Må Gud stoppe kiv og bringe tilgivelse og forsoning - Amen

Milon Bormun er Sabok, en slags evangelist / uudannet præst /missionær. Milons arbejde er at besøge 20 ældre menigheder her i området. Han er ved at stifte 8 nye menigheder, så det alt i alt bliver 28. Det er en af disse nye menigheder vi er ude at holde Gudstjeneste sammen med i dag. Vi er i Pimpur Al Fetpara, hvor der er tre familier der tidligere har været Syvende Dags Adventister, men nu har de bedt Milon fra den Lutherske kirke om at overtage deres menighed. Efter Milon overtog menigheden har fem hindu familier sluttet sig til menigheden, nu rummer den samlet 30 mennesker hvoraf ca. halvdelen er dukket op denne søndag. Milon kan huske da hans far blev kristen, før var de hinduer, så Milon er god til at tale med hinduer.

Vi følger stierne mellem rismarkerne som er så smalle at man må ud i mudderet hvis man møder en ladcykel. Milon er en ranglet mand, som hver eneste dag i ugen, traver mange kilometer langs disse stier for at besøge sine menigheder. Som de fleste andre præster elsker Milon at tale. Vi snakker løs medens vi går.

Milon er ikke helt tilfreds med forkyndelsen på Saraswatipur Boarding School. Han siger at børnene ikke lærer nok salmer. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, det er meget det samme vi synger om og om igen. Han synes at skolen har ændret sig så fokus ikke længere er på forkyndelse. Jeg siger at der er mange ting man skal nå på en skole, og at jeg synes de gør et godt stykke arbejde. Milon vil gerne hjælpe med at få søndagsskolen gjort bedre. Det vil være en rigtig god ide, siger jeg. Jeg er lidt bange for at Milon ikke er så velset af skolens eksterne ledelse og det er en skam, for han er et dejligt menneske, med fantastisk børnetække. ”I would like more joy and singing and dancing in the sharing of God's word at the school.” siger han.

Efter en halv times traven i middagsheden når vi Pimpur Al Fetpara. Den første vi møder er en tynd og segnet mand. Milon taler med ham medens jeg fotografere hans uimodståeligt søde børn. Vi giver manden hånd og går lidt videre ind i landsbyen. Han har ingen jord og hans kone er død. ”Jeg vil spørge BLC om vi kan betale for at han kommer på skrædderskole” siger Milon.

De næste vi møder er en søster og bror, Rebeca og Mohes Shoren. Jeg har hørt om dem, deres familie er kendt i hele landet, for Rebeca er National Tribal Leader altså leder af stammernes nationale organisation. Før Rebeca var hendes storebror Alfred leder af samme organisation. Vi bliver præsenteret for hele familien og budt at sidde ned. Rebeca fortæller, hvordan hendes bror blev myrdet i et slagsmål foranlediget af magtfulde mænd. Nu kommer Mohes med et skrivemaskine dokument som er en afgørelse af et civilt søgsmål mod Alfred. Afgørelsen siger at Alfred, uretfærdigt er blevet anklaget for at bruge jord der ikke var hans. Der står endvidere at anklagerne var fabrikerede som politisk chikane og afgørelsen er klar, Alfred har ikke gjort noget forkert. Mohes fortæller at da Alfred kom hjem med retskendelsen slog de ham ihjel. En nabo som havde støttet Alfred blev brændt inde i sit hus om natten. Der kom mange til Alfreds begravelse selv en minister.  Det er en frygtelig historie og der er en tåre i Rebecas øjenkrog medens Mohes fortæller.

Nu er der dukket 15 - 20 mennesker op. Mange små børn, flest kvinder og fire mænd. Vi holder en dejlig Gudstjeneste på verandaen foran et af husene.

Sangen er usikker men der er en fantastisk stemning. Lige som i Afrika sidder menigheden og kommentere og siger amen medens Milon prædiker. Menigheden spørger mig om jeg vil bede for fred i deres landsby og for at de en dag må få en kirke og en skole. Det lover jeg.

Efter gudstjenesten får vi mad. Jeg får en portion ris på størrelse med den jeg laver til hele vores familie på fem hjemme. Der er linsesuppe (Dahl) til og lidt spinat og et stegt kogt æg. Jeg spiser pænt op, for udenfor sidder mennesker der aldrig har kunnet tillade sig at levne. Men da jeg bliver budt igen, må jeg takke nej.

