Cooperative Learning done difficult.

Det er nu næsten 20 dage siden vi begyndte at lære Cooperative Learning her på Saraswatipur Boarding School. Vi holder undervisning efter skoletid fra 15:00 til 16:30 alle hverdage. Jeg er med i to til tre lektioner om formiddagen, ikke mere for at min tilstedeværelse ikke skal forstyrre for meget. På det sproglige område går det bedre end jeg havde troet og lærerne har en dejlig positiv holdning til det vi laver. Det er endnu lidt småt med at få det til at slå igennem i deres undervisning. De laver de mere komplekse gruppearbejdestrukturer hvis vi har aftalt det og tre af lærerne har lavet simple strukturer spontant.   

Fluerne summer i spisesalen. En flue sætter sig i min øjenkrog så jeg må vifte den væk. Arun fyrer en vittighed af på Bangla og alle,undtagen mig, griner. Arun er lærerstabens frække dreng. Klokken præcis 15:00 kommer den sidste af lærerne ind og vi begynder vores lille CL kursus med at en af lærerne siger en bøn, hvor han/hun beder til at det må gå godt.

Den foregående gruppearbejdsstruktur gik rigtig godt, så jeg er blevet overmodig og har forberedt den næste struktur ”Find the Fiction” smadder smart synes jeg selv. Normalt bruger jeg noget, vi har oplevet i lærernes undervisning som eksempel, når jeg illustrere en ny struktur for dem. Men denne gang vil jeg have dobbeltudbytte og har fundet lidt didaktisk teknik i vores CL bog som jeg vil prøve om de kan bearbejde i den nye struktur. Oprindeligt var det sådan jeg havde forberedt hjemmefra at vi skulle gøre og nu skal det forsøges.

Det didaktiske emne er ”Motivation uden belønning eller konkurrence” og jeg har gennemgået det med dem to gange forud for i dag.

Jeg forklarer at i ”Find the Fiction” skal de i grupper af fire lave sedler med 3x3 udsagn, hvor et af hver tre er opspind og de to andre er fakta fra det vi har lært. Sedlerne skal så cirkulere rundt i grupperne og de andre skal på skift finde det falske udsagn. Sjovt og simpelt skulle man mene.

Nogen grifler løs på deres fortrykte udsagnsark, andre kommer ikke i gang. Først forsøger jeg at hjælpe dem i gang som ikke helt er med, men så opdager jeg at dem der er gået i gang, grifler spørgsmål ned i stedet for udsagn. Ok – ”Stop” siger jeg og prøver at forklare strukturen en gang til med andre ord og mange fagter og får som sædvanligt en af de to, der er bedst til engelsk til at oversætte til Bangla.

Nye ark bliver delt ud, og vi forsøger igen. Det går lidt bedre. Denne gang går alle i gang og det er kun en der stadigvæk skriver spørgsmål (tror jeg), for fem af dem skriver Bangla som jeg ikke forstår, men jeg prøver at få Arun til at tjekke at det er udsagn. Jeg får den ene der er på vildspor ledt på rette vej.

Nu opdager jeg et nyt problem. Jeg har sagt at de gerne må skrive de rigtige udsagn af efter bogen. I bogen er hvert udsagn illustreret med et eksempel fra en undervisningssituation. I stedet for at skrive udsagn om de didaktiske tricks skriver de næsten alle sammen udsagn fra undervisningseksemplerne. Hvordan skulle de også tro andet, det er jo det vi plejer at gøre. Den eneste der har lavet det nogenlunde som tiltrængt, har lavet udsagn tre falsk, hver gang.  Hmm ”Stop” en gang til. Der er nu gået 45 minutter og vi plejer at holde te pause.  Medens vi drikker te, overvejer jeg min videre strategi.

”Vi prøver øvelsen forfra når vi mødes på mandag” siger jeg efter te. På mandag bliver det med et eksempel fra deres egen undervisning. Nu spiller jeg et lille skuespil for dem, hvor jeg er eleven der skal lave ”Find the Fiction” (alt bliver oversat) Da jeg er færdig med skuespillet, aftaler vi hvilken struktur de skal prøve at bruge i klasserne i den kommende uge og går lidt slukørede hver til sit.

Ate, hybris og nemesis.