Indiana Jones kom mig i forkøbet …

Md.babo Sharders (tv.)
og Raton Murmu (th)

Det er fredag, halv fridag for os på Saraswatipur Boarding School. Jeg må have gjort noget ved de uregerlige lokker over mine øre. Så jeg beslutter at den halve fridag skal bruges til en tur til barberen.

Jeg trasker gennem støvet hen ad vejen mod markedet. Jeg har efterhånden tilbagelagt denne kilometer mange gange, for det er en dejlig adspredelse at gå rundt på det lokale marked. Ved vejen op mod barberen beslutter jeg ikke at gå den direkte vej, men at slå et slag omkring min ven Raton’s butik. Jeg vil lige have en hyggelig sluder og researche på prisen for en klipning.

”Hello teacher” siger Raton da han opdager mig ved diske. Jeg har bedt ham kalde mig Karsten, men Raton ligner vist sin far Mutilal, så han gør som det passer ham. Det er nok derfor vi er blevet venner.

Ikke lige det jeg havde forestillet mig at man kunne finde fem killometer fra hvor jeg bor.

”We go and take tee?” Ja en kop te lyder fint, jeg hader at gå til frisør, så alle overspringshandlinger er velkommen. I den lille te biks spørger Raton om jeg ikke vil med ud at se kongepaladset. Jeg spørger hvor langt væk det er og Raton siger fem kilometer. En til overspringshandling er i hus. Vi hopper op på en van (Udtales pan), som er bondeudgaven af en rickshaw. Den kan bruges som persontransport, men også som pick up. De kører med store hølæs, 10 meter langt armeringsstål, kæmpe træstammer, ja jeg har så gar set en panikslagen kalv på en van.  Jeg er meget spændt på hvad det er for et kongepalads vi skal ud at se. Jeg spørger lidt til det medens vi kører, men Raton kan ikke navnet på kongen, paladset eller den landsby vi er på vej til. Vi kommer til en landsby som kun er svært tilgængelig med bil, så her er meget fredeligt i forhold til i Saraswatipur. Vi kører forbi en lægepraksis og lægen råber til Raton at vi skal komme indenfor. Raton svarer: ”Ikke i dag, vi skal til kongepaladset.”

Hindu gude dukke i gården i det
gamle palads.

Træerne er ikke plantet tilfældigt her. Man kan ane at her på et tidspunkt har været lavet byplanlægning med symmetri og gennemtænkt valg af planter.  Det bliver smukkere og smukkere og pludselig holder vi foran et palads der kunne have været kulissen i en Indiana Jones film. Smukt ornamenteret murværk omslynget af klatrende planter og med store træer på toppen. Øv at jeg ikke har mit kamera med. Mobilens kamera må træde i stedet. Paladset er mange steder spæret af og der står advarselsskilte om at man ikke må gå ind pga. sammenstyrtningsfare. En lille vagtmand trisser rundt i hælene på os, ganske unødvendigt for jeg tager normalt, advarsler og forbud seriøst.

Et af to pengeskabe uden dør.

Revnen ved trappetårnet.

Bag det gamle palads ligger et nyere, bygget i Victoriansk stil, men mindst lige så faldefærdigt som det gamel. Her har kongen boet ind til 1960 fortæller Raton. Da vi er nået hele vejen rundt går vi ned til en High School der er bygget ved siden af paladset.  ”Hallo, where are you from?” råber en ung mand i dyrt fodboldtøj, med benskinner og fodboldstøvler. Så meget udstyr er ikke lige normen her. Vi introducerer os, og Raton kender Md.babo Sharders  en lille smule tror jeg. ” Vil I ikke med ind at se paladset indefra”, spørger Md.babo Sharders .  ”Nej, det er vist ikke nogen god ide”, siger jeg. ”It’s no problem. People do it all the time” forsikre Md.babo Sharders  os. Vi går tilbage mod paladset, vagtmanden dukker op og taler lidt med Md.babo Sharders . Vagtmanden anviser et hul i en aflåst jernlåge, som jeg, under megen morskab for de omkringstående, lige kan mase mit store korpus igennem. Det går noget nemmere for Raton og Md.babo Sharders . Md.babo Sharders  fortæller at da han gik i skole her for ti år siden, blev de undervist i den nye del af paladset. På et tidspunkt blev trappetårnet så ustabilt at man valgte at bygge en ny skole ved siden af.  Vi begiver os op ad trapperne i det ustabile trappetårn. Der er en kæmpe revne mellem tårnet og resten af bygningen. Jeg vil tro at tårnet hælder 2 – 3 grader i forhold til hovedbygningen. Efter at have været rundt på en kæmpe første etage går vi videre til anden. Der ligger virkelig mange murbrokker på trapperne nu. Hjemme ville man som minimum bære byggehjelm her. Centralt i bygningen på anden sal ligger et rom hvor døråbningen afsløre meter tykke væge. Dørens hængsler er rustet over og døren læner sig ynkeligt mod vægen inden for døråbningen. I vægen modsat er to indbyggede værdiskabe. Men øv - Harrison Ford er kommet mig i forkøbet, lågerne mangler og skabene er tomme. Jeg slår lidt på sider og bund, men der er vist ingen hemmelige rum, der ikke er blevet tømt for deres skatte.

Vi fortsætter ad trappen mod taget. Nu er det lidt små uhyggeligt, for her er et mindst 30 cm bredt hul i gulvet, det er her murbrokkerne længere nede stammer fra. På taget gror der halvstore træer, hvis røder givetvis har ødelagt tagets bæreevne, så her oppe bliver det minimalt, hvor meget jeg bevæger mig rundt.

