Nye traditioner skabes "Forældremøde"

Der har aldrig været tradition for at holde forældremøder på Saraswatipur Boarding School. Vi er blevet enige om at indføre forældremøder ved sommerferien og juleferien når forældrene henter deres børn hjem. Mit besøg falder uheldigvis ikke så det kommer til at passe med ferierne, så vi holder et ekstra møde for de 40 lokale børns forældre.  Hovedemnet er at give uddannelsesvejledning så forældre lader deres børn videreuddanne sig efter endt skolegang. Det er et stort problem blandt de kristne kostskolebørn at de ikke, efter endt skolegang, kommer videre i uddannelsessystemet. Deres grundskole får på den måde for ringe værdi. Forældrene til de lokale muslimske børn er meget bedre til at give deres børn en god uddannelse. Så dette møde skal bruges til at gøre dem til fortalere for videreuddannelse ved sommerferiemødet. Vi har forberedt os grundigt på dette forældremøde ved tre lærermøder, så vi har en plan.

Vi er en halv time forsinket, jeg har sved i hænderne, for jeg er nervøs for et flop. Der er kun dukket to kvinder op ud af 20 forventede deltagere. Arun begynder at forklare: ”Der er noget du må forstå om vores kultur, det er ikke normalt at man skal til møde og der er mange ting man må ordne inden man kan komme...” Jeg afbryder ham lidt nervøst. ”Arun, du behøver ikke undskylde, jeg forstår det godt”. Vi venter videre. Efter en time, kl. 10 ånder jeg lettet op. 20 deltagere sidder nu i to rækker med ved firmandsborde. Kvinderne i den ene side og mændene i den anden.

Skoleinspektøren holder en lille åbningstale, hvor hun fortæller hvad vi skal lave i dagens løb. Jeg forstår stadigvæk ikke sproget i detaljer, men efterhånden kan jeg følge lidt med, når jeg er godt inde i hvad der bliver talt om. Skoleinspektøren er en dame med pondus og alle lytter og virker spændt på hvad der skal ske. Vi starter dagen med en lille navne leg. Man præsenterer sig for sidemanden og bagefter at præsentere man sidemanden i plenum. Jeg er på udkig efter de to sejeste mødre og de to mindst konservative fædre og tror jeg har spottet dem. Vi skal arbejde i grupper efter Cooperative Learning strukturer og kabalen går ikke op. Vi kan ikke lave grupper med kun kvinder og andre med kun mænd. Der bliver nød til at være en gruppe med to mænd og to kvinder.

Jeg har lovet at stå for det første gruppearbejde. Det er en CL struktur der hedder ”Talking Chips” og vi har kun prøvet den en gang og ikke rigtigt øvet den i klasserne endnu. Det er en struktur der tvinger deltagerne til alle at bedrage med forslag til en problemløsning. Vi skal jo gerne høre både kvinder og mænds holdninger. Emnet er: ”Hvad vil kunne forbedre skolen, så jeres børn lærer mere?” det samme spørgsmål, som vi stillede til elevdemokrati dagen.

Jeg forklarer strukturen og siger at jeg godt ved at det ikke er normalt at kvinder og mænd deltager i arbejdet sammen. ”Er der nogen der kender hinanden så godt at I ikke har noget imod at arbejde sammen i en gruppe med to mænd og to kvinder” spørger jeg. Jeg kigger bevidst på de mennesker jeg har udset mig i navnelegen og de indvilliger straks. Det var det problem løst, resten af grupperne får lov at være kønsopdelte. Der bliver foreslået masser af forbedringer medens legoklodserne kastes ind på bordet som talking chips. Lærerne er sekretærer i grupperne og notere forslagene på plancher. Til slut går vi igennem forslagene som nu hænger på endevæggen under vores banner.

Vi spiser frokost. Ved mit bord heder de tre af mændene Muhammed. Det griner vi lidt af. Den sidste hedder Jay Rony og er far til den eneste hindu på skolen.  Jay har et blink i øjet da han spørger hvor tit der skal holdes den slags møder. Jeg forklarer at det er meningen at de skal holden før sommer og jule ferierne. Han smiler skælmsk og siger hvorfor ikke en gang om ugen, det er jo noget dejligt mad. Vi griner alle sammen.

