Alokas historie.

Aloka er en af de første elever der gik på Saraswatipur Boarding School. Hun begyndte i 3. klasse i 1982 da skolen var nystartet. Selv med en god start fra en dejlig skole er livet for det meste en barsk omgang her i Bangladesh. Det er med lidt blandede følelser jeg skriver hendes historie, for jeg tror hun har fortalt mig den i håb om at jeg vil sponsorere hendes datters skolegang. Men I får den alligevel, med hendes tilladelse.  

Jeg spørger Aloka hvordan Saraswatipur Boarding School var da hun gik her. ”Her var dejligt, det var et lille paradis. Vi kunne lege og var trygge, personalet tog sig kærligt af os” Var det en god undervisning du fik? ”Ja vi fik en god undervisning”. Aloka er ret god til engelsk, hvilket langt fra er en selvfølge i Bangladesh. Hun er væsentligt bedre til engelsk end flere af mine kollegaer på skolen.  Aloka fortæller: ”Mange af mine venner i dag, er skolekammerater fra dengang.”  Aloka kender bl.a. Maja som er matron (oldfrue) på skolen, fra deres skoletid sammen.

Som så mange andre elever her fra, har Aloka også haft sin karriere inden for Lutherske organisationer. Fra 1992 til 1997 arbejdede hun som field trainer i SUPOTH’s ungdomsprogram.  Fra 1997 til 2000 var hun area manager i SUPOTH.

”I 2000 blev jeg gift og ventede ret hurtigt min datter Heya. Men så skete uheldet” Der bliver en lille pause som får mig til at spørge, ”Hvilket uheld?” ”Jeg kørte galt på motorcykel og blev alvorligt såret, heldigvis skete der ikke noget med barnet.” Det tog mange år før Aloka blev frisk igen. Hun havde svært ved at passe sit barn og hun mistede sit gode arbejde. Hun boede sammen med manden hos hans familie og de var sure over at skulle hjælpe med at forsørge hende.   

Vi skifter spor og snakker videre om Alokas arbejde. Hun er nu ansat på St. Matheus English Medium School i Mohadipur, her har hun arbejdet siden februar 2007 som lærer. Hun får 4400,- taka om måneden (ca. 300,- kr) i løn. St. Matheus er en tidligere missionsskole som nu er selvstændig og de fleste elever er muslimer.  I modsætning til Danmark får privatskolelærere dårligere løn end folkeskolelærere. En folkeskolelærer får minimum 10.000,- taka.

Aloka begynder igen at tale om svigerforældrene som ikke vil hjælpe med at betale datteren Heyas skolepenge. Jeg spørger dumt: ”Men hvad siger din mand?” ”Men min mand er død”. Det går op for mig at Aloka allerede har fortalt mig at hendes mand er død, jeg fattede bare ikke at det var hendes mand hun talte om.  ”Han døde af cancer den 15. juli 2006” Jeg undskylder at jeg ikke havde forstået det i første omgang og Aloka fortsætter: Mine svigerforældre smed os ud af huset, da han døde. Jeg måtte bo hos en veninde i Nazipur og klarede mig for hand outs, til jeg fik arbejdet på St. Matheus.

Aloka giver mig en grundig udredning af hendes økonomi, som bl.a. indbefatter 630,-  taka om måneden til medicin mod kroniske smerter. Jeg kan sagtens se at der er røde tal på bundlinjen.  Aloka fortæller at skoleinspektøren på hendes datters kostskole er sød ikke at smide hende ud, selv om de skyller skolepenge for tre måneder.

Det er nu det svære øjeblik indtræffer. Jeg ved jo godt hvad det her handler om. Her har jeg været mange gange før. Det gør ondt at gøre sig hård. Desværre kommer det aldrig til et direkte spørgsmål om hvorvidt jeg vil give penge, så jeg får ikke mulighed for at afvise. Lad os se hvad der sker når jeg møder Aloka igen.