Vel nede og ude af ruinen, tager vi afsked med Md.babo Sharders , hopper på vanen og triller tilbage, tids nok til at jeg når min klipning inden mørket falder på.

Uverificerede oplysninger om stedet.

Hindu gudebilleder i den gamle del af templet,
 klistret oven på de originale ornamenter

Hvis I kan læse Bengalsk står årstal og kongenavnet her.

Paladset hedder Boiliheve. Den gamle del er dateret på murværket og er fra 1418 bangla tidsregning, hvilket skulle svare til 1810 med vor tidsregning.  Den del er bygget af Krishno Chandra Roybahadur, hvis tipoldebarn Speesuko Raza Roybahadur byggede den nye del. Den kender jeg ikke dateringen af, men der er brugt armeringsstål og beton i gulvene og den er bygget i samme stil som huse jeg har set i Australien som stammer fra det tidlige nittenhundredetal.  Kongefamilien flyttede til Indien i 1960, hvorefter den nye del blev brugt som skole i ca. 40 år. Den gamle del af paladset, bliver brugt som hindu tempel og der er gudedukker og gudebilleder placeret mange steder.

Den søndag kirkedøren var låst.

Jeg er taget men Moni (eller Konika som hun egentligt hedder) ud til sin landsby Madisohor. Jeg skal besøge hendes familie og venner. Selv bor hun i Rajshahi landets trediestørste by som ligger ca. 80 km og to timers kørsel herfra. Moni studere på handelshøjskolen og er 24 år gammel.

Vi sider ved aftensbordet hjemme hos Moni og hendes familie. Vi taler om hvad vi skal lave den næste dag. Næste dag er søndag.  Jeg vil gerne med i kirke siger jeg . Ud over Moni og hendes forældre er hendes onkel, som er den lokale lægmandspræst her også. Der bliver talt på Bangla et stykke tid. Jeg fornemmer, at jeg har bragt dem i forlegenhed. Pludselig slår Moni over i engelsk. ”De taler om at der nok ikke kommer nogen i kirke i morgen…” Jeg fatter den heldigvis med det samme. De vil helst ikke vise mig en halvtom kirke. Jeg siger: ”Hvis bare jeg må komme ned at se kirken, så er det fint”. Det kan selvfølgelig godt lade sig gøre. Stemningen er straks bedre og vi hygger længe. Klokken er over elleve (Det er vist meget sent her), jeg bliver anvist det ene af to soveværelser med hver to dobbeltsenge. Resten af familien deler det andet soveværelse.

Jeg vågner tidligt da hundehvalpen Captain hyler hjerteskærende. Jeg har lidt hovedpine, men da jeg kommer ud og ser den smukke dam foran huset, glemmer jeg alt om hovedpinen.  Vi spiser morgenmad og påbegynder et travlt program. Vi skal hilse på mange af landsbyens beboere og vi skal se Hindu templet og Moskeen. Vi tager bussen til den nærmeste større by hvor vi besøger St. Mathew English Medium School.  Tilbage i landsbyen spiser vi frokost. Moni siger ”Efter frokost kan vi gå hen i kirken.” På vejen ned i kirken, henter vi nøglen hos onklen. Det tager lidt tid, for der skal lige snakkes lidt igen.

Moni låser kirkedøren op. ”En søndag kom vi her ned og så var der en ny hængelås på kirken så vi ikke kunne komme ind. Det var deltagerne i den anden synode der havde låst kirken. ”fortæller Moni. Hun fortsætter: ”Vi var nød til at holde gudstjeneste hjemme og da vi bad dem give os en nøgle sagde de at vi ikke måtte bruge kirken.” Der har nu været en mellemmand der har forhandlet et forlig. Den synode Moni tilhører, får lov at bruge kirken, de andre bruger skolen, en halvdårlig fifty fifty løsning.

Det er frygteligt siger Moni, før var der mange Hinduer der blev kristne så de kunne få et arbejde. Vi var kendt for, at os gik det godt. Så der var mange der ville tro på vores Gud. Men nu er der mange fra min synode der igen bliver Hinduer fordi det er den anden synode der råder over jobbene.

Moni spørger mig: ”Hvad vil Danmission gøre for at vi også kan få nogle jobs?” Jeg svarer: ”Det ved jeg ikke.”  Det er en ringe trøst for Moni, at jeg kan en længere udredning om, at man skal være/blive kristen fordi man synes Jesus er vejen til Gudsriget i himmel og på jord. Selv om at, jeg mener jeg har ret og at den forklaring også rummer løsningen på deres konflikt, kan jeg godt se at det er et job, hun har brug for lige her og nu, for at kunne få sine drømme opfyldt.

Jeg elsker overraskelser.

Dijen vil vise mig, hvad han har forberedt til 5. klasse i engelsk. Det er egentligt Arun der underviser i engelsk i de store klasser, men han har sammen med tre af de andre lærer haft fri de sidste dage, så de kunne søge jobs i folkeskolen. Man får mere end det dobbelte i løn i folkeskolen i forhold til på en privatskole som her, men der er også mange ansøgere.  Altså Dijen, som ikke er en ørn til engelsk, vikariere for engelsklæreren og har alligevel mod på at lave CL øvelsen Find the Fiction. Det var den øvelse der gik grumme galt i min tidligere historie.  