Efter frokost er det Dijen der holder workshop om ”Problemer/problemløsninger” med at sende sine børn vider i uddannelsessystemet. Vi skal have lavet skyts til at fyre af til de kristne forældre til sommerferien. Det foregår i CL gruppearbejde efter strukturen Rally Robin. Der kommer mange forslag om at sælge kyllinger, æg, fisk osv. for at få penge til børnenes uddannelse. Jeg tænker at det vil være en god ide at få SUPOTH til at komme og forklare om lånekasser der kan finansiere en kyllingefarm osv. Et spændende forslag er også at lade være med at få så mange børn.  Måske var det også en ide at få en adolescents trainer til at komme og fortælle om prævention.

Efter gruppearbejdet holder vores lokale SUPOTH mand Kashinaht et oplæg om SUPOTH stipendier og andre stipendiemuligheder og dagen slutter af med te og lidt søde sager.

Hvad jeg frygtede ville blive et flop ender med en peptalk fra skoleinspektøren der får alle til at love at komme igen til sommer og hjælpe til med at overbevise de andre forældre om at deres børn skal have en god uddannelse.

Sparekasse for fattigmand

Muhammad Yunus

Danmissions samarbejdspartner SUPOTH har et micro finance program. På mange måder minder det om andelssparrekasserne vi en gang havde mange af her hjemme. Lokale sparegrupper skyder et lille beløb i en sparekasse og kan senere låne til projekter mod en beskeden rente. Renterne går tilbage i sparekassen og der bliver flere penge man kan låne. Grameen Bank er et nobelpris vindende Bank initiativ der har skaffet lånemulighed til fattige der ikke kan stille sikkerhed og der er Grameen Bank i mange u-lande. Der er også en Grameen Bank i Saraswatipur. Grameen blev stiftet i Bangladesh af Nobelprisvinderen i økonomi Muhammad Yunus

SUPOTH Finance Manager Binoy Roy

Jeg er på besøg hos en af lærerne Anna. Hun har inviteret på middagsmad for at sige pænt farvel til mig inden jeg rejser tilbage til Danmark. Anna får en bog af mig i afskedsgave, jeg har været rigtigt glad for Anna, hun har det sødeste væsen og er smadder god med børn. Selv har hun to mindre børn, de små slås i et hjørne af gårdspladsen som er det centrale sted i de fleste husholdninger her. Jeg bliver budt ind i soveværelset som sædvanligt, men her i Annas soveværelse er der et spisebord og det er veloplyst med energi fra et solepanel, hvilket vidner om en vis velstand. Det er Anna der har inviteret og hende jeg kender, men som det er sædvane her bliver jeg bænket med mændene og Anna ser jeg ikke meget til fra nu af. Annas mand hedder Binoy Roy. Binoy er finance manager i SUPOTH. Han fortæller mig om hans arbejde og siger at sparekasserne giver mange mennesker rigtigt gode muligheder for at skabe sig en bedre tilværelse. Jeg spørger hvordan deres lånesystem adskiller sig sig fra Grameen Bank. Jeg kender bankdirektøren i Grameen Bank fra min stam café i Saraswatipur. Han er en flink mand, som flere gange har inviteret mig ud at besøge deres bank. Jeg ved at det er dyrt at låne i Grameen, så jeg bliver ikke så overrasket da Binoy siger: ”Man kan slet ikke sammenligne Grameen og SUPOTHs lånekasser. Vores lånekasser er baseret på en gruppe mennesker der laver en bestyrelse og køre kassen helt selvstændigt. SUPOTH giver kun rådgivning og lidt startkapital. Grameen er business, de tager 3% i rente om måneden og pengene går ikke tilbage I en fælles kasse. Vores lånekasser tager højest 6% om året I rente. Grameen låner ud til hvad som helst. For eksempel har Mutilal lige lånt fra Grameen for at betale hospitalsregningen for sin niece. Vores sparekasser låner kun ud til projekter med en buisiness plan der sikre at man kan tjene penge og betale renterne samtidig.

