Blomsterkrans, stærk karry og Politibrutalitet.

Ja undskyld den lidt Ekstra Blads inspirerede overskrift, men, som I vil læse senere, er det ikke helt løgn. Jeg er endelig nået frem til mit egentlige mål Saraswatipur Academi, som det heder på den store jernlåge uden for skolen. Jeg har fået et fint lille værelse i stueetagen af gæstehuset, som er det eneste hus i to etager på en compound med mange lave bliktagsbelagte skolebygninger og en fin kirke.

Selv med motoren og air conditioning snurrende og vinduerne lukket, kan jeg høre sang og trommer. Vi venter på at lågen bliver åbnet ind til skolen. Der kommer en dame ud af en lille låge i porte. ”Det er skoleinspektøren, siger Speratus til mig, vi må hellere stige ud. Vi stiger ud, skoleinspektøren signalerer til vagten i den lille dør.  Jeg hilser på skoleinspektøren og overbringer hilsner fra dem hun kender i Danmark og i medens ruller jernlågen fra. På hver side af den 30 m. lange indkørsel står i alt 130 børn i espalier, nogle slår tromme andre har en pose foran sig, alle synger de med veltrænede stemmer, der ville gøre en hver børnekorleder misundelig. Da jeg går op ad indkørslen regner lyserøde blomster blade ned over mig. Jeg får en blomsterkrans om halsen og en fin hjemmelavet buket i hånden af to søde 10-12 års piger, der hilser mig med ”Nomoskar moti dada” (God dag storebror). Lille generte mig, hvor skal jeg gøre af mig selv. Tusinde tanker suser igennem hovedet. Jeg føler pludselig med hendes majestæt, py ha sikke et job.

Om aftenen spiser jeg middag med lærerne og skoleinspektøren. Vi får ris, dahl (linsesovs), kylling, løgsalat med store grønne chili og grøntsager i karry. Det smager dejligt, men det ryger svagt ud af mine øre så stærkt er det.  Jeg prøver at få talt med alle, men det lykkes faktisk kun med skoleinspektøren og en enkelt af lærerne. Resten kigger uforstående på Speratus, som er sød at oversætte.  

Efter middagen er der optræden med sang, dans, musik og et teaterstykke.

 ”Vi laver teater om kidnapning” introducere en lille dreng på Bangla. Stykket er nok genbrug fra en anden lejlighed, men det er faktisk ret godt lavet. Det er meget tydeligt at følge med i stykket også selv om man ikke forstår sproget. Nogle børn bliver lokket med slik af en fyr med solbriller. Senen skifter og man ser deres far efterlyse dem hos politiet.  Senen skifter igen nu kører børnene bus med solbrillefyren. Bussen bliver stoppet af politiet, der gennembanker  solbrillefyren med stokke.  Gennembankningen er vist sjov at spille, for den sene trækker ud, ellers illustrere den i hvert tilfælde grov politibrutalitet.

Jeg burde jo have været forberedt. Jeg har før oplevet at blive bedt om at optræde ved lignende lejligheder. Alligevel overrumpler det mig da en af lærerne spørger om jeg kan spille noget musik eller synge en sang. Den første der kommer ind på tavlen er ”I sne står urt og busk i skjul”. Jeg forklarer at det ville være den mest passende sang at synge hvis jeg var blevet hjemme og så får de min udlægning af B. S. Ingemann og J. P. E. Hartmann dejlige sang.

Klokken 21:00 siger alle god nat, stilheden sænker sig, kun tropelyde af frøer og cikader kan høres. Jeg falder i søvn og sover tungt til kl. 5:45 hvor syngende børnestemmer vækker mig. De synger til morgenandagt i kirken lige ved siden af gæstehuset.