Skal vi lege, spørger Dijen eleverne, efter den obligatoriske ”Good morning teacher”, ”Good morning students, please sit down”. Den danske rationalitet snyder mig. Jeg tænker straks at det er lidt for lige på og hårdt at begynde med CL strukturen. Det er imidlertid slet ikke det Dijen har gang i. Han kalder seks elever op til tavlen, giver dem skilt om halsen og nu skal de spille engelskteksten som rollespil. Ok, surprise, men Dijen er en ener, der gør tingene på sin egen måde, det kommer der rigtigt meget godt ud af. Det han laver er også helt i overensstemmelse med en anbefaling af rollespil, fra Kagans bog, så super. Eleverne nyder det lille rollespil som kun tager nogle få minutter. Nu gennemgår Dijen teksten på den mere traditionelle Bangla måde, og jeg når lige at tænke at det sikkert ikke bliver til Find the Fiction alligevel. Men så deler Dijen sedler ud hvor eleverne skal skrive tre udsagn, to fra teksten og et de selv finder på, som ikke passer med teksten. Det går nogenlunde. Taget i betragtning at det er en af de første gange eleverne laver den, fristes jeg næsten til at sige at det går godt. Det går bedre end da jeg forsøgte at få lærerne til at lave det første gang. Der er småproblemer, det største er timingen, der er for lidt tid til at gøre øvelsen færdig. Men da vi går ud, bliver vi enige om at Dijen vil prøve at få Arun til at lave øvelsen færdig med eleverne i næste engelsktime.

I næste time vil Dijen gerne have mig med til matematik i 6. klasse. Langt hen ad vejen er det traditionel Bangla matematikundervisning, men de sidste ti minutter laver Dijen lige en Round Robin struktur. Hvor eleverne i grupperne gennemgår og forklarer for hinanden hvad de har lært. Da vi går ud fra timen siger Dijen: ”Jeg syntes ikke at Find the Fiction var god til det vi lavede, så jeg tog en anden.

Men kæben hængende på brystkassen af forbløffelse sætter jeg mig ind på lærerværelset for at nedfælde denne lille solstrålehistorie.

Cooperative Learning done difficult.

Det er nu næsten 20 dage siden vi begyndte at lære Cooperative Learning her på Saraswatipur Boarding School. Vi holder undervisning efter skoletid fra 15:00 til 16:30 alle hverdage. Jeg er med i to til tre lektioner om formiddagen, ikke mere for at min tilstedeværelse ikke skal forstyrre for meget. På det sproglige område går det bedre end jeg havde troet og lærerne har en dejlig positiv holdning til det vi laver. Det er endnu lidt småt med at få det til at slå igennem i deres undervisning. De laver de mere komplekse gruppearbejdestrukturer hvis vi har aftalt det og tre af lærerne har lavet simple strukturer spontant.   

Fluerne summer i spisesalen. En flue sætter sig i min øjenkrog så jeg må vifte den væk. Arun fyrer en vittighed af på Bangla og alle,undtagen mig, griner. Arun er lærerstabens frække dreng. Klokken præcis 15:00 kommer den sidste af lærerne ind og vi begynder vores lille CL kursus med at en af lærerne siger en bøn, hvor han/hun beder til at det må gå godt.

Den foregående gruppearbejdsstruktur gik rigtig godt, så jeg er blevet overmodig og har forberedt den næste struktur ”Find the Fiction” smadder smart synes jeg selv. Normalt bruger jeg noget, vi har oplevet i lærernes undervisning som eksempel, når jeg illustrere en ny struktur for dem. Men denne gang vil jeg have dobbeltudbytte og har fundet lidt didaktisk teknik i vores CL bog som jeg vil prøve om de kan bearbejde i den nye struktur. Oprindeligt var det sådan jeg havde forberedt hjemmefra at vi skulle gøre og nu skal det forsøges.

Det didaktiske emne er ”Motivation uden belønning eller konkurrence” og jeg har gennemgået det med dem to gange forud for i dag.

Jeg forklarer at i ”Find the Fiction” skal de i grupper af fire lave sedler med 3x3 udsagn, hvor et af hver tre er opspind og de to andre er fakta fra det vi har lært. Sedlerne skal så cirkulere rundt i grupperne og de andre skal på skift finde det falske udsagn. Sjovt og simpelt skulle man mene.

Nogen grifler løs på deres fortrykte udsagnsark, andre kommer ikke i gang. Først forsøger jeg at hjælpe dem i gang som ikke helt er med, men så opdager jeg at dem der er gået i gang, grifler spørgsmål ned i stedet for udsagn. Ok – ”Stop” siger jeg og prøver at forklare strukturen en gang til med andre ord og mange fagter og får som sædvanligt en af de to, der er bedst til engelsk til at oversætte til Bangla.

Nye ark bliver delt ud, og vi forsøger igen. Det går lidt bedre. Denne gang går alle i gang og det er kun en der stadigvæk skriver spørgsmål (tror jeg), for fem af dem skriver Bangla som jeg ikke forstår, men jeg prøver at få Arun til at tjekke at det er udsagn. Jeg får den ene der er på vildspor ledt på rette vej.

Nu opdager jeg et nyt problem. Jeg har sagt at de gerne må skrive de rigtige udsagn af efter bogen. I bogen er hvert udsagn illustreret med et eksempel fra en undervisningssituation. I stedet for at skrive udsagn om de didaktiske tricks skriver de næsten alle sammen udsagn fra undervisningseksemplerne. Hvordan skulle de også tro andet, det er jo det vi plejer at gøre. Den eneste der har lavet det nogenlunde som tiltrængt, har lavet udsagn tre falsk, hver gang.  Hmm ”Stop” en gang til. Der er nu gået 45 minutter og vi plejer at holde te pause.  Medens vi drikker te, overvejer jeg min videre strategi.

