerede motorcykelkører, så de sidste 100 m over et lille dige til Saharas hus, må jeg stå af og gå. Dijen manøvrere langsomt motorcyklen hen over diget i samme tempo som jeg går. Sahara og hendes familie står og venter på os. Sahara har tørklæde på, det er sjældent at hun har det på skolen. Som det er tradition bliver vi budt indenfor på dobbeltsengen. Når man ikke har et spisebord er det på dobbeltsengen at man byder gæster på mad.

”Sahara hvordan er det egentligt at arbejde som eneste muslim på en kristen skole.” spørger jeg. ”Det er fint” siger Sahara. ”Taler I tit om forskelle på jeres religion?” ”De andre driller mig lidt med at jeg er muslim, men det er ikke ondt ment” svarer hun. ” Hvad driller de med?” ”De kan finde på at bede mig om at bede bønnen inden timerne” svarer hun, med et lidt forlegent smil. Sahara forsvinder ud til de andre kvinder som rumstere på kogepladsen udenfor.

Dijen og jeg sidder lidt alene. Dijen siger: ”Det er meget mere komplekst end du kan forestille dig. Religionen er kun en lille del af det der er imellem os. Hinduer, muslimer og kristne kan sagtens arbejde sammen. Det er værre med forskellige stammer. Der er nogen stammer der ikke kan arbejde sammen. Regeringen har måttet lave kvote ordninger så forskellige stammer har lige rettigheder til offentlige jobs. Men der er nogen stammer der ikke er blevet anerkendt af regeringen og nogen af dem kan hverken få jobs eller ret til at købe land. Så er der også racerne. Hvis du er Bengal er det lettere end hvis du er Santal, men det er værst at være pharia.” ”Hvad er forskellen på race og kaste” spørger jeg. Dijen forstår ikke hvad jeg mener, men jeg tror at han mener kaste når han siger race, men jeg er ikke helt sikker.

Nu kommer Sahara ind med den ene bakke efter den anden med snaks og søde sager. Jeg bliver helt flov, jeg havde forestillet mig at vi kunne se videoen og drikke en kop te med en kiks, men det er rørende så meget de har gjort ud af vores besøg. Saharas lillesøster er rigtigt god til engelsk og vil gerne snakke. Hun er ikke så genert som Sahara. Vi propper os med lækkerier medens vi snakker lidt om vore religioner. Det er nemmere at tale religion med muslimer end med hinduer synes jeg. Muslimer er også monoteister og vi har fælles ophav i det gamle testamente. Langt hen ad vejen har vi også fælles etik. Næstekærlighed og tilgivelse er vigtigt også for muslimer.  Men jeg er glad for at jeg har direkte adgang tilgivelse for mine synder gennem Jesus og slipper for at ligge under for imamer og mullaher fortolkninger af islams skov af regler.  

Endelig bliver det tid til videoforevisning. Jeg har stillet laptoppen op på sengen, men da jeg kigger ud kan jeg se at der er kommet mere end 20 mennesker. Ok – så er et soveværelse på 6 m² ikke helt stort nok. Heldigvis er det blevet halvmørkt, så vi laver da bare biograf på verandaen.  Medens filmen kører, filmer jeg diskret publikum. Jeg piller SD kortet ud af kameraet og putter det i laptoppen. Så viser jeg videoen af det fremmødte publikum. De skriger af grin da de ser sig selv på skærmen. Det har været et rigtigt hyggeligt besøg, desværre er det nu blevet helt mørkt. Jeg er ikke så vild med at køre med en urutineret i mørket. Jeg beder Dijen køre langsomt og forsigtigt og vi kommer helskindet hjem.   

Selvstændighedsdagen

26. marts 1971 erklærede Sheik Mujibur Rahman Bangladesh’ ensidige uafhængighed af den politiske union med Pakistan. Pakistan satte tropper ind mod guerillabevægelsen i Bangladesh, men måtte efter ni måneder med grufuld guerillakrig, hvor Bangladesh fik støtte fra Indiens hær overgive sig den 16. december 1971. Det er den begivenhed kostskolen er taget til Mohadipur for at fejre.Dette blogindlæg bliver mest en billede kollage.

Vi er kommet i god tid for det er vigtigt med gode pladser. Desværre er der forskel på hvad en amatørfotograf synes er gode pladser og hvad en skoleinspektør synes er gode pladser. Fotografen havde nok foretrukket en plads det var lidt nemmere at komme diskret væk fra.

Vore tropper marchere ind og sikkerheden bliver tjekket. Pigerne kommer og slutter sig til os på vore fine pladser inden pingerne ankommer.

Der er to parlamentsmedlemmer blandt pingerne. Den ene er Dr. Akram H. Chowdhury, som jeg tidligere har været placeret ved siden af på et podie. En begivenhed en vis skoleinspektør også havde en finger med i spillet i.   Han er for det øvrige en yderst tiltalende mand, der har ”Digital Bangladesh” som en af sine mærkesager. Den dag vi var på podie sammen lovede han også biblioteker til alle high schools, noget der inderligt glædede bibliotekaren.

Vores skole var med for første gang. Vi lavede et flot tromme nummer som afstedkom en del støv da trommerne var den bare jord. Det høstede både store bifald men også førstepræmie.  

De fleste af de øvrige optrædende, havde forberedt kombinerede dansenumre og teaterstykker der beskrev krigen. Meget smukt og stemningsfuldt.

Efter en tur i ping-logen  hvor skoleinspektøren og jeg konverserede pinger og spiste snaks og drak softdrinks, tog jeg mig et pusterum ved floden sammen med drengene.

Og endnu en oplevelsesrig dag med mine Bangladesh helte fik en lykkelig slutning