En af grundene til børnearbejde og oversvømmelser i Bangladesh.

Jeg er nu i Nilphamari i det nordvestlige Bangladesh. Jeg bliver introduceret til Danmissions samarbejdspartner SUPOTHs arbejde med comunity development. SUPOTH er bl.a. ansvarlig for et stipendium program for børn og unge og for Saraswatipur bording school hvor jeg skal ned at arbejde i morgen. SUPOTH har den smukke vision at skabe mulighed for selvhjælp i et frit og fredeligt samfund, hvor alle har chancen for at udvikle deres potentiale.

Vi er kørt op til Barra dæmningen ved den nordvestlige grænse til Indien. Speratus Bisvas uddannelses direktøren i SUPOTH vil vise mig noget. Jeg har ikke rigtigt fattet hvad det er, så først tror jeg det er et kæmpe stort og succesfuldt vandings projekt, men snart skal jeg blive klogere. Efter at have kørt mange kilometer langs en kanal der bliver brugt til overrisling af de lavere liggende rismarker, bliver landskabet meget støvet. Det er så meget støvet at vegetationen bliver sparsom. Alt ser ekstremt fattigt ud. Her har de vist kun sand til deres æg, men der er alligevel mange mennesker. Vi kører op ad en sandvold ved nogle store sluseporte hvor vandet sprøjter ind i kanalerne. Bag sandvolden ligger en kæmpe sø.

Vagtmand ved kontrolpult og sandørknen efter dæmningen.

Vi køre videre langs søen til vi kommer til en ca. 1,5 kilometer lang dæmning. På den anden side af dæmningen ligger en uendelig sandørken. Det er det gamle udtørrede flodleje.   Når det stormer i marts, fyger sandet ind over hele området og ødelægger alt, fortæller Speratus. Egentligt burde dæmningen ikke have skabt den store ørken, hvis ikke det var fordi Inderne valgte at lave en anden dæmning på en biflod på deres side af grænsen. Efter det tørrede floden hele ud. Indien byggede deres dæmning uden at spørge Bangladesh og i strid med alle konventioner. Speratus spørger en vagt om vi må se kontroltårnet. Til trods for Restricted Area skiltet, får vi lov. Kontrolpulten der skal styre åbning og lukning af sluserne ligner en skrotbunke. De fleste knapper og trykmålere er forsvundet og har efterladt sorte huller. Jeg vil tro de er nød til at åbne sluserne manuelt. Vagten vil gerne fotograferes, men stedet bliver nøje udpeget, så vi ikke får den skandaløse kontrolpult med.

Vi kører videre. 20 km og en time senere, lidt før mørkets frembrud, kommer vi til SUPOTHS lokale kontor. Her skal vi drikke te med den lokale chef. Han fortæller at dæmningerne har gjort området så fattigt og usundt at mange, specielt børn dør. Han siger at han dagligt taler med mødre, som han forsøger at overtale til ikke at sælge deres børn til børnearbejde i Dhaka. Han fortæller om en mor der sagde: ”Jeg vil hellere sælge dem end se dem dø”. Når først man har solgt sit barn, forsvinder de og ingen ved hvordan man skal få kontakt til dem igen.

Dagen efter fortæller direktøren for SUPOTH mig, at dæmningerne egentligt også er skyld i de store oversvømmelseskatastrofer i Bangladesh. Hvis man kunne styre vandudledningen fra dæmningerne ordentligt i regntiden, ville oversvømmelserne kunne undgås, og havde man aldrig bygget dæmningerne ville problemet have været meget mindre og man var sluppet for den altødelæggende sandflugt.