Når bondeknolden fra Herning dummer sig

Mit kendskab til Bangladesh’ historie begrænser sig til et opslag i Den store Danske Encyklopædi og sporadisk læsning i guidebøger og materiale fra Danmission. Det kom der denne pinlighed ud af i dag.

Klokken er 5:00, vækkeuret i mobilen ringer. Normalt er det her jeg hører at der bliver kaldt til bøn i moskeen og jeg bare vender mig om og sover videre. Men i dag er det anderledes. Vi skal gå i procession til et mindesmærke på markedspladsen på bare føder. Det er ”International Mother Language Day”, som jeg er ignorant nok til at antage er Bangladesh selvstændighedsdag til fejring af selvstændigheden i 1971.

Jeg drikker et glas vand, tanken om morgenmad allerede, tiltaler mig ikke og jeg er heller ikke vild med at gå på selvstændigt togt i Mutilals køleskab. Så med risikoen for at skulle gå sulten rundt hele formiddagen dropper jeg morgenmaden og går i lyset fra min lommelygte over i skolegården. Det eneste jeg har fået at vide er at vi skal gå i procession til mindesmærke på markedspladsen på bare føder. Om det skal vare hele dagen, hvad der skal ske og hvad det i detaljer drejer sig om er mig uvist.

Da processionen drager af syngende en sang i mol, hvor jeg forstår ordne 21. februar, vælger jeg at slutte mig til den lærer der går bagerst. Jeg bliver gennet op forrest, så allerede nu føler jeg mig som en hund i et spil kegler. Jeg er blevet udstyret med en stor pelargonia, som jeg prøver at bære med værdighed, samtidig med at jeg snupper nogle slørede billeder i den alt for dunkle belysning. Det lykkes os at få de 100 børn hen på markedspladsen uden at der sker en tragisk trafik ulykke. Det er lidt af en præstation, men tidspunktet er velvalgt, tænker jeg, det er nok nu der er mindst trafik.  

På markedspladsen bliver vores blomsterkrans ærbødigt hængt på mindesmærket, der bliver sunget endnu en sang og bedt en bøn. Herefter begiver vi os tilbage. Der er lidt mindre orden på rækkerne nu og vi synger ikke. Mine nerver er på højkant, da en bus overhaler en lastbil samtidig med at der er en modkørende van (trehjulet ladcykel). Flere af børnene er faretruende tæt på bussen.

Sikkert hjemme i skolegården er der parade. Flaget bliver hejst på halv, og jeg bliver nu 100% sikker på at vi ikke fejre men sørger.  Dijen, en af lærerne, agerer sprechstallmeister og annoncere først en anden lærer. Efter han har talt er det skoleinspektørens tur. Hun taler længe og jeg bliver lidt ufokuseret, men registrer da hun siger ”Tomake dhonnobad” ( Mange tak).  Og nu sker det så igen, jeg bliver som sædvanligt taget med bukserne nede. ”And now, our distinguised guest from Denmark Mr. Karsten would like to hold speach.” Jeg får sagte et eller andet forblommet om at jeg er beæret over at være med og at jeg mener at et hvert folk har ret til sit eget sprog og sit eget land. Det er sørgeligt med alle de som måtte ofre deres liv for Bangla (Bangla = sproget) og Bangladesh (desh = landet).  Og nu er det så at jeg dummer mig: ”Jeg husker godt da Bangladesh blev selvstændigt i 1971. Det var noget der blev bemærket som noget stort i Danmark” jeg slutter også med: ”Tomake dhonnobad”. Nu er paraden forbi. For sent forklarer skoleinspektøren mig at den 21. februar er blevet mindet i Bangladesh siden 1952 (På det tidspunkt hed det Øst Pakistan), hvor en række studerende, herunder de studerende ved universitetet i Dhaka, blev dræbt af det pakistanske politi i en demonstration for det bengalske sprog, som Vest Pakistan ville afskaffe som officielt sprog. Så er det at man føler sig som den bondeknold fra Herning, man egentligt er.