Allen den trofaste.

Allen Faithfull er Small Business Advisor (Rådgiver af små virksomheder) i SUPOTH. Som man kan høre af Allens efternavn (Trofast) er han en stabil fyr. Han har arbejdet i SUPOTH i 18 år, de fleste af årene med at rådgive landsbyboer om hvordan de stifter cooperativer eller laver deres egen lille virksomhed. Der er vist ikke saa meget momsregnskab og personaleledelse i det, men Allen kan give et vigtigt skub, så lidt kan blive til meget. Det er det denne lille succeshistorie handler om.   

Det er komplet uforståeligt hvordan SUPOTH’s lille minnibus holder til det. Vejen er et bombekrater. Chauføren Jalal kaster bilen fra side til side for at undgå de værste huller, men det er håbløst. Gang på gang hamre støddæmperne helt i bund. Vi skal køre ca 45 km men turen tager over to timer. Allen fortæller mig sin livshistorie medens vi skrumler af sted. Jeg skyder ham til at være ca 40 år. Allen flyttede hjemmefra for at gå på kostskole da han var 7 år gammel. ”Jeg er aldrig kommet hjem igen”, siger han og hans ellers smilende øjne formørkes lidt. Hans kone bor i hans barndomshjem, men både hans far og mor er nu døde. Allen lever, som så mange andre her i Bangladesh, adskildt fra konen og datteren fordi hans arbejde kræver det. Faktisk har de aldrig levet sammen andet end i nogle få weekender og de få ferier man har her i landet. 

Vi skal ud at se Allens stolthed, det er ret klart fra det han fortæller. Det er et af de første cooperativer han var med til at stifte da han blev Small Business Advisor. Det ligger i en lille landsby der hedder Khoho i Ponchagar Thana (amt). Tit får man ikke ret meget at vide om hvad der skal ske på forhånd, når man skal på tur med en Bengaler, men Allen er anderledes, Han fortæller mig ret præcist at vi skal se en rismølle og en skole. Vi skal møde en blanding af skolebestyrelsen og bestyrelsen for cooperativet. Vi skal spise sammen og de vil gerne fortælle om deres projekt.

Vi stopper foran rismøllen og min telefon ringer. Det er Andreas danskeren på skolen i Saraswatipur. Ham og Sara skal holde møde med lærerne om forældremødet. Han vil lige høre om nogle noter jeg gav dem, er blevet diskuteret med lærerne. Da samtalen er forbi kommer jeg lidt skævt igang med at hilse på menneskene på møllen. Da jeg har talt lidt med dem, siger Allen: ”De er altså bare arbejdere her, bestyrelsen møder vi først på skolen.” Ok – de må godt nok synes jeg er dum, de arbejdere, med de spørgsmål jeg lige har stillet dem. Jeg kan se at Allen morer sig gevaldigt og jeg bliver lidt rød i kinderne. Jeg retter mine spørgsmål lidt til, så nu handler de om det tekniske i risproduktion. Jeg får alle detaljer forklaret og det er faktisk også spændende. Nu ved jeg hvad de ris jeg putter i munden, har været igennem. Vi tager afsked med arbejderne og sætter os ind i bilen. Vi kører mindre end 100 m. Så er vi ved skolen. Det kunne have været en fin lille gåtur... 

Nu er den god nok.  Der er parade og blomsteroverrækkelse og et skilt hvor Karsten Lund er stavet næsten rigtigt. Jeg møder formanden for cooperativet og formanden for skolebestyrelsen. Skolen er bygget for Danmission penge, men ellers drives den som en non profit forretning. Det løber lige rundt med lidt tilskud fra staten og hvis alle betaler deres skolepenge. Hvad så hvis alle ikke betaler, spørger jeg. Så dækker vi det med lidt af overskudet fra rismøllen siger formanden for cooperativet. Det er ikke kun børn af cooperativmedlemmer der går på skolen. Arbejdernes børn går her også. Skolen er rigtig fint dekureret med vægmalerier, man kan se at det er et rart sted. Jeg får smagsprøver på udvalgte elevers engelskkundskaber, det er på samme lave niveau som i Saraswatipur. Skolebestyrelsesformanden fortæller stolt at mange gerne vil have deres børn til at gå i skolen frem for i den offentlige skole lige overfor. Den offentlige skole er ovenikøbet gratis.

Vi står lidt og taler efter rundvisningen. Pludselig går alle undtagen to og så Allen og jeg selvfølgelig. Der er bøn i moskeen siger Allen. Nåh ja – det kommer altid bag på mig. Det må være besværligt med den muslimske bønnepraksis. Men den kristne og hinduen bliver tilbage og vi taler lidt videre.

Da muslimerne er vendt tilbage går vi ind i et mødelokale. De fortæller at de købte andele for 1000,- taka (70,- kr) stykket, for 12 år siden. Idag kan man sælge sin andel for 50.000,- taka (3.500,- kr). Hvert eneste år er der blevet udbetalt udbytte til andelshaverne. Nogle år med god høst stort udbytte og andre år ikke ret meget. Desuden får man sine ris forarbejdet for 8 taka pr killo hvis man er andelshaver, andre betaler 12 taka. Det har været en rigtig god forretning at lave cooperativet siger et af de menige medlemmer. Og så har det gjort at vi var organiserede, så vi kunne starte skolen også, siger formanden for skolebestyrelsen.

 Jeg er i rigtigt godt humør da vi rumler der fra. Allen taler i telefon med sin kone og jeg sidder bare og glæder mig over at Allen viste mig sin store stolthed. Det er langt fra det eneste Allen og SUPOTH kan være stolte af!