”Vi prøver øvelsen forfra når vi mødes på mandag” siger jeg efter te. På mandag bliver det med et eksempel fra deres egen undervisning. Nu spiller jeg et lille skuespil for dem, hvor jeg er eleven der skal lave ”Find the Fiction” (alt bliver oversat) Da jeg er færdig med skuespillet, aftaler vi hvilken struktur de skal prøve at bruge i klasserne i den kommende uge og går lidt slukørede hver til sit.

Ate, hybris og nemesis.

Når bondeknolden fra Herning dummer sig

Mit kendskab til Bangladesh’ historie begrænser sig til et opslag i Den store Danske Encyklopædi og sporadisk læsning i guidebøger og materiale fra Danmission. Det kom der denne pinlighed ud af i dag.

Klokken er 5:00, vækkeuret i mobilen ringer. Normalt er det her jeg hører at der bliver kaldt til bøn i moskeen og jeg bare vender mig om og sover videre. Men i dag er det anderledes. Vi skal gå i procession til et mindesmærke på markedspladsen på bare føder. Det er ”International Mother Language Day”, som jeg er ignorant nok til at antage er Bangladesh selvstændighedsdag til fejring af selvstændigheden i 1971.

Jeg drikker et glas vand, tanken om morgenmad allerede, tiltaler mig ikke og jeg er heller ikke vild med at gå på selvstændigt togt i Mutilals køleskab. Så med risikoen for at skulle gå sulten rundt hele formiddagen dropper jeg morgenmaden og går i lyset fra min lommelygte over i skolegården. Det eneste jeg har fået at vide er at vi skal gå i procession til mindesmærke på markedspladsen på bare føder. Om det skal vare hele dagen, hvad der skal ske og hvad det i detaljer drejer sig om er mig uvist.

Da processionen drager af syngende en sang i mol, hvor jeg forstår ordne 21. februar, vælger jeg at slutte mig til den lærer der går bagerst. Jeg bliver gennet op forrest, så allerede nu føler jeg mig som en hund i et spil kegler. Jeg er blevet udstyret med en stor pelargonia, som jeg prøver at bære med værdighed, samtidig med at jeg snupper nogle slørede billeder i den alt for dunkle belysning. Det lykkes os at få de 100 børn hen på markedspladsen uden at der sker en tragisk trafik ulykke. Det er lidt af en præstation, men tidspunktet er velvalgt, tænker jeg, det er nok nu der er mindst trafik.  

På markedspladsen bliver vores blomsterkrans ærbødigt hængt på mindesmærket, der bliver sunget endnu en sang og bedt en bøn. Herefter begiver vi os tilbage. Der er lidt mindre orden på rækkerne nu og vi synger ikke. Mine nerver er på højkant, da en bus overhaler en lastbil samtidig med at der er en modkørende van (trehjulet ladcykel). Flere af børnene er faretruende tæt på bussen.

Sikkert hjemme i skolegården er der parade. Flaget bliver hejst på halv, og jeg bliver nu 100% sikker på at vi ikke fejre men sørger.  Dijen, en af lærerne, agerer sprechstallmeister og annoncere først en anden lærer. Efter han har talt er det skoleinspektørens tur. Hun taler længe og jeg bliver lidt ufokuseret, men registrer da hun siger ”Tomake dhonnobad” ( Mange tak).  Og nu sker det så igen, jeg bliver som sædvanligt taget med bukserne nede. ”And now, our distinguised guest from Denmark Mr. Karsten would like to hold speach.” Jeg får sagte et eller andet forblommet om at jeg er beæret over at være med og at jeg mener at et hvert folk har ret til sit eget sprog og sit eget land. Det er sørgeligt med alle de som måtte ofre deres liv for Bangla (Bangla = sproget) og Bangladesh (desh = landet).  Og nu er det så at jeg dummer mig: ”Jeg husker godt da Bangladesh blev selvstændigt i 1971. Det var noget der blev bemærket som noget stort i Danmark” jeg slutter også med: ”Tomake dhonnobad”. Nu er paraden forbi. For sent forklarer skoleinspektøren mig at den 21. februar er blevet mindet i Bangladesh siden 1952 (På det tidspunkt hed det Øst Pakistan), hvor en række studerende, herunder de studerende ved universitetet i Dhaka, blev dræbt af det pakistanske politi i en demonstration for det bengalske sprog, som Vest Pakistan ville afskaffe som officielt sprog. Så er det at man føler sig som den bondeknold fra Herning, man egentligt er.

Den sidste missionær



Bodil, Menu Sorkar,Morium Mormu
babyen heder Susina

Allerede inden jeg tog til Bangladesh, havde Flemming og Anni Schrøder, som jeg besøgte i Grindsted, fortalt mig at jeg ville få besøg af Bodil Noer Pedersen, ganske kort efter min ankomst. Bodil var den sidste danske missionær her på skolen. Det er omtrent 10 år siden Bodil tog hjem, men hun er jævnligt på besøg. Denne gang er hun her med sin niece kunstneren Helle Noer og hendes veninde Gitte samt sin egen veninde gennem mange år Helene. Bodil, Helene og Gitte arbejder alle som socialpædagoger. 

Helle, Gitte og bagerst
i blåt Helene

Det er eftermiddag. Bodil og jeg sidder på verandaen foran det der engang var Bodils hjem. Nu bliver det brugt som gæstehus og her har vi boet sammen nogle begivenhedsrige dage. Jeg har bedt Bodil sætte sig sammen med mig, for vi har mødt så mange mennesker og lavet mange planer, at jeg lige må have styr på dem.

