Eksamen i Cooperative Learning

Jeg er her I Bangladesh for at lave opfølgning på mit arbejde med Cooperative Learning fra foråret og for at sætte gang i nogle planer om efteruddanelse af lærerne og nogle ombygningsplaner på skolen. Jeg er ikke selv den store eksamensfan, men jeg ved at de vil elske at få et certifikat så en eksamen må der til.

Vi holder møde for at aftale de næste dages eksamen. Jeg har nøje beskrevet eksamensopgaven i en mail hjemme fra, så alle burde være klar. Opgaven går i sin enkelthed ud på at lære den nye lærer Jolika en CL struktur. Alle har fået en struktur de skal lære hende. Jeg skal så se om Jolika kan strukturen og vil filme hende  så vi kan diskutere resultatet til eksamen.

”Har I alle sammen undervist Jolika i en CL struktur”? Der sidder syv mennesker og kigger på mig som store spørgsmålstegn. Arun tager modet til sig og siger: ”Undskyld Karsten, jeg håber ikke du har noget imod at jeg spørger, skal vi ikke til eksamen i de strukturer”? Jeg svarer Jolika skal vise at I har lært hende strukturerne og så skal I til eksamen i videoen af Jolika der laver strukturen med eleverne. Der er specielt en der sidder og ser meget beklemt ud, det er Jolika. Jeg får helt ondt af hende og siger til hende. Du skal ikke være nervøs, det er ikke ret meget du skal lave.

Jeg har lige i dette sekunt lavet eksamensplanerne om.

Ok eksamen bliver på fredag. I morgen og i overmorgen viser I Jolika og mig strukturerne i jeres undervisning i klasserne. Vi får fordelt tidspunkter og det hele lader til at falde på plads.

De næste dage filmer jeg strukturer. To af lærerne kan simpelthen ikke finde ud af at vise den struktur de har fået til opgave. Jeg giver dem en chance for at lave en anden næste dag sent på eftermiddagen. Phu ha, tiden bliver knap hvis jeg skal nå at redigere filmene. Jeg overtaler Andreas Danmissions voluntør til at redigere filmene for mig. Midt i at Andreas er ved at redigere nægter min laptop at lade strøm. Det ser sort ud, bogstavligt talt da der ikke er mere strøm på batariet. Det er bla. skoleinspektørens  film der ikke er lavet, og det dur jo ikke. Jeg får lige lokket videofilerne over på en USB stik på den sidste strøm på mit reservebateri. Andreas, den helt, får rediget filmene fårdig på sin egen laptop.

Alt imedens Andreas og jeg har kæmpet med videoerne, har de to reeksaminanter fået coaching af de andre lærere. Det resulterer i at de næste dag klarer sig rigtigt fint.

 Efter hver lektion med en CL struktur beder jeg læreren fortælle Jolika, hvad han eller hun gjorde. Jeg håber Jolika får lidt ud af det. Hun virker kvik og forsikre mig på sikkert engelsk at hun har forstået det.

På eksamensdagen skriver jeg spørgsmål ned medens vi sammen ser en film ad gangen. Så bliver den enkelte lærer spurgt om en række spørgsmål og til sidst hører jeg Jolika om hun har forstået lidt af hvad der foregik. Det går bedre end jeg frygtede og alle består og får med højtidelige taler overragt deres diplomer. 

Næmt skal det jo ikke værde, så der er naturligvis en trykfejl på Kashinaths diplom, det tager mig det meste af næste dag at få fotoforretningen til at printe en ny rettet udgave. Der er bare mange ting der ikke er let her. Men jeg skal ikke klage, jeg rejser hjem til min bekvemme europæiske hverdag, det er folket her i Bangladesh vi skal føle med.

Foto udlånt af Andreas og Sara Ellerbek (TAK!)