Hvad er din fars navn?

Eller historien om Uddeling af Stipendier.

SUPOTH er den organisation Danmission samarbejder med her i Bangladesh. Det er også den organisation der driver Saraswatipur Boarding School. Hvert år uddeler SUPOTH ca. 800 stipendier til studerende. En lille del af dem uddeles her fra SUPOTHs kontor på skolen. Hovedparten af stipendierne går til medlemmer af BLC ( Bangladesh Lutheran Church) men ca. en ¼ gives til meget dygtige elever som ikke har tilknytning til den kristne kirke. Man skal have et karaktergennemsnit over C+ som BLC medlem for at kunne komme i betragtning eller et karaktergennemsnit over A- hvis man ikke er medlem. Stipendiet er på 200,- taka (14,-kr) om måneden når man går i 5. til 8. klasse, så stiger det gradvist til 700,-taka (49,- kr.)om måneden når man går på universitetet. En returbillet til Rajshahi, som er universitetsbyen 80 km her fra, koster til sammenligning 180,- taka. (12,50 kr.)

Det er søndag lige over middag, jeg har fri. Jeg dasker lidt omkring på campus og hyggesnakker lidt med eleverne. Nede ved SUPOTH’s kontor ved indgangsporten møder jeg Kashinath. Kashinath er SUPOTH’s regionale leder, han deltager også i de fleste af mine Cooperative Learning kurser, så vi kender hinanden ret godt. Sproget er lidt et problem, så jeg bliver forvirret da Kashinath begynder at tale om at jeg skal holde tale om stipendier.  Jeg prøver at spørge hvem han vil at jeg skal tale til og hvad jeg skal sige. Men sproget slår ikke til, og det er med lidt ærgrelse at vi må gå hver til sit uden afklaring.  Jeg går ind i gæstehuset og op på mit værelse for at lytte til en medbragt lydbog. 

”Hallo Karsten, how are you? Can we come in please” hører jeg Arun sige ude på verandaen. Ja, ja – kom endelig indenfor siger jeg og slukker for lydbogen. Arun og Kashinath kommer ind og jeg beder dem sætte sig på sengen. Arun er gået den lille kilometer fra sit hjem for at tolke for Kashinath. Kashinath vil gerne at du holder tale for stipendium studerende, siger Arun. Aruns engelsk er langt fra perfekt men vi kommunikere uden alt for mange misforståelser. ”Hvad vil Kashinath gerne have mig til at sige til de studerende” spørger jeg. Du skal fortælle dem hvordan de kan studere og blive dygtige. Jeg overvejer at afvise, det står jo ikke i min arbejdsbeskrivelse og jeg er slet ikke kvalificeret til at give den slags kurser, men uvist af hvilken grund spørger jeg: ”Hvornår skal det være og hvor lang tid skal jeg bruge på det?” Nu siger Arun, det tager kun nogle timer. ”Jeg forstår det ikke helt” siger jeg; ”Jeg er ikke den rigtige, det er et bredt emne hvordan man bliver en dygtig studerende” ”Det kan du, det kan du” siger Arun; ”Det skal ikke tage nogle timer, kun 15 – 20 minutter” ”Hvornår skal det være?” gentager jeg. ”De sidder og venter. ”Jeg kan godt sige noget om at blive dygtig ved selvstændigt at søge information og yderligere litteratur til sine studier, kommer jeg til at sige. ”Yes, yes come” siger Kashinath. Jeg samler en fagbog, en skønlitterær bog, et tidsskrift og en avis sammen og følger med ned på SUPOTH’s kontor.

På gulvet sidder 20 drenge og 8 piger. Mange af dem genkender jeg som studerende fra vores nabo skole Saraswatipur High school, enten på skoleuniformen eller fordi jeg har talt med dem. Ved et bord sidder Milon evangelisten fra BLC, en tidligere lærer fra skolen der nu er field worker i SUPOTH og Kashinath.  Arun står og læner sig op ad vægen, han smiler, men jeg kan godt regne ud, at det passer ham dårligt at skulle være tolk på sin fridag. Kashinath er en grundig mand, så den mindste detalje om stipendieansøgningen og formaliteterne bliver forklaret og oversat for mig. Forsamligen må vente medens jeg får udpeget hvor fornavn og efternavn osv. skal stå på ansøgningsformularen, jeg smiler pænt og kan se på glimtet i Aruns øjne at vi tænker det samme. Om ikke andet giver det mig lidt tid til at tænke på, hvad jeg lige kan sige, når det om lidt bliver min tur. Da det bliver min tur, er jeg lidt uoplagt. Det bliver til et foredrag al la det min rektor Dreyer kunne have holdt for os da vi gik på gymnasiet og så lidt udpluk fra introduktioner til undervisning i litteratur søgning og informationssøgning. Jeg fortæller om vigtigheden af at orientere sig i tidsskrifter og at man ud over sit fag skal holde sig alment orienteret ved at læse aviser og skønlitteratur. Der sidder 28 par øjne og kigger meget opmærksomt, medens de lytter til Aruns oversættelse. Jeg takker for at jeg måtte komme at tale med dem og opfordre til at de spørger mig om hvad som helst de har lyst til.

En dreng tager mod til sig og rejser sig op. ”What is your fathers name”? Et øjeblik har jeg lyst til at sige ”Jeg er rigtigt glad for at du stiller mig netop det spørgsmål...”, men jeg bider mig i tungen og svare pænt at han hedder Ejlert og snart har 80 års fødselsdag og havde en møbelforretning før han gik på pension. Heldigvis spørger en pige nu: ”Hvordan er det at være ung i Danmark, hvad laver I når I har fri.” Jeg fortæller lidt om mine børn og deres fritidsinteresser og om de mange muligheder unge har i Danmark. Der kommer flere gode spørgsmål så jeg tror vi alt i alt taler sammen i en times tid. Der er godt nok en, der gentager spørgsmålet om min fars navn, men det skader jo ikke at høre så interessant en detalje to gange.

Da Kashinath skal til at dele spørgeskemaer ud og indkassere de 20 taka ansøgningsgebyr, beder han Arun oversætte. Jeg undskylder og siger tak for at jeg måtte komme, giver hånd til de andre voksne og begynder at gå. ”Karsten, Karsten” siger Kashinaht. ”Ja”… ”Karsten the students want take snap with you”. Det vil jeg selvfølgelig gerne. Pigerne rykker over foran drengene og jeg finder et hul midt blandt drengene og sætter mig i skrædderstilling. Kameraet ryger på auto og Arun klarer det lille snap.