En af planerne er at, en ven af Bodil, Moni Bormon skal tage mig med på besøg i hendes kristne landsby. Jeg skal der ud denne weekend fra lørdag til søndag. Bodil fortæller at landsbyen er delt op i to pga. kirkestriden. De holder hver sin gudstjeneste og hun er også bange for at det kun er børnene fra den ene part i striden, der får lov at komme ind på kostskolen. ”Vi har selv været med til at skabe den kultur i kirken, som striden opstår af” siger Bodil og fortsætter ”der var jo også splid mellem os (danskere) indbyrdes medens vi var her.” Strid og splid er jo ikke enestående for Bangladesh, men ikke desto mindre er det meget ødelæggende for det ellers fantastiske arbejde der er blevet gjort i dette kirkesamarbejde mellem Danmark og Bangladesh. Vi må håbe at BLC og Jens Fischer Nielsen får succes med deres Stanio Mondoli Pritibir Assa (Den lokale menighed er verdens håb)  projekt.

Morsomt at køre i overfyldte busser

Bodil er utroligt populær her. De tre dage hun er her, kommer der rigtigt mange mennesker for at hilse på hende. På markedet er der også mange der genkender hende og vi andre må vente medens der berettes nyt og overbringes hilsner. Det må være fantastisk dejligt at være husket, så mange år efter at man boede her.

Mutilal laver aftensmad i køkkenet på gæstehuset

Da vi er færdige med at snakke på verandaen, går vi ud i køkkenet hvor kokken Mutilal er ved at lave vores aftensmad. Bodil og Mutilal er gamle venner for Mutilal arbejdede også på SBS i alle årene Bodil boede her. Bodil begynder at remse alle de dejlige retter Mutilal kan lave op. Missionærer gennem tiderne har været flinke til at lærer Mutilal at lave deres livretter. Bodil minder Mutilal om at han kan lave nogen af disse dejlige retter til mig. Det kan jo være dejligt til en afveksling fra ris og forskelligt kød i karry.

Friends on FaceBook / På FaceBook med en fyr fra markedet

DANSK VERSION NEDENUNDER.

This is my newest FaceBook frien, Raton Murmud in his shop in Sarasatipur. He is a close relative of the cook in the guest house. Internet is becoming quite common here. It is accessed by mobile conection, in many cases provided by Telenor’s sister company in Bangladesh called Grameenphone.

Bangladesh has a very proactive telecom and internet policy, and mobile coverage is just as good or even better then in Denmark. Already in 1993 the Act that promotes Telecom and internet was passed in parliament. Today you see the results of this important act. As you travel through the country you see mobile transmitter antennas on many chimneys and other high structures.
But most important is that the charge for mobile connection is reasonably priced. A large part of the population can afford it.  It will still take a little while before most people have access to internet, but the mobile phones are there and has revolutionized the society. Imagine walking 20 km carrying 20 kg of tomatoes to the marked, only to find out that everyone brought tomatoes and you can’t sell yours. With the mobile phone you can call your friend in town, who can tell you to bring fish instead.

Here at Saraswatipur Boarding School the mobile phones are also frequently used. Not so many people send SMS as in Denmark, but teachers often call each other just to say “come over here for a moment”. In the place of SMS the mobile is used as walky-talky.

Everyone knows about the internet here at SBS, but all want to learn more. I have promised to do some training on computers and internet as well as the Cooperative Learning.

Dette er min nyeste FaceBook ven, Raton Murmud i hans butik i Sarasatipur (se butikken øverst i den engelske tekst). Han er en nær slægtning af kokken i gæstehuset. Internettet er ved at blive ret almindelige her. Det er adgang via mobiltelefonnettet, i mange tilfælde leveret af Telenors søsterselskab i Bangladesh der heder GrameenPhone.

 Bangladesh har en meget proaktiv telepolitik og internet, og mobildækningen er lige så god eller endda bedre end i Danmark. Allerede i 1993 blev loven, der fremmer Telecom og internet vedtaget i parlamentet. I dag kan man se resultaterne af denne vigtige handling. Når man rejser gennem  landet, ser man mobile sendemaster på mange skorstene og andre høje bygninger.
Men vigtigst er, at telefoni og internet er rimelighed prissat, så en stor del af befolkningen har råd til det. Det vil stadig tage lidt tid, før de fleste mennesker har adgang til internettet, men mobiltelefonen er der, og har revolutioneret samfundet. Forestil dig at gå 20 km bærende 20 kg tomater til markedet, kun for at finde ud af, at alle kom med tomater, og at du ikke kan sælge dine. Med mobiltelefonen, kan du ringe til din ven i byen, som kan fortælle dig at du skal tage fisk med i stedet.

 Her på Saraswatipur Kostskole er mobiltelefoner også hyppigt brugt. Ikke så mange sender SMS, som i Danmark, men lærerne ringer ofte til hinanden bare for at sige "kom her over for et øjeblik". I stedet for SMS bruges mobilen som Walky-talky.

 Alle kender til internettet her på SBS, men alle ønsker at lære mere. Jeg har lovet at lave nogle kurser i computere og internet sammen med Cooperative Learning. 

