Den søndag kirkedøren var låst.

Jeg er taget men Moni (eller Konika som hun egentligt hedder) ud til sin landsby Madisohor. Jeg skal besøge hendes familie og venner. Selv bor hun i Rajshahi landets trediestørste by som ligger ca. 80 km og to timers kørsel herfra. Moni studere på handelshøjskolen og er 24 år gammel.

Vi sider ved aftensbordet hjemme hos Moni og hendes familie. Vi taler om hvad vi skal lave den næste dag. Næste dag er søndag.  Jeg vil gerne med i kirke siger jeg . Ud over Moni og hendes forældre er hendes onkel, som er den lokale lægmandspræst her også. Der bliver talt på Bangla et stykke tid. Jeg fornemmer, at jeg har bragt dem i forlegenhed. Pludselig slår Moni over i engelsk. ”De taler om at der nok ikke kommer nogen i kirke i morgen…” Jeg fatter den heldigvis med det samme. De vil helst ikke vise mig en halvtom kirke. Jeg siger: ”Hvis bare jeg må komme ned at se kirken, så er det fint”. Det kan selvfølgelig godt lade sig gøre. Stemningen er straks bedre og vi hygger længe. Klokken er over elleve (Det er vist meget sent her), jeg bliver anvist det ene af to soveværelser med hver to dobbeltsenge. Resten af familien deler det andet soveværelse.

Jeg vågner tidligt da hundehvalpen Captain hyler hjerteskærende. Jeg har lidt hovedpine, men da jeg kommer ud og ser den smukke dam foran huset, glemmer jeg alt om hovedpinen.  Vi spiser morgenmad og påbegynder et travlt program. Vi skal hilse på mange af landsbyens beboere og vi skal se Hindu templet og Moskeen. Vi tager bussen til den nærmeste større by hvor vi besøger St. Mathew English Medium School.  Tilbage i landsbyen spiser vi frokost. Moni siger ”Efter frokost kan vi gå hen i kirken.” På vejen ned i kirken, henter vi nøglen hos onklen. Det tager lidt tid, for der skal lige snakkes lidt igen.

Moni låser kirkedøren op. ”En søndag kom vi her ned og så var der en ny hængelås på kirken så vi ikke kunne komme ind. Det var deltagerne i den anden synode der havde låst kirken. ”fortæller Moni. Hun fortsætter: ”Vi var nød til at holde gudstjeneste hjemme og da vi bad dem give os en nøgle sagde de at vi ikke måtte bruge kirken.” Der har nu været en mellemmand der har forhandlet et forlig. Den synode Moni tilhører, får lov at bruge kirken, de andre bruger skolen, en halvdårlig fifty fifty løsning.

Det er frygteligt siger Moni, før var der mange Hinduer der blev kristne så de kunne få et arbejde. Vi var kendt for, at os gik det godt. Så der var mange der ville tro på vores Gud. Men nu er der mange fra min synode der igen bliver Hinduer fordi det er den anden synode der råder over jobbene.

Moni spørger mig: ”Hvad vil Danmission gøre for at vi også kan få nogle jobs?” Jeg svarer: ”Det ved jeg ikke.”  Det er en ringe trøst for Moni, at jeg kan en længere udredning om, at man skal være/blive kristen fordi man synes Jesus er vejen til Gudsriget i himmel og på jord. Selv om at, jeg mener jeg har ret og at den forklaring også rummer løsningen på deres konflikt, kan jeg godt se at det er et job, hun har brug for lige her og nu, for at kunne få sine drømme opfyldt.