Hvad er din fars navn?

Eller historien om Uddeling af Stipendier.

SUPOTH er den organisation Danmission samarbejder med her i Bangladesh. Det er også den organisation der driver Saraswatipur Boarding School. Hvert år uddeler SUPOTH ca. 800 stipendier til studerende. En lille del af dem uddeles her fra SUPOTHs kontor på skolen. Hovedparten af stipendierne går til medlemmer af BLC ( Bangladesh Lutheran Church) men ca. en ¼ gives til meget dygtige elever som ikke har tilknytning til den kristne kirke. Man skal have et karaktergennemsnit over C+ som BLC medlem for at kunne komme i betragtning eller et karaktergennemsnit over A- hvis man ikke er medlem. Stipendiet er på 200,- taka (14,-kr) om måneden når man går i 5. til 8. klasse, så stiger det gradvist til 700,-taka (49,- kr.)om måneden når man går på universitetet. En returbillet til Rajshahi, som er universitetsbyen 80 km her fra, koster til sammenligning 180,- taka. (12,50 kr.)

Det er søndag lige over middag, jeg har fri. Jeg dasker lidt omkring på campus og hyggesnakker lidt med eleverne. Nede ved SUPOTH’s kontor ved indgangsporten møder jeg Kashinath. Kashinath er SUPOTH’s regionale leder, han deltager også i de fleste af mine Cooperative Learning kurser, så vi kender hinanden ret godt. Sproget er lidt et problem, så jeg bliver forvirret da Kashinath begynder at tale om at jeg skal holde tale om stipendier.  Jeg prøver at spørge hvem han vil at jeg skal tale til og hvad jeg skal sige. Men sproget slår ikke til, og det er med lidt ærgrelse at vi må gå hver til sit uden afklaring.  Jeg går ind i gæstehuset og op på mit værelse for at lytte til en medbragt lydbog. 

”Hallo Karsten, how are you? Can we come in please” hører jeg Arun sige ude på verandaen. Ja, ja – kom endelig indenfor siger jeg og slukker for lydbogen. Arun og Kashinath kommer ind og jeg beder dem sætte sig på sengen. Arun er gået den lille kilometer fra sit hjem for at tolke for Kashinath. Kashinath vil gerne at du holder tale for stipendium studerende, siger Arun. Aruns engelsk er langt fra perfekt men vi kommunikere uden alt for mange misforståelser. ”Hvad vil Kashinath gerne have mig til at sige til de studerende” spørger jeg. Du skal fortælle dem hvordan de kan studere og blive dygtige. Jeg overvejer at afvise, det står jo ikke i min arbejdsbeskrivelse og jeg er slet ikke kvalificeret til at give den slags kurser, men uvist af hvilken grund spørger jeg: ”Hvornår skal det være og hvor lang tid skal jeg bruge på det?” Nu siger Arun, det tager kun nogle timer. ”Jeg forstår det ikke helt” siger jeg; ”Jeg er ikke den rigtige, det er et bredt emne hvordan man bliver en dygtig studerende” ”Det kan du, det kan du” siger Arun; ”Det skal ikke tage nogle timer, kun 15 – 20 minutter” ”Hvornår skal det være?” gentager jeg. ”De sidder og venter. ”Jeg kan godt sige noget om at blive dygtig ved selvstændigt at søge information og yderligere litteratur til sine studier, kommer jeg til at sige. ”Yes, yes come” siger Kashinath. Jeg samler en fagbog, en skønlitterær bog, et tidsskrift og en avis sammen og følger med ned på SUPOTH’s kontor.