Cooperative Learning – It works. (I hope)

Jeg har nu undervist 4 dage, og jeg har sandt at sige været meget i tvivl om hvor meget der var blevet forstået. Kooperative Learning er en række meget strukturerede gruppearbejdsmetoder. Jeg underviser efter devisen Learning by dooing. Her nytter lange foredrag intet. Men forsøgene med at lave strukturerne fra CL., er lidt kaotiske og der er mange misforståelser. Jeg prøver at lave opgaver med et pædagogisk / didaktisk sigte, som mine kursister så løser i CL. gruppearbejde. Jeg har opserveret den daglige undervisning og tager en gang imellem også udgangspunkt i noget jeg har observeret, som jeg så foreslår en CL struktur til.

 

Det er morgen på fjerde dagen for mit forsøg på at lære ti lærere Cooperative Learning. Egentligt startede vi med at være otte, men hver dag er der dukket en ny op, som også somme tider underviser, og derfor også skal være med.  Igen i dag er jeg gået over for at observere undervisningen. Til min store overraskelse er møblerne i alle klasseværelserne rokeret rundt. Jeg har overhovedet ikke nævnt endnu at det kunne være smart. Men nu uden videre er traditionelle U-lands skolebænke og borde interimistisk rykket sammen, så der er fire gruppeborde, med plads til 6-7 elever ved hvert. Wow.. tænker jeg. det var aldrig sket i Lesotho, hvor jeg også har arbejdet.  Men min forbløffelse stopper ikke her. Efter 10 minutters lære til elev undervisning, beordre Læreren Arun børnene til at lave en struktur der heder Rally Robin om den parentesregning han lige har præsenteret. Rally Robin er en af de enkleste strukturer, hvor eleverne bare skiftevis forklarer hinanden en problemstilling. Eleverne er tydeligvis lige så forbløffede som jeg. De kigger undrende på Arun, medens han forklarer at de skal snakke sammen i timen. Hvad der i går var strengt forbudt, er i dag den påbudte måde. Det går trægt for Arun at få dem i gang, så jeg hjælper ved at sætte en pige, som jeg ved, er god til engelsk, i gang i en af grupperne. Pludseligt sidder de elever der har forstået matematikken og forklarer det til dem der ikke forstod. Det foregår i ro og orden, ingen pjatter, og alle er med.  De efterfølgende timer kan jeg se at de andre lærere også forsøger, men det falder desværre ikke helt så heldigt ud som i Aruns time.

Så selv om Speratos fra SUPOTH forlod os i dag, så jeg er uden tolk, er jeg en glad mand med mod på at arbejde videre på lørdag, når helligdagen (Fredag i et muslimsk land) er ovre.

Sadhu, tjener for guden for skabelse og ødelæggelse.

Jeg er, sammen med nogle af mine nye kollegaer, kørt med rickshaw til en årlig hindufestival. Vi støver sammen rundt  på markedet, kigger på fine møbler, mad, klæder, kina krims krams og køber et par småting.

På markedet, lige uden for et hindutempel møder jeg en gruppe hellige mænd. De tilhører en bestemt hindutradition der heder Sadhu, det betyder ”hellig mand. Min ven matematiklæren Arun siger: ”De har ingen andre ambitioner i livet end at tjene Volanath”. Jeg kender ikke Volanath, så jeg spørger”Hvem er Volanath”, Det viser sig at være et andet navn for Siba (På hindi Shiva). I mine øjne ligner mændene nogen, der klæder sig excentrisk ud, ryger sig høj i sjov tobak og så er hævet over denne verden. Jeg vil gerne tage et billede af mændene og får en til at spørge, om de har noget i mod det. ”Du er en veluddannet mand, hvis du vil udnytte en enfoldig mand som mig, så vær så god.” Jeg er nød til at konsultere mine værter for at forstå det svar. Skoleinspektøren Lilian siger ”Yes, you may take, you may take”. Jeg tager mine billeder og resonere at jeg hellere må lade være med kun at ”udnytte en enfoldig mand” (Hvem ved, måske er han university drop out). Jeg rækker han et lille beløb til livets opretholdelse, takker ham og siger ”God bless you” samtidig med at jeg holder hænderne i hinduernes hilsen. Manden hilser mig tavst tilbage med hinduhilsnen, hans venlige øjne siger ”og gud velsigne dig”.

Tro er en vigtig ting her. Alle jeg har mødt, ind til nu, viser den fineste respekt for hinandens forskellige tro. Men religiøse konflikter har været en del af livet her lige siden Sultan Fakruddin Mubarak Shah af Sonargaon besatte Chittagong i 1340, og udbredte islam i dette område, der først i 1971 kom til at hede Bangladesh. Det er ikke helt problemfrit at være hindu, bhuddist eller kristen her. Formelt er landet muslimsk men med religionsfrihed, lige som Danmark er kristent med religionsfrihed. Men det er jo desværre heller ikke helt problemfrit at være muslim i Danmark.

Blomsterkrans, stærk karry og Politibrutalitet.

Ja undskyld den lidt Ekstra Blads inspirerede overskrift, men, som I vil læse senere, er det ikke helt løgn. Jeg er endelig nået frem til mit egentlige mål Saraswatipur Academi, som det heder på den store jernlåge uden for skolen. Jeg har fået et fint lille værelse i stueetagen af gæstehuset, som er det eneste hus i to etager på en compound med mange lave bliktagsbelagte skolebygninger og en fin kirke.

