Danmissions Nyhedsbrev for: Saraswatipur Boarding School

Marts 2012.

Af: Karsten Lund.

-------------------------------------------------------------------------------------------

På vej mod en skole udelukkende med mellemtrind og udskoling.

Det er blevet besluttet at Saraswatipur Boarding School gradvist skal blive en 4. – 8. klasses skole i stedet for en 1. – 5. klasses skole. Ændringen skyldes til dels lovændringer i Bangladesh.  Det er en stor udfordring at omlægge en skole så drastisk. Der skal undervises i nye fag, som skaber behov for indretning af faglokaler.

Klasseværelserne er forkert indrettede i størrelse og med møbler der er lavet til mindre elever. Kravene til lærernes faglighed stiger og der skal ansættes nye faglærere. Der bliver større behov for et skolebibliotek.  Nogle af de nye fag kræver remedier der må indkøbes. For eksempel er det lovpligtigt at give undervisning i computer, landbrug og hjemmekundskab.

 Det bliver også nødvendigt at gøre noget ved sovesalene, for man kan ikke sove i en seng der er lavet til en på 90 cm når man er blevet 1,60 m og der er ikke plads til de større senge i sovesalene som de ser ud nu.

Cooperative Learning.

Som et led i omlægningen af skolen fra en 1. – 5. klasses skole til en 4. – 8. klasses skole, har personalet ønsket at blive undervist i undervisningsmetoder til den ældre målgruppe. Derfor har Danmission sendt en volontør til skolen, som underviser lærerne i cooperative learning.   Fra 1. februar til 13. april er lærerne dagligt på kursus 1 ½ time hver eftermiddag. Kurset indbefatter også daglige praktiske øvelser i klasserne, som superviseres af volontøren. Klasseværelsernes indretning med typiske ulands bænke er ikke så egnet til en undervisningsform baseret på elevsamarbejde. Det kunne være dejligt med nye møbler.  Kurset forløber, til trods for sprogbarrieren, rigtigt godt. Lærerne har taget teknikkerne til sig og bruger dem flittigt. De er glade for den nye inspiration til deres undervisning og eleverne nyder også at være mere aktive i undervisningen.  Man kan læse mere om Volontørens arbejde og oplevelser på bloggen: http://bangladeshogcooperativelearning.blogspot.com/

 

Den nye mur.

Den gamle mur omkring skolen var styrtet sammen. Derfor blev det besluttet at bygge en ny I armeret beton. Det er nødvendigt at have mur om skolen for børnenes sikkerhed og for at undgå tyveri.  Man kan få stjålet alt fra motorcyklen til børn. Børn bliver faktisk stjålet i Bangladesh og solgt som børneslavearbejdere. Men muren er der også så man ikke risikere at børnene løber rundt alle mulige steder i landsbyen. Muren er lavet så tæt, at den holder slanger og hunde med rabies ude fra grunden.

Spisesalen.

Den nye spisesal har nu været i brug et års tid. Spisesalen er en stor forbedring. Naturligvis fordi den giver børnene bedre forhold til at spise under. Men det nye køkken og serveringsfaciliteterne er også dejlige for personalet. Ikke mindst vigtigt, er det at eleverne nu har et godt sted at læse lektier om aftenen. Spisesalen bliver også brugt til religionsundervisning. Denne undervisning er i Bangladesh opdelt efter børnenes tro. Muslimer lærer om islam. Kristne om kristendom og Hinduer om hinduisme. Derfor er det nødvendigt med et separat lokale til religionsundervisning, da resten af klassen undervises i det almindelige klasselokale. Ind til videre bruges spisesalen altså til religionsfaglokale.

Nye lærer.

Skolen har skiftede fem af syv lærer ud i det forløbne år. Udskiftningen er sket for at være bedre rustet til undervisning af ældre elever. Det er fem søde, dygtige og energiske lærer skolen har fået. Om de kan fastholdes er svært at sige. Lønningerne for Saraswatipur Boarding Schools lærer er under det halve af lønnen i en folkeskole i Bangladesh.

Tre af de nye lærere prøver for tiden at få arbejde i folkeskolen.  Det er svært at få et folkeskolelærer job, for der er rigtigt mange fra de private skoler der søger over i folkeskolen.   

Men i takt med at lærerne bliver opkvalificeret,

vil deres mulighed for at skifte til et bedre job vokse.

 Lidt om elever på skolen:

 Jeg hedder Sathy Kormoker, jeg er ti år gammel og kommer fra landsbyen Mondomaja, syd for storbyen Rajshahi. Der er ca. 120 km hjem, så jeg ser kun min familie i ferierne hvor skolen er lukket. En gang imellem får jeg lov at tale med dem der hjemme i didis telefon (Red.: Didi betyder storesøster, det kalder børnene Matrone).

 Min far og mor er daglejere. De arbejder i andre menneskers marker, hvis der er arbejde. Min mor er tit syg, hun bløder meget fra sit underliv og de kan ikke hjælpe hende på den mobile klinik. Hun kan ikke arbejde eller lave mad til min far og min lillesøster når hun bløder. Jeg savner far, mor og min lillesøster meget, men jeg er også glad for at gå på skolen. Når jeg er hjemme savner jeg skolen og når jeg er på skolen savner jeg dem der hjemme. I mine ferier arbejder jeg også som daglejer og det er tit mig der passer huset. Vi bor i et lille hus, lavet af stampet jord.

Min bedste ven hedder Silita. Hun går også her på skolen. Jeg elsker at side og snakke med Silita. Desværre sover vi ikke i samme sovesal for Silita går i 6. og jeg går kun i 5. klasse. Det kunne være så hyggeligt at sove sammen med Silita. Jeg kan godt lide at lege ”shoe thief” med de andre piger når vi har fri. Silita leger ikke så tit med for det gør pigerne fra 6. ikke.

Jeg vil så gerne være lærer på Saraswatipur Boarding School, når jeg bliver voksen. Her er så dejligt.

Jeg heder Sonjoy Roy, mine forældre bor i landsbyen Taranibari i det nordvestlige hjørne af Bangladesh. Min far arbejder på min onkels gård og min mor er hjemmegående husmor.

Jeg elsker at gå i skole. Jeg kan lide alle fag, men jer er gladest for engelsk. Man skal være god til engelsk for at blive læge, det er det jeg drømmer om. Jeg synes det må være dejligt at kunne hjælpe syge mennesker. Jeg vil alder helst være hjernekirurg.

Jeg er dygtig til fagene i skolen men jeg er også dygtig med mine hænder, så jeg tror jeg kan blive en god hjernekirurg. Hvis jeg bliver læge en gang skal min far og mor have en masse penge. Jeg er så glad for dem og vil gerne vise dem min taknemmelighed over at de lader mig gå i skole.

Jeg vil ikke giftes før jeg har fået min uddannelse og jeg vil giftes med en pige der også har en uddannelse og arbejder.
Jeg glæder mig til at skulle hjem til min familie i ferien. Så kan jeg lege med mine venner i landsbyen. Vi har et dejligt fællesskab i min landsby, det kan jeg godt lide.  Jeg arbejder ikke når jeg er hjemme – nåh jo, jeg hjælper min mor med at lave mad og alt det der.

Når vi har fri, spiller jeg fodbold eller cricket med de andre drenge. Min bedste kammerat heder Sadesh, han går også i 4. klasse. Sadesh og jeg vil altid være venner også når vi bliver voksne og gift.