På gulvet sidder 20 drenge og 8 piger. Mange af dem genkender jeg som studerende fra vores nabo skole Saraswatipur High school, enten på skoleuniformen eller fordi jeg har talt med dem. Ved et bord sidder Milon evangelisten fra BLC, en tidligere lærer fra skolen der nu er field worker i SUPOTH og Kashinath.  Arun står og læner sig op ad vægen, han smiler, men jeg kan godt regne ud, at det passer ham dårligt at skulle være tolk på sin fridag. Kashinath er en grundig mand, så den mindste detalje om stipendieansøgningen og formaliteterne bliver forklaret og oversat for mig. Forsamligen må vente medens jeg får udpeget hvor fornavn og efternavn osv. skal stå på ansøgningsformularen, jeg smiler pænt og kan se på glimtet i Aruns øjne at vi tænker det samme. Om ikke andet giver det mig lidt tid til at tænke på, hvad jeg lige kan sige, når det om lidt bliver min tur. Da det bliver min tur, er jeg lidt uoplagt. Det bliver til et foredrag al la det min rektor Dreyer kunne have holdt for os da vi gik på gymnasiet og så lidt udpluk fra introduktioner til undervisning i litteratur søgning og informationssøgning. Jeg fortæller om vigtigheden af at orientere sig i tidsskrifter og at man ud over sit fag skal holde sig alment orienteret ved at læse aviser og skønlitteratur. Der sidder 28 par øjne og kigger meget opmærksomt, medens de lytter til Aruns oversættelse. Jeg takker for at jeg måtte komme at tale med dem og opfordre til at de spørger mig om hvad som helst de har lyst til.

En dreng tager mod til sig og rejser sig op. ”What is your fathers name”? Et øjeblik har jeg lyst til at sige ”Jeg er rigtigt glad for at du stiller mig netop det spørgsmål...”, men jeg bider mig i tungen og svare pænt at han hedder Ejlert og snart har 80 års fødselsdag og havde en møbelforretning før han gik på pension. Heldigvis spørger en pige nu: ”Hvordan er det at være ung i Danmark, hvad laver I når I har fri.” Jeg fortæller lidt om mine børn og deres fritidsinteresser og om de mange muligheder unge har i Danmark. Der kommer flere gode spørgsmål så jeg tror vi alt i alt taler sammen i en times tid. Der er godt nok en, der gentager spørgsmålet om min fars navn, men det skader jo ikke at høre så interessant en detalje to gange.

Da Kashinath skal til at dele spørgeskemaer ud og indkassere de 20 taka ansøgningsgebyr, beder han Arun oversætte. Jeg undskylder og siger tak for at jeg måtte komme, giver hånd til de andre voksne og begynder at gå. ”Karsten, Karsten” siger Kashinaht. ”Ja”… ”Karsten the students want take snap with you”. Det vil jeg selvfølgelig gerne. Pigerne rykker over foran drengene og jeg finder et hul midt blandt drengene og sætter mig i skrædderstilling. Kameraet ryger på auto og Arun klarer det lille snap.

Kirkegang

Jeg har aldrig i mit liv gået så meget i kirke som her. Her er morgenandagt kl. 6:15 og aftenandagt kl. 18:45. Her er middags andagt når skolen slutter kl. 12:00 om fredagen i fastetiden. Så er der naturligvis Gudstjeneste fra 9:00 til 11:00 hver søndag. Jeg har været inviteret til gudstjeneste i andre BLC menigheder fire gange medens jeg har været her, men det er desværre blevet aflyst hver gang. Jeg er bange for at det er et udslag af at kirken BLC (Bangladesh Lutheran Church) er i dyb krise. Man skal dog også huske at kirkegang om søndagen er besværligt, for det er jo fredagen der er helligdag ikke søndag, så kirkegængerne skal også nå at passe deres arbejde. Det er op ad bakke at være kirke i Bangladesh.

Kirkeklokken ringer. Det er det samme tykke stykke metal som bliver brugt som skoleklokke og vagtmændenes signalklokke om natten. Jeg stiller mine sandaler, uden for kirken, sammen med en skov af klipklapper i børnestørrelse, i det samme bryder børnene i kirken ud i sang. Der er ikke kommet nogen voksne endnu, men her er det menigheden (børnene), der kører showet. Kirketjener, oplæsere og salmevælgere det er alt sammen noget børnene står for uden den store indblanding fra voksne. Hvis ikke der dukker en prædikant op er jeg 100% sikker på at en af de store børn klarer den sag også. Det gør de til alle andagterne.

Den første salme har jeg ikke hørt før, men den næste synger vi til næsten alle aftenandagterne. Jeg kan synge med uden at forstå den ordret, men jeg har læst en engelsk version af salmen. Den har et ret dystert udtryk, ”Jeg var en tyv og forbryder inden jeg mødte Jesus” og i den dur. Jeg kan ikke sætte en finger på og sige: ”her halter den”, men salmen udtrykker bare ikke den glade kristendom som jeg mener, er vigtig. Jeg har på fornemmelsen at der er mange salmer som denne, og at de taler ind i en anden virkelighed end min. Derfor holder jeg min mening om salmen for mig selv og synger fro og frejdig med.