Selv med motoren og air conditioning snurrende og vinduerne lukket, kan jeg høre sang og trommer. Vi venter på at lågen bliver åbnet ind til skolen. Der kommer en dame ud af en lille låge i porte. ”Det er skoleinspektøren, siger Speratus til mig, vi må hellere stige ud. Vi stiger ud, skoleinspektøren signalerer til vagten i den lille dør.  Jeg hilser på skoleinspektøren og overbringer hilsner fra dem hun kender i Danmark og i medens ruller jernlågen fra. På hver side af den 30 m. lange indkørsel står i alt 130 børn i espalier, nogle slår tromme andre har en pose foran sig, alle synger de med veltrænede stemmer, der ville gøre en hver børnekorleder misundelig. Da jeg går op ad indkørslen regner lyserøde blomster blade ned over mig. Jeg får en blomsterkrans om halsen og en fin hjemmelavet buket i hånden af to søde 10-12 års piger, der hilser mig med ”Nomoskar moti dada” (God dag storebror). Lille generte mig, hvor skal jeg gøre af mig selv. Tusinde tanker suser igennem hovedet. Jeg føler pludselig med hendes majestæt, py ha sikke et job.

Om aftenen spiser jeg middag med lærerne og skoleinspektøren. Vi får ris, dahl (linsesovs), kylling, løgsalat med store grønne chili og grøntsager i karry. Det smager dejligt, men det ryger svagt ud af mine øre så stærkt er det.  Jeg prøver at få talt med alle, men det lykkes faktisk kun med skoleinspektøren og en enkelt af lærerne. Resten kigger uforstående på Speratus, som er sød at oversætte.  

Efter middagen er der optræden med sang, dans, musik og et teaterstykke.

 ”Vi laver teater om kidnapning” introducere en lille dreng på Bangla. Stykket er nok genbrug fra en anden lejlighed, men det er faktisk ret godt lavet. Det er meget tydeligt at følge med i stykket også selv om man ikke forstår sproget. Nogle børn bliver lokket med slik af en fyr med solbriller. Senen skifter og man ser deres far efterlyse dem hos politiet.  Senen skifter igen nu kører børnene bus med solbrillefyren. Bussen bliver stoppet af politiet, der gennembanker  solbrillefyren med stokke.  Gennembankningen er vist sjov at spille, for den sene trækker ud, ellers illustrere den i hvert tilfælde grov politibrutalitet.

Jeg burde jo have været forberedt. Jeg har før oplevet at blive bedt om at optræde ved lignende lejligheder. Alligevel overrumpler det mig da en af lærerne spørger om jeg kan spille noget musik eller synge en sang. Den første der kommer ind på tavlen er ”I sne står urt og busk i skjul”. Jeg forklarer at det ville være den mest passende sang at synge hvis jeg var blevet hjemme og så får de min udlægning af B. S. Ingemann og J. P. E. Hartmann dejlige sang.

Klokken 21:00 siger alle god nat, stilheden sænker sig, kun tropelyde af frøer og cikader kan høres. Jeg falder i søvn og sover tungt til kl. 5:45 hvor syngende børnestemmer vækker mig. De synger til morgenandagt i kirken lige ved siden af gæstehuset.

Stanio Mondoli Pritibir Assa

(Den lokale menighed er verdens håb)

På gæstehuset på DBLM – Danish Bangladesh Leprosy Mission møder jeg Jens Fischer-Nielsen. Jens er også på besøg lige som jeg, men har til forskel et langt og indgående kendskab til Bangladesh. Jens er sognepræst i Kvaglund Kirke, tidligere missionær i Bangladesh og nu med i det Danske/Bangladesh LCDP Local Church Development Program. I kan læse meget mere om programmet på Kvaglund Kirkes hjemmeside hvor Jens har beskrevet det i en hilsen til sin menighed og desuden her på Danmissions hjemmeside.

Det går hurtigt op for mig at Jens har en uslukkelig passion for den lutherske kirke her i Bangladesh. Der er sket det dybt ulykkelige at kirken er i indbyrdes splid. Der er opstået to sideløbende synoder, og det giver et meget svagt og spinkelt grundlag for at skabe liv og vækst i kirken.

BLC seminar
(Foto lånt fra Kvaglund kirkes hjemmeside)

Jens og andre danskere med tilknytning til Bangladesh Lutheran Church BLC har sammen med de som ønsker konfliktløsning i BLC taget initiativ til en proces de kalder  Stanio Mondoli Pritibir Assa (Den lokale menighed er verdens håb).

Processen skal flytte fokusset i BLC. Fokus har udviklet sig til, at stræbe efter magten over kirken, så man kan råde over de levebrød en hver kirke giver dets medarbejdere. Nu vil man forsøge at flytte fokus, så det bliver på det daglige arbejde i menighederne.

Der har været seminar for kirkens ledere, høj som lav og der er mødt rigtigt mange op. Desværre flest fra den ene af synoderne. Det er seminarets sidste dag og der skal være fest om aftenen. Jens er sød at invitere mig med.

Det er en stemningsfuld aften. Der bliver holdt taler, spillet musik og sunget. På et tidspunkt skal vi hver have et stearinlys, som vi andægtigt får tændt og skal placere på kanten af nogle borde, der er stillet i form som et kors. Det mislykkes desværre lidt at få lysene til at nå hele vejen rundt. Men for ikke at ende med et T (se wikibooks) i stedet for et kors, flytter nogle snarrådige festdeltagere lidt rundt på lysene.

Jeg taler med Kamini som er en af de toneangivende i den synode der er mødt flest frem fra. Pludselig stopper han op midt i en sætning og kigger forbi mig. Den mand som lige er dukket op og som Kamini kigger på er Komol. Komol er leder af den anden Synode fortæller Jens mig senere. Komol er med til resten af festen, man fornemmer lidt anspændthed, men som Jens siger: ”Det er dejligt at han er kommet i aften”, ”han deltog i et tidligere seminar”.