Grammen Bank I udkanten af Saraswatipur

Efter middagen beslutter jeg at tage bankdirektøren fra Grameen på ordet og lejer en ladcykel for at køre ud til Grameen Bank. Desværre er bankdirektøren stadigvæk til frokost kl. 16:15, så jeg får mig kun en snak med bankassistenten, men han kan kun bekræfte det Binoy lige har fortalt mig.  

Muslimsk lærer på en kristen skole

I Bangladesh har alle børn krav på religionsundervisning af en lærer, der har samme religion som dem selv. Der er 39 muslimske børn her på skolen og en hindu. Sahara er religionslærer for muslimerne og den ene hindu må leve med et lovbrud. Jeg har filmet meget af den Cooperativ Learning lærerne har lavet med eleverne så vi kunne evaluere i fællesskab. En dag sidder jeg på lærerværelset og redigere en video med Sahara. Hun tager sin lidt gamle mobil frem og begynder at filme filmen. Jeg fortæller hende at det ikke kan blive godt og spørger hvorfor hun vil filme det. Hun svarer at hendes mor så gerne vil se de videoer jeg har lavet. Derfor er Dijen og jeg kørt ud til Saharas hjem en sen eftermiddag for at vise film på min laptop.

 

 

Dijen er ikke verdens mest rutinerede motorcykelkører, så de sidste 100 m over et lille dige til Saharas hus, må jeg stå af og gå. Dijen manøvrere langsomt motorcyklen hen over diget i samme tempo som jeg går. Sahara og hendes familie står og venter på os. Sahara har tørklæde på, det er sjældent at hun har det på skolen. Som det er tradition bliver vi budt indenfor på dobbeltsengen. Når man ikke har et spisebord er det på dobbeltsengen at man byder gæster på mad.

”Sahara hvordan er det egentligt at arbejde som eneste muslim på en kristen skole.” spørger jeg. ”Det er fint” siger Sahara. ”Taler I tit om forskelle på jeres religion?” ”De andre driller mig lidt med at jeg er muslim, men det er ikke ondt ment” svarer hun. ” Hvad driller de med?” ”De kan finde på at bede mig om at bede bønnen inden timerne” svarer hun, med et lidt forlegent smil. Sahara forsvinder ud til de andre kvinder som rumstere på kogepladsen udenfor.

Dijen og jeg sidder lidt alene. Dijen siger: ”Det er meget mere komplekst end du kan forestille dig. Religionen er kun en lille del af det der er imellem os. Hinduer, muslimer og kristne kan sagtens arbejde sammen. Det er værre med forskellige stammer. Der er nogen stammer der ikke kan arbejde sammen. Regeringen har måttet lave kvote ordninger så forskellige stammer har lige rettigheder til offentlige jobs. Men der er nogen stammer der ikke er blevet anerkendt af regeringen og nogen af dem kan hverken få jobs eller ret til at købe land. Så er der også racerne. Hvis du er Bengal er det lettere end hvis du er Santal, men det er værst at være pharia.” ”Hvad er forskellen på race og kaste” spørger jeg. Dijen forstår ikke hvad jeg mener, men jeg tror at han mener kaste når han siger race, men jeg er ikke helt sikker.

Nu kommer Sahara ind med den ene bakke efter den anden med snaks og søde sager. Jeg bliver helt flov, jeg havde forestillet mig at vi kunne se videoen og drikke en kop te med en kiks, men det er rørende så meget de har gjort ud af vores besøg. Saharas lillesøster er rigtigt god til engelsk og vil gerne snakke. Hun er ikke så genert som Sahara. Vi propper os med lækkerier medens vi snakker lidt om vore religioner. Det er nemmere at tale religion med muslimer end med hinduer synes jeg. Muslimer er også monoteister og vi har fælles ophav i det gamle testamente. Langt hen ad vejen har vi også fælles etik. Næstekærlighed og tilgivelse er vigtigt også for muslimer.  Men jeg er glad for at jeg har direkte adgang tilgivelse for mine synder gennem Jesus og slipper for at ligge under for imamer og mullaher fortolkninger af islams skov af regler.  