Vi har bedt indgangsbøn og er færdig med første tekstlæsning. Nogle af vagtmændenes koner er kommet, så nu er gennemsnitsalderen for kirkegængerne steget fra 10 til 11 år. Evangelisten som skal holde prædiken er ikke dukket op endnu og der er også tomt ved harmonium orglet.  Vi synger en til salme og midt i den dukker Milon min gode ven op, han er evangelist, og det er åbenbart ham der skal holde prædiken i dag. Da han ser at harmonium orglet står tomt, sætter han sig og spiller, på samme naturlige måde som Pastor Paul Kühle ville have gjort i Avedøre kirke, ved en tænkepause uden organist. Det er dejligt med multitalenter. 

Milon er en sprællemand, han gestikulerer i en grad så ord næsten bliver overflødige. Det nyder jeg godt af, for jeg forstår ikke et ord. Det giver et sæt i alle, da en nød fra Mahognitræerne brager ned i blikpladerne på kirkens tag. Milon stopper og kigger op, men det var vist ikke et tegn fra himlen, bare et udslag af dårlig planlægning da man plantede træerne. På den anden side af kirken gror der kokos palmer, jeg tør ikke tænke på, hvilke brag det giver når deres nøder begynder at falde ned. Det er sket før, at mine tanker har vandret deres egne veje under en prædiken, her er det uundgåeligt.

 Gudstjenesten slutter som sædvanligt af med et muntert indslag, i dag lærer vi en lille simpel engelsk sang til ære for mig tror jeg. Jesus in my heart, Jesus in your heart om og om igen, med en lille morsom dans. Alle griner og morer sig som I kan se på videoen.

Den store elevdemokratidag

Spisesalen citre af spænding. Alle borde er flyttet ud som enkeltstående langs vinduerne. Der er stormøde og alle elever, såvel kostskole eleverne som de lokale muslimske elever sidder i hyggelige femmandsgrupper.  12 grupper ved bordene og 10 på gulvet.

Vi har tidligere holdt et fællesmøde, hvor denne ”Elev demokrati dag” blev aftalt. Ved det møde begik vi den fejl at holde det om aftenen. Det var en fejl fordi børnene var for trætte, men hvad værre var, det udelukkede de lokale elever, som sad hjemme hos mor og far.

I hver gruppe er der en 5. eller 6. klasses elev der skal referere. De ti elevrådsmedlemmer har fordelt sig jævnt ud på grupperne. Lærerne er tjenere, der viser til rette og kommer med papir. Elevrådsformanden Sujon er mødeleder, men det er dog skoleinspektøren der åbner mødet.

”Velkommen til Elev demokrati møde, vi skal tale om hvad elevrådet skal diskutere i fremtiden. Så kan elevrådet beslutte hvilke emner de vil bringe videre til Saraswatipur Boarding School Management Committee. Emnet vi skal diskutere er:

Hvordan gør vi Saraswatipur Boarding School bedre, så vi kan lærer mere?”
siger skoleinspektøren og hun fortsætter med at forklare strukturen, der skal diskuteres i. Eleverne går straks i gang. Der er nogle grupper der grifler løs med det samme og nogle der ser lidt rådvilde ud. Lærerne er rigtigt gode til at se de grupper der ikke kommer i gang. Uden at blande sig, (håber jeg) hjælper de dem lidt på vej.

Jeg knipser som sædvanligt løs med mit kamera. Det overrasker mig meget at alle grupper skriver flere punkter ned. En gruppe er oppe på 21 punkter da vi slutter gruppediskussionerne efter 30 minutter.  

Elevrådsformanden Sujon samler alle gruppernes papirer ind og giver sig til at sammenskrive det.

Medens Sujon skriver, underholder elever og lærer med vittigheder og sange. Jeg fortæller også min lidt uaktuelle George Bush vits. Han er ude at flyve sammen med Paven, Bill Gates og en lille dreng. De kommer i bekneb for faldskærme da flyet begynder at styrte. Moralen er at hvis man er grådig og selvopblæst, kommer man let til at snuppe en skoletaske i stedet for en faldskærm. Jeg bliver glad, da alle griner lige så hjerteligt af min vittighed som af alle de andre. 

Det er nemmere med humoren her end så mange andre steder jeg har besøgt. Jeg synes deres humor er sjov og de morer sig over min.

Til slut runder Sujon dagen af med at læse de sammenskrevne forslag, og lover at elevrådet vil tage dem op på deres næste møde og beslutte hvilke de vil gå videre med og forsøge at få gennemført. Nogle af forslagene er: Vi har brug for mere plads i klasseværelserne, vi har brug for et bibliotek (Det må jo glæde en bibliotekar som mig, at de finder på at sige det), vi har brug for computere til computerundervisningen, vi skal holde vores skole renere, vi har brug for at der er en lærer når vi læser lektier i spisesalen om aftenen, vi har brug for en sang- og danselærer, vi har brug for nye møbler i klasseværelserne og nye billeder og kort og mange andre rigtigt gode forslag. Jeg er dybt forbløffet over alt det gode der kom ud af denne eftermiddag. Jeg håber det lykkes at få noget af det ført ud i livet, så eleverne får fornemmelsen af at det betaler sig at deltage aktivt i demokrati.

Danmissions Nyhedsbrev for: Saraswatipur Boarding School

Marts 2012.

Af: Karsten Lund.

-------------------------------------------------------------------------------------------

På vej mod en skole udelukkende med mellemtrind og udskoling.

Det er blevet besluttet at Saraswatipur Boarding School gradvist skal blive en 4. – 8. klasses skole i stedet for en 1. – 5. klasses skole. Ændringen skyldes til dels lovændringer i Bangladesh.  Det er en stor udfordring at omlægge en skole så drastisk. Der skal undervises i nye fag, som skaber behov for indretning af faglokaler.

Klasseværelserne er forkert indrettede i størrelse og med møbler der er lavet til mindre elever. Kravene til lærernes faglighed stiger og der skal ansættes nye faglærere. Der bliver større behov for et skolebibliotek.  Nogle af de nye fag kræver remedier der må indkøbes. For eksempel er det lovpligtigt at give undervisning i computer, landbrug og hjemmekundskab.

 Det bliver også nødvendigt at gøre noget ved sovesalene, for man kan ikke sove i en seng der er lavet til en på 90 cm når man er blevet 1,60 m og der er ikke plads til de større senge i sovesalene som de ser ud nu.

Cooperative Learning.

Som et led i omlægningen af skolen fra en 1. – 5. klasses skole til en 4. – 8. klasses skole, har personalet ønsket at blive undervist i undervisningsmetoder til den ældre målgruppe. Derfor har Danmission sendt en volontør til skolen, som underviser lærerne i cooperative learning.   Fra 1. februar til 13. april er lærerne dagligt på kursus 1 ½ time hver eftermiddag. Kurset indbefatter også daglige praktiske øvelser i klasserne, som superviseres af volontøren. Klasseværelsernes indretning med typiske ulands bænke er ikke så egnet til en undervisningsform baseret på elevsamarbejde. Det kunne være dejligt med nye møbler.  Kurset forløber, til trods for sprogbarrieren, rigtigt godt. Lærerne har taget teknikkerne til sig og bruger dem flittigt. De er glade for den nye inspiration til deres undervisning og eleverne nyder også at være mere aktive i undervisningen.  Man kan læse mere om Volontørens arbejde og oplevelser på bloggen: http://bangladeshogcooperativelearning.blogspot.com/

 

Den nye mur.

Den gamle mur omkring skolen var styrtet sammen. Derfor blev det besluttet at bygge en ny I armeret beton. Det er nødvendigt at have mur om skolen for børnenes sikkerhed og for at undgå tyveri.  Man kan få stjålet alt fra motorcyklen til børn. Børn bliver faktisk stjålet i Bangladesh og solgt som børneslavearbejdere. Men muren er der også så man ikke risikere at børnene løber rundt alle mulige steder i landsbyen. Muren er lavet så tæt, at den holder slanger og hunde med rabies ude fra grunden.

Spisesalen.

Den nye spisesal har nu været i brug et års tid. Spisesalen er en stor forbedring. Naturligvis fordi den giver børnene bedre forhold til at spise under. Men det nye køkken og serveringsfaciliteterne er også dejlige for personalet. Ikke mindst vigtigt, er det at eleverne nu har et godt sted at læse lektier om aftenen. Spisesalen bliver også brugt til religionsundervisning. Denne undervisning er i Bangladesh opdelt efter børnenes tro. Muslimer lærer om islam. Kristne om kristendom og Hinduer om hinduisme. Derfor er det nødvendigt med et separat lokale til religionsundervisning, da resten af klassen undervises i det almindelige klasselokale. Ind til videre bruges spisesalen altså til religionsfaglokale.

Nye lærer.

Skolen har skiftede fem af syv lærer ud i det forløbne år. Udskiftningen er sket for at være bedre rustet til undervisning af ældre elever. Det er fem søde, dygtige og energiske lærer skolen har fået. Om de kan fastholdes er svært at sige. Lønningerne for Saraswatipur Boarding Schools lærer er under det halve af lønnen i en folkeskole i Bangladesh.

Tre af de nye lærere prøver for tiden at få arbejde i folkeskolen.  Det er svært at få et folkeskolelærer job, for der er rigtigt mange fra de private skoler der søger over i folkeskolen.   

Men i takt med at lærerne bliver opkvalificeret,

vil deres mulighed for at skifte til et bedre job vokse.

 Lidt om elever på skolen:

 Jeg hedder Sathy Kormoker, jeg er ti år gammel og kommer fra landsbyen Mondomaja, syd for storbyen Rajshahi. Der er ca. 120 km hjem, så jeg ser kun min familie i ferierne hvor skolen er lukket. En gang imellem får jeg lov at tale med dem der hjemme i didis telefon (Red.: Didi betyder storesøster, det kalder børnene Matrone).

 Min far og mor er daglejere. De arbejder i andre menneskers marker, hvis der er arbejde. Min mor er tit syg, hun bløder meget fra sit underliv og de kan ikke hjælpe hende på den mobile klinik. Hun kan ikke arbejde eller lave mad til min far og min lillesøster når hun bløder. Jeg savner far, mor og min lillesøster meget, men jeg er også glad for at gå på skolen. Når jeg er hjemme savner jeg skolen og når jeg er på skolen savner jeg dem der hjemme. I mine ferier arbejder jeg også som daglejer og det er tit mig der passer huset. Vi bor i et lille hus, lavet af stampet jord.

Min bedste ven hedder Silita. Hun går også her på skolen. Jeg elsker at side og snakke med Silita. Desværre sover vi ikke i samme sovesal for Silita går i 6. og jeg går kun i 5. klasse. Det kunne være så hyggeligt at sove sammen med Silita. Jeg kan godt lide at lege ”shoe thief” med de andre piger når vi har fri. Silita leger ikke så tit med for det gør pigerne fra 6. ikke.

Jeg vil så gerne være lærer på Saraswatipur Boarding School, når jeg bliver voksen. Her er så dejligt.

Jeg heder Sonjoy Roy, mine forældre bor i landsbyen Taranibari i det nordvestlige hjørne af Bangladesh. Min far arbejder på min onkels gård og min mor er hjemmegående husmor.

Jeg elsker at gå i skole. Jeg kan lide alle fag, men jer er gladest for engelsk. Man skal være god til engelsk for at blive læge, det er det jeg drømmer om. Jeg synes det må være dejligt at kunne hjælpe syge mennesker. Jeg vil alder helst være hjernekirurg.

Jeg er dygtig til fagene i skolen men jeg er også dygtig med mine hænder, så jeg tror jeg kan blive en god hjernekirurg. Hvis jeg bliver læge en gang skal min far og mor have en masse penge. Jeg er så glad for dem og vil gerne vise dem min taknemmelighed over at de lader mig gå i skole.

Jeg vil ikke giftes før jeg har fået min uddannelse og jeg vil giftes med en pige der også har en uddannelse og arbejder.
Jeg glæder mig til at skulle hjem til min familie i ferien. Så kan jeg lege med mine venner i landsbyen. Vi har et dejligt fællesskab i min landsby, det kan jeg godt lide.  Jeg arbejder ikke når jeg er hjemme – nåh jo, jeg hjælper min mor med at lave mad og alt det der.

Når vi har fri, spiller jeg fodbold eller cricket med de andre drenge. Min bedste kammerat heder Sadesh, han går også i 4. klasse. Sadesh og jeg vil altid være venner også når vi bliver voksne og gift. 

X-faktor a la Bangladesh

Der er kulturdag i kommunen Mohadevpur. Unge fra hele kommunen er kommet til audition til den nationale kulturevent og  Saraswatipur Boarding School har naturligvis også deltagere med.  Vores skoleinspektør er en kulturelt interesseret og dannet kvinde, det vil være noget stort for hende, hvis en af hendes elever kunne kvalificere sig.

Audition starter kl. 10:00, men for at få gode pladser er vi allerede fremme kl. 8:45. Døren til salen hvor det hele løber af stablen er åben, der er tomt, mørkt og ikke helt den samme glamour som jeg kunne forestille mig før X-faktor i Danmark. ”There is no current” sukker skoleinspektøren. Hun hentyder til den manglende strøm. Vi sidder lidt i det tomme lokale, inden nogle unge fyre begynder at slæbe højtalere, mikrofoner og mikserpult ind. Jeg tænker: ” kan det mon betale sig når der ikke er strøm”. Men så begynder de at slæbe et mindre arsenal bilbatterier ind, og jeg tænker selvfølgelig, PLAN B. 

Klokken 10:00 er salen propfuld, men stadigvæk mørk. Der har været lydprøver og lydteknikeren har besluttet kun at benytte en enkelt højtaler. De fire dommere har indtaget deres pladser og må have sekundanter med lommelygter.  Showet bliver behørigt åbnet af en højere embedsmand fra kommunen.

Jeg må sige at lige som ved et dansk X-faktor show, er kvaliteten af indslagene meget svingende. Den første der synger, får mig til at tænke på undskyldninger for at gå en lille tur. Nummer to og tre er ikke meget bedre, men så kommer nummer fire og hun synger ret kønt og er akkompagneret af en der er god til at spille harmoniam. Lyden bliver temmelig forvrænget i det skrabede lydanlæg. Det har taget mig lidt tid at vende mig til musikken i Bangladesh. De glider fra tone til tone på en måde der er helt anderledes end vores musik.  Rytmen er svær at finde for en musikalsk amøbe som mig. Klapsalverne udeblev fra de tre første deltagere, men den fjerde deltager, får mig til spontant at klappe. Det udløser en klapsalve fra hele salen, der ellers synes optaget af at snakke. Lydmanden kæmper for at få lyden optimeret og det er blevet meget bedre. Han er lidt af en tryllekunstner. Men en af dommerne er åbenbart ikke tilfreds. De sidder jo også på den modsatte side af højtalerne i forhold til publikum. Resolut rejser dommeren sig, midt i et nummer. Jeg tænker: Måske skal han tisse, lige som Blachman”, men nej han går resolut hen til den eneste fungerende højtaler og vender den 180 grader. Avvvvvv! Det vildeste selvsving afstedkommer et hyl så højt. Jeg står desværre lige ved siden af, for at knipse et billede. Heldigvis har jeg remmen til kameraet om halsen, ellers var det røget på gulvet.

Jeg presser fingrene ind i ørene. HVORFOR er der ingen der vender den højtaler. Lydmanden står paralyseret med fingrene i ørene lige som mig. Efter hvad der føles som en evighed rejser en ældre mand i publikum sig op og tager startkabelklemmen af bilbaterierne. Lydmanden får en besked af den ældre mand, og vender tøvende højtaleren tilbage og slutter strømmen til igen.  Det vare længe før det holder op med at synge for mine øre.

Vi hører rigtigt mange flere optrædende, klokken er ved at være 14:00 og vi går udenfor for at spise en lille snag. Senere tilbage i salen, er der kommet strøm og lydmanden er i gang med at rigge om. Nu er han færdig og så forsvinder strømmen igen. Han rigger tilbage til plan B. Lad der blive lys, strømmen er tilbage og denne gang bliver den. Nu er lyden meget bedre og det er dejligt at lavenergipærerne giver lys så man kan se hvad der foregår.  Fire af vores elever optræder, jeg kan godt se at det ikke bliver til en udvælgelse for deres vedkommende.       

I spisepausen fik jeg en lille snak med en flok senior high school piger. Jeg troede først de bare ville øve deres engelsk, men nu sidder de i en kreds om mig, og jeg tror øvelsen går ud på, hvem der kan flirte mest med mig. Heldigvis har jeg mit kamera, så nu vil jeg undskylde mig med at jeg skal tage nogle billeder og jeg kan så vælge at sætte mig sammen med vores elever når jeg er færdig, de er lidt yngre og uskyldigere.

Showet synes aldrig at slutte. Nu er klokken 17:30 og skoleinspektøren siger at vi hellere må køre hjem inden det bliver mørkt. Desuden er strømmen forsvundet igen og mange andre er taget hjem. Lidt synd for de sidste optrædende, men X-faktor er en barsk omgang, der ikke tager pæne hensyn til deltagerne.

                  Vinderen af dansekonkurrencen

 

Elevråd og demokrati

Der har i et stykke tid været et elevråd på Saraswatipur Boarding School. Det har fungeret som en samling elever, som skoleinspektøren og lærerne har kunnet underrette når der var nyheder eller problemer. Lærerne kender til FNs børnekonvention og der hænger citater fra den på nogle af stolperne i spisesalen. En af mine opgaver er at prøve at få børnekonventionens artikel 12 – 15 til at materialisere sig i noget konkret i elevrådet og at give dem lidt demokratisk metode.

Det er ikke en nem opgave at træne børn i deltagelse i demokrati. Specielt ikke når de kun har kendt til at de voksne bestemmer og at de voksnes ord er lov. Der kom meget lidt ud af et fællesmøde vi holdt for børnene den anden aften. Jeg forsøgte at forklare dem om medbestemmelse og appellerede til, at de fandt på ting der kunne forbedre skolen, så de kunne lære mere. Elevrådsformanden rakte som den eneste hånden op og sagde at hvis de var flittigere og studerede mere, ville skolen blive bedre.  Det var nok en udiskuterbar sandhed og jeg har grublet nogle dage over hvad jeg skulle stille op med den.

I dag i lærernes Cooperative Learning undevisning er  5. klasse inviteret indenfor i spisesalen. Jeg har gjort det under dække af at ville vise en CL struktur der hedder ”Inside – Outside Circle”. Den struktur lader sig bedst illustrere med mange deltagere og er velegnet til at udveksle ideer. Der er fem lidt ledende spørgsmål, som jeg har lavet til at få gang i tankerne. Jeg har selv oversat sedlerne med spørgsmål til Bangla, vha. Google translate og korrekturlæsning af Maya.

”I skal også med i de to cirkler” siger jeg til lærerne og skoleinspektøren. Jeg vil gerne at de hører elevernes svar på de fem spørgsmål:

1.       Hvordan kan du komme til at studere mere på skolen?

2.       Har du nok tid til at læse lektier?

3.       Hvilke nye fag eller emner vil du gerne lærer?

4.       Hvordan vil det være at, skulle undervise en yngre elev i din fritid?

5.       Hvordan vil det være at, blive undervist af en ældre elev i din fritid?

Der opstår en vældig summen. Hver gang man har stillet et spørgsmål flytter ydercirklen sig en person med uret og når man har stillet alle spørgsmål på sedlen, giver man den til indercirklen, så er det deres tur til at spørge.  Som altid fatter jeg ikke et kvæk, alt foregår på Bangla og jeg kan kun prøve at tyde mimikken og den siger mig at det går fint.

”Stop, mange tak til 5. klasse for at I kom og hjalp. Jeg tror det har været spændende at høre alle de forskellige svar på spørgsmålene. Vi skal tale mere om det på næste fællesmøde for eleverne” siger jeg efter ca 15 min. og Arun oversætter.

Nu er jeg alene tilbage med lærerne. ”Vi skal lave strukturen AllWrite RoundRobin” og I skal notere alle de svar ned I kan huske eleverne gav i Inside – Outside Circle” siger jeg og denne gang er det skoleinspektøren, der oversætter.

Vi skal ikke arbejde og lege så meget så kan vi lærer mere - Der er for lidt tid til at studere alene - Vi vil gerne lære at bruge computer - Vi vil gerne undervise hinanden.  Det er (måske ikke så overraskende) nogle af de hovedkonklusioner, der kom ud af dagens øvelser. Måske fik vi ikke belyst børnenes behov særligt godt, men vi fik vi øvet os i meningsudveksling. Jeg tror personalet begynder at forstå, hvad jeg mener når jeg siger at, elevernes mening kan være værdifuld for skolens udvikling.