Kirkegang

Jeg har aldrig i mit liv gået så meget i kirke som her. Her er morgenandagt kl. 6:15 og aftenandagt kl. 18:45. Her er middags andagt når skolen slutter kl. 12:00 om fredagen i fastetiden. Så er der naturligvis Gudstjeneste fra 9:00 til 11:00 hver søndag. Jeg har været inviteret til gudstjeneste i andre BLC menigheder fire gange medens jeg har været her, men det er desværre blevet aflyst hver gang. Jeg er bange for at det er et udslag af at kirken BLC (Bangladesh Lutheran Church) er i dyb krise. Man skal dog også huske at kirkegang om søndagen er besværligt, for det er jo fredagen der er helligdag ikke søndag, så kirkegængerne skal også nå at passe deres arbejde. Det er op ad bakke at være kirke i Bangladesh.

Kirkeklokken ringer. Det er det samme tykke stykke metal som bliver brugt som skoleklokke og vagtmændenes signalklokke om natten. Jeg stiller mine sandaler, uden for kirken, sammen med en skov af klipklapper i børnestørrelse, i det samme bryder børnene i kirken ud i sang. Der er ikke kommet nogen voksne endnu, men her er det menigheden (børnene), der kører showet. Kirketjener, oplæsere og salmevælgere det er alt sammen noget børnene står for uden den store indblanding fra voksne. Hvis ikke der dukker en prædikant op er jeg 100% sikker på at en af de store børn klarer den sag også. Det gør de til alle andagterne.

Den første salme har jeg ikke hørt før, men den næste synger vi til næsten alle aftenandagterne. Jeg kan synge med uden at forstå den ordret, men jeg har læst en engelsk version af salmen. Den har et ret dystert udtryk, ”Jeg var en tyv og forbryder inden jeg mødte Jesus” og i den dur. Jeg kan ikke sætte en finger på og sige: ”her halter den”, men salmen udtrykker bare ikke den glade kristendom som jeg mener, er vigtig. Jeg har på fornemmelsen at der er mange salmer som denne, og at de taler ind i en anden virkelighed end min. Derfor holder jeg min mening om salmen for mig selv og synger fro og frejdig med.

Vi har bedt indgangsbøn og er færdig med første tekstlæsning. Nogle af vagtmændenes koner er kommet, så nu er gennemsnitsalderen for kirkegængerne steget fra 10 til 11 år. Evangelisten som skal holde prædiken er ikke dukket op endnu og der er også tomt ved harmonium orglet.  Vi synger en til salme og midt i den dukker Milon min gode ven op, han er evangelist, og det er åbenbart ham der skal holde prædiken i dag. Da han ser at harmonium orglet står tomt, sætter han sig og spiller, på samme naturlige måde som Pastor Paul Kühle ville have gjort i Avedøre kirke, ved en tænkepause uden organist. Det er dejligt med multitalenter. 

Milon er en sprællemand, han gestikulerer i en grad så ord næsten bliver overflødige. Det nyder jeg godt af, for jeg forstår ikke et ord. Det giver et sæt i alle, da en nød fra Mahognitræerne brager ned i blikpladerne på kirkens tag. Milon stopper og kigger op, men det var vist ikke et tegn fra himlen, bare et udslag af dårlig planlægning da man plantede træerne. På den anden side af kirken gror der kokos palmer, jeg tør ikke tænke på, hvilke brag det giver når deres nøder begynder at falde ned. Det er sket før, at mine tanker har vandret deres egne veje under en prædiken, her er det uundgåeligt.

 Gudstjenesten slutter som sædvanligt af med et muntert indslag, i dag lærer vi en lille simpel engelsk sang til ære for mig tror jeg. Jesus in my heart, Jesus in your heart om og om igen, med en lille morsom dans. Alle griner og morer sig som I kan se på videoen.