Endelig bliver det tid til videoforevisning. Jeg har stillet laptoppen op på sengen, men da jeg kigger ud kan jeg se at der er kommet mere end 20 mennesker. Ok – så er et soveværelse på 6 m² ikke helt stort nok. Heldigvis er det blevet halvmørkt, så vi laver da bare biograf på verandaen.  Medens filmen kører, filmer jeg diskret publikum. Jeg piller SD kortet ud af kameraet og putter det i laptoppen. Så viser jeg videoen af det fremmødte publikum. De skriger af grin da de ser sig selv på skærmen. Det har været et rigtigt hyggeligt besøg, desværre er det nu blevet helt mørkt. Jeg er ikke så vild med at køre med en urutineret i mørket. Jeg beder Dijen køre langsomt og forsigtigt og vi kommer helskindet hjem.   

Selvstændighedsdagen

26. marts 1971 erklærede Sheik Mujibur Rahman Bangladesh’ ensidige uafhængighed af den politiske union med Pakistan. Pakistan satte tropper ind mod guerillabevægelsen i Bangladesh, men måtte efter ni måneder med grufuld guerillakrig, hvor Bangladesh fik støtte fra Indiens hær overgive sig den 16. december 1971. Det er den begivenhed kostskolen er taget til Mohadipur for at fejre.Dette blogindlæg bliver mest en billede kollage.

Vi er kommet i god tid for det er vigtigt med gode pladser. Desværre er der forskel på hvad en amatørfotograf synes er gode pladser og hvad en skoleinspektør synes er gode pladser. Fotografen havde nok foretrukket en plads det var lidt nemmere at komme diskret væk fra.

Vore tropper marchere ind og sikkerheden bliver tjekket. Pigerne kommer og slutter sig til os på vore fine pladser inden pingerne ankommer.

Der er to parlamentsmedlemmer blandt pingerne. Den ene er Dr. Akram H. Chowdhury, som jeg tidligere har været placeret ved siden af på et podie. En begivenhed en vis skoleinspektør også havde en finger med i spillet i.   Han er for det øvrige en yderst tiltalende mand, der har ”Digital Bangladesh” som en af sine mærkesager. Den dag vi var på podie sammen lovede han også biblioteker til alle high schools, noget der inderligt glædede bibliotekaren.

Vores skole var med for første gang. Vi lavede et flot tromme nummer som afstedkom en del støv da trommerne var den bare jord. Det høstede både store bifald men også førstepræmie.  

De fleste af de øvrige optrædende, havde forberedt kombinerede dansenumre og teaterstykker der beskrev krigen. Meget smukt og stemningsfuldt.

Efter en tur i ping-logen  hvor skoleinspektøren og jeg konverserede pinger og spiste snaks og drak softdrinks, tog jeg mig et pusterum ved floden sammen med drengene.

Og endnu en oplevelsesrig dag med mine Bangladesh helte fik en lykkelig slutning

Må Gud stoppe kiv og bringe tilgivelse og forsoning - Amen

Milon Bormun er Sabok, en slags evangelist / uudannet præst /missionær. Milons arbejde er at besøge 20 ældre menigheder her i området. Han er ved at stifte 8 nye menigheder, så det alt i alt bliver 28. Det er en af disse nye menigheder vi er ude at holde Gudstjeneste sammen med i dag. Vi er i Pimpur Al Fetpara, hvor der er tre familier der tidligere har været Syvende Dags Adventister, men nu har de bedt Milon fra den Lutherske kirke om at overtage deres menighed. Efter Milon overtog menigheden har fem hindu familier sluttet sig til menigheden, nu rummer den samlet 30 mennesker hvoraf ca. halvdelen er dukket op denne søndag. Milon kan huske da hans far blev kristen, før var de hinduer, så Milon er god til at tale med hinduer.

Vi følger stierne mellem rismarkerne som er så smalle at man må ud i mudderet hvis man møder en ladcykel. Milon er en ranglet mand, som hver eneste dag i ugen, traver mange kilometer langs disse stier for at besøge sine menigheder. Som de fleste andre præster elsker Milon at tale. Vi snakker løs medens vi går.

