Nye traditioner skabes "Forældremøde"

Der har aldrig været tradition for at holde forældremøder på Saraswatipur Boarding School. Vi er blevet enige om at indføre forældremøder ved sommerferien og juleferien når forældrene henter deres børn hjem. Mit besøg falder uheldigvis ikke så det kommer til at passe med ferierne, så vi holder et ekstra møde for de 40 lokale børns forældre.  Hovedemnet er at give uddannelsesvejledning så forældre lader deres børn videreuddanne sig efter endt skolegang. Det er et stort problem blandt de kristne kostskolebørn at de ikke, efter endt skolegang, kommer videre i uddannelsessystemet. Deres grundskole får på den måde for ringe værdi. Forældrene til de lokale muslimske børn er meget bedre til at give deres børn en god uddannelse. Så dette møde skal bruges til at gøre dem til fortalere for videreuddannelse ved sommerferiemødet. Vi har forberedt os grundigt på dette forældremøde ved tre lærermøder, så vi har en plan.

Vi er en halv time forsinket, jeg har sved i hænderne, for jeg er nervøs for et flop. Der er kun dukket to kvinder op ud af 20 forventede deltagere. Arun begynder at forklare: ”Der er noget du må forstå om vores kultur, det er ikke normalt at man skal til møde og der er mange ting man må ordne inden man kan komme...” Jeg afbryder ham lidt nervøst. ”Arun, du behøver ikke undskylde, jeg forstår det godt”. Vi venter videre. Efter en time, kl. 10 ånder jeg lettet op. 20 deltagere sidder nu i to rækker med ved firmandsborde. Kvinderne i den ene side og mændene i den anden.

Skoleinspektøren holder en lille åbningstale, hvor hun fortæller hvad vi skal lave i dagens løb. Jeg forstår stadigvæk ikke sproget i detaljer, men efterhånden kan jeg følge lidt med, når jeg er godt inde i hvad der bliver talt om. Skoleinspektøren er en dame med pondus og alle lytter og virker spændt på hvad der skal ske. Vi starter dagen med en lille navne leg. Man præsenterer sig for sidemanden og bagefter at præsentere man sidemanden i plenum. Jeg er på udkig efter de to sejeste mødre og de to mindst konservative fædre og tror jeg har spottet dem. Vi skal arbejde i grupper efter Cooperative Learning strukturer og kabalen går ikke op. Vi kan ikke lave grupper med kun kvinder og andre med kun mænd. Der bliver nød til at være en gruppe med to mænd og to kvinder.

Jeg har lovet at stå for det første gruppearbejde. Det er en CL struktur der hedder ”Talking Chips” og vi har kun prøvet den en gang og ikke rigtigt øvet den i klasserne endnu. Det er en struktur der tvinger deltagerne til alle at bedrage med forslag til en problemløsning. Vi skal jo gerne høre både kvinder og mænds holdninger. Emnet er: ”Hvad vil kunne forbedre skolen, så jeres børn lærer mere?” det samme spørgsmål, som vi stillede til elevdemokrati dagen.

Jeg forklarer strukturen og siger at jeg godt ved at det ikke er normalt at kvinder og mænd deltager i arbejdet sammen. ”Er der nogen der kender hinanden så godt at I ikke har noget imod at arbejde sammen i en gruppe med to mænd og to kvinder” spørger jeg. Jeg kigger bevidst på de mennesker jeg har udset mig i navnelegen og de indvilliger straks. Det var det problem løst, resten af grupperne får lov at være kønsopdelte. Der bliver foreslået masser af forbedringer medens legoklodserne kastes ind på bordet som talking chips. Lærerne er sekretærer i grupperne og notere forslagene på plancher. Til slut går vi igennem forslagene som nu hænger på endevæggen under vores banner.

Vi spiser frokost. Ved mit bord heder de tre af mændene Muhammed. Det griner vi lidt af. Den sidste hedder Jay Rony og er far til den eneste hindu på skolen.  Jay har et blink i øjet da han spørger hvor tit der skal holdes den slags møder. Jeg forklarer at det er meningen at de skal holden før sommer og jule ferierne. Han smiler skælmsk og siger hvorfor ikke en gang om ugen, det er jo noget dejligt mad. Vi griner alle sammen.

Efter frokost er det Dijen der holder workshop om ”Problemer/problemløsninger” med at sende sine børn vider i uddannelsessystemet. Vi skal have lavet skyts til at fyre af til de kristne forældre til sommerferien. Det foregår i CL gruppearbejde efter strukturen Rally Robin. Der kommer mange forslag om at sælge kyllinger, æg, fisk osv. for at få penge til børnenes uddannelse. Jeg tænker at det vil være en god ide at få SUPOTH til at komme og forklare om lånekasser der kan finansiere en kyllingefarm osv. Et spændende forslag er også at lade være med at få så mange børn.  Måske var det også en ide at få en adolescents trainer til at komme og fortælle om prævention.

Efter gruppearbejdet holder vores lokale SUPOTH mand Kashinaht et oplæg om SUPOTH stipendier og andre stipendiemuligheder og dagen slutter af med te og lidt søde sager.

Hvad jeg frygtede ville blive et flop ender med en peptalk fra skoleinspektøren der får alle til at love at komme igen til sommer og hjælpe til med at overbevise de andre forældre om at deres børn skal have en god uddannelse.