 Pofolla som er Kamins lillebror er også med, Jeg taler lidt med ham ved festen og tror først at han er Kamins søn. Han ser meget yngre ud end sin bror.

Jens (tv) og Speratos (th)

i sofaen hvor vi talte med Kamin.

Næste dag kommer Kamin ned på gæstehuset for at tale med Jens. Kamin er en hyggelig og smilende mand, som jeg kan forstå, har lavet et kæmpe arbejde for BLC. Han fortæller at han nu kun arbejder på halv kraft, fordi han har haft en alvorlig nyreinfektion. Lægen havde sagt til ham at han ikke havde en chance, med mindre han fik en ny nyre. Han var begyndt at sælge sit jordiske gods for at skaffe penge til operationen. Jens afbryder hans fortælling: ” Ja, jeg sagde til dig at det skulle du ikke gøre for så havde din familie ikke noget at leve af når du døde.” Kamin fortæller videre at han bad til Gud om han ville fortælle ham hvad han skulle gøre. Men så skete der et mirakel. Kamin blev pludselig rask. Han stråler som solen medens han fortæller det. Det næste han fortæller får mig til at stivne og jeg kan mærke mit smil forsvinde. ”Nu ser alle mennesker op til mig, selv muslimerne og hinduerne. Jeg må være en mand Gud elsker meget højt siden han lader sådan et mirakel ske”. Hmm tænker jeg, det var så der kæden hoppede af for mit vedkommende. Hvad så med alle dem der ikke bliver raske, elsker Gud ikke dem lige så højt? Men jeg holder min mund og vi taler videre om andre ting. En ting er sikkert Kamin vil alt det bedste for sin menighed og han ønsker også at kirkestriden må få ende.

Det er altid farligt når hovedfokus bliver organisationen i stedet for visionen, det kender jeg selv kun alt for godt fra min tidligere arbejdsplads UCC.

En af grundene til børnearbejde og oversvømmelser i Bangladesh.

Jeg er nu i Nilphamari i det nordvestlige Bangladesh. Jeg bliver introduceret til Danmissions samarbejdspartner SUPOTHs arbejde med comunity development. SUPOTH er bl.a. ansvarlig for et stipendium program for børn og unge og for Saraswatipur bording school hvor jeg skal ned at arbejde i morgen. SUPOTH har den smukke vision at skabe mulighed for selvhjælp i et frit og fredeligt samfund, hvor alle har chancen for at udvikle deres potentiale.

Vi er kørt op til Barra dæmningen ved den nordvestlige grænse til Indien. Speratus Bisvas uddannelses direktøren i SUPOTH vil vise mig noget. Jeg har ikke rigtigt fattet hvad det er, så først tror jeg det er et kæmpe stort og succesfuldt vandings projekt, men snart skal jeg blive klogere. Efter at have kørt mange kilometer langs en kanal der bliver brugt til overrisling af de lavere liggende rismarker, bliver landskabet meget støvet. Det er så meget støvet at vegetationen bliver sparsom. Alt ser ekstremt fattigt ud. Her har de vist kun sand til deres æg, men der er alligevel mange mennesker. Vi kører op ad en sandvold ved nogle store sluseporte hvor vandet sprøjter ind i kanalerne. Bag sandvolden ligger en kæmpe sø.

Vagtmand ved kontrolpult og sandørknen efter dæmningen.

Vi køre videre langs søen til vi kommer til en ca. 1,5 kilometer lang dæmning. På den anden side af dæmningen ligger en uendelig sandørken. Det er det gamle udtørrede flodleje.   Når det stormer i marts, fyger sandet ind over hele området og ødelægger alt, fortæller Speratus. Egentligt burde dæmningen ikke have skabt den store ørken, hvis ikke det var fordi Inderne valgte at lave en anden dæmning på en biflod på deres side af grænsen. Efter det tørrede floden hele ud. Indien byggede deres dæmning uden at spørge Bangladesh og i strid med alle konventioner. Speratus spørger en vagt om vi må se kontroltårnet. Til trods for Restricted Area skiltet, får vi lov. Kontrolpulten der skal styre åbning og lukning af sluserne ligner en skrotbunke. De fleste knapper og trykmålere er forsvundet og har efterladt sorte huller. Jeg vil tro de er nød til at åbne sluserne manuelt. Vagten vil gerne fotograferes, men stedet bliver nøje udpeget, så vi ikke får den skandaløse kontrolpult med.

Vi kører videre. 20 km og en time senere, lidt før mørkets frembrud, kommer vi til SUPOTHS lokale kontor. Her skal vi drikke te med den lokale chef. Han fortæller at dæmningerne har gjort området så fattigt og usundt at mange, specielt børn dør. Han siger at han dagligt taler med mødre, som han forsøger at overtale til ikke at sælge deres børn til børnearbejde i Dhaka. Han fortæller om en mor der sagde: ”Jeg vil hellere sælge dem end se dem dø”. Når først man har solgt sit barn, forsvinder de og ingen ved hvordan man skal få kontakt til dem igen.

Dagen efter fortæller direktøren for SUPOTH mig, at dæmningerne egentligt også er skyld i de store oversvømmelseskatastrofer i Bangladesh. Hvis man kunne styre vandudledningen fra dæmningerne ordentligt i regntiden, ville oversvømmelserne kunne undgås, og havde man aldrig bygget dæmningerne ville problemet have været meget mindre og man var sluppet for den altødelæggende sandflugt.