Milon er ikke helt tilfreds med forkyndelsen på Saraswatipur Boarding School. Han siger at børnene ikke lærer nok salmer. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, det er meget det samme vi synger om og om igen. Han synes at skolen har ændret sig så fokus ikke længere er på forkyndelse. Jeg siger at der er mange ting man skal nå på en skole, og at jeg synes de gør et godt stykke arbejde. Milon vil gerne hjælpe med at få søndagsskolen gjort bedre. Det vil være en rigtig god ide, siger jeg. Jeg er lidt bange for at Milon ikke er så velset af skolens eksterne ledelse og det er en skam, for han er et dejligt menneske, med fantastisk børnetække. ”I would like more joy and singing and dancing in the sharing of God's word at the school.” siger han.

Efter en halv times traven i middagsheden når vi Pimpur Al Fetpara. Den første vi møder er en tynd og segnet mand. Milon taler med ham medens jeg fotografere hans uimodståeligt søde børn. Vi giver manden hånd og går lidt videre ind i landsbyen. Han har ingen jord og hans kone er død. ”Jeg vil spørge BLC om vi kan betale for at han kommer på skrædderskole” siger Milon.

De næste vi møder er en søster og bror, Rebeca og Mohes Shoren. Jeg har hørt om dem, deres familie er kendt i hele landet, for Rebeca er National Tribal Leader altså leder af stammernes nationale organisation. Før Rebeca var hendes storebror Alfred leder af samme organisation. Vi bliver præsenteret for hele familien og budt at sidde ned. Rebeca fortæller, hvordan hendes bror blev myrdet i et slagsmål foranlediget af magtfulde mænd. Nu kommer Mohes med et skrivemaskine dokument som er en afgørelse af et civilt søgsmål mod Alfred. Afgørelsen siger at Alfred, uretfærdigt er blevet anklaget for at bruge jord der ikke var hans. Der står endvidere at anklagerne var fabrikerede som politisk chikane og afgørelsen er klar, Alfred har ikke gjort noget forkert. Mohes fortæller at da Alfred kom hjem med retskendelsen slog de ham ihjel. En nabo som havde støttet Alfred blev brændt inde i sit hus om natten. Der kom mange til Alfreds begravelse selv en minister.  Det er en frygtelig historie og der er en tåre i Rebecas øjenkrog medens Mohes fortæller.

Nu er der dukket 15 - 20 mennesker op. Mange små børn, flest kvinder og fire mænd. Vi holder en dejlig Gudstjeneste på verandaen foran et af husene.

Sangen er usikker men der er en fantastisk stemning. Lige som i Afrika sidder menigheden og kommentere og siger amen medens Milon prædiker. Menigheden spørger mig om jeg vil bede for fred i deres landsby og for at de en dag må få en kirke og en skole. Det lover jeg.

Efter gudstjenesten får vi mad. Jeg får en portion ris på størrelse med den jeg laver til hele vores familie på fem hjemme. Der er linsesuppe (Dahl) til og lidt spinat og et stegt kogt æg. Jeg spiser pænt op, for udenfor sidder mennesker der aldrig har kunnet tillade sig at levne. Men da jeg bliver budt igen, må jeg takke nej.

Hvad er din fars navn?

Eller historien om Uddeling af Stipendier.

SUPOTH er den organisation Danmission samarbejder med her i Bangladesh. Det er også den organisation der driver Saraswatipur Boarding School. Hvert år uddeler SUPOTH ca. 800 stipendier til studerende. En lille del af dem uddeles her fra SUPOTHs kontor på skolen. Hovedparten af stipendierne går til medlemmer af BLC ( Bangladesh Lutheran Church) men ca. en ¼ gives til meget dygtige elever som ikke har tilknytning til den kristne kirke. Man skal have et karaktergennemsnit over C+ som BLC medlem for at kunne komme i betragtning eller et karaktergennemsnit over A- hvis man ikke er medlem. Stipendiet er på 200,- taka (14,-kr) om måneden når man går i 5. til 8. klasse, så stiger det gradvist til 700,-taka (49,- kr.)om måneden når man går på universitetet. En returbillet til Rajshahi, som er universitetsbyen 80 km her fra, koster til sammenligning 180,- taka. (12,50 kr.)

Det er søndag lige over middag, jeg har fri. Jeg dasker lidt omkring på campus og hyggesnakker lidt med eleverne. Nede ved SