Danmission har søgt en
volontør til at tage til Bangladesh. Den opgave har jeg været heldig at få. Jeg
skal lave workshops for lærerne på en kostskole i Saraswatipur. Det kommer til
at handle om:
·
Inkluderende undervisning (Cooperative Learning )
·
elevråd
·
og vigtigheden af at børnene får videreuddannelse efter skolen.
Jeg vil prøve at fortælle lidt om hvad jeg oplever i denne blok. Jeg håber I har lyst til at følge med og lade jer inspirere.
Til jer der ikke kender Danmission eller mig, begynder
blocken med denne lille præsentation.
Danmission er en del af folkekirkens internationale arbejde (Læs mere Om Danmission på
hjemmesiden). Danmission er en sammenlægning af Det Danske Missionsselskab
DMS og Dansk Santalmission. Dansk Santalmission begyndte sit arbejde i området
for 145 år siden. En af aktiviteterne har været at drive kostskoler. De er
stort set alle overdraget til Bangladesh’ regering, men Saraswatipur Boarding
School er en selvstændig skole og en del
af Danmissions udviklingsprojekt SUPOTH i Bangladesh.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først hørte om DMS, men jeg
ved, at jeg tre somre i 69,70 og 71 var på nogle dejlige DMS sommerlejre for
børn ved Hjørring i Nord Jylland. Måske var det der min interesse for den store
verden blev vagt. Vi legede landsby i Afrika og hørte om mennesker, der drog ud
i alverden for at fortælle om Gud. Det er et af mine dejlige barndomsminder.
I dag har jeg selv været mange steder i verden. Det er dog nok
mere verden, der har fortalt mig om Gud end omvendt. Jeg har blandt andet boet
tre år i Lesotho sammen med min kone, Inge og vores tre døtre, Lisa, Astrid og
Kathrine. I Lesotho arbejdede jeg for en kristen menneskerettighedsorganisation,
der hedder Transformation Ressource Centre (TRC).
Vi var udsendt af udviklingsorganisationen, Mellemfolkeligt
Samvirke (MS). I TRC lavede vi bl.a. elevrådsvejledning og div. demokratimaterialer
til skoler og gymnasier. Måske kan nogle af de erfaringer blive til gavn, på Saraswatipur
Boarding School.
Min kone Inge, som opfordrede mig til at søge denne
volontørstilling, er præst i Avedøre, vest for København. I Avedøre sogn er der masser af aktiviteter,
nogle af dem nyder jeg godt af at være med i. Jeg håber også at nogen af jer
jeg kender fra Avedøre vil synes det er sjovt at følge med på denne tur til
Bangladesh. Jeg skal nok fortælle om turen, når jeg kommer tilbage, så dem der
ikke er så vilde med internet også kan være med.
Jeg har siden 2007 arbejdet på lærerseminarier i København.
Jeg er bibliotekar og har formidlet materiale til de studerende og
underviserne. Desuden har jeg holdt kurser i litteratur- og
informationssøgning. I forbindelse med dette arbejde er jeg kommet til at kende
cooperative learning, der er en inkluderende undervisningsform udviklet af en
Amerikaner, der hedder Spenser Kagan. Det er den undervisningsform, jeg vil demonstrere
for lærerne på Saraswatipur Boarding
School. Jeg håber, det kan bruges til at gøre deres arbejde endnu bedre.
Jeg har været arbejdsløs siden sommerferien, så jeg glæder
mig rigtigt meget til at komme i gang med denne firvillige opgave. Så - venner,
familie og nysgerrige der gerne vil læse med – Jeg håber, det vil blive en god
tur, og at I vil finde at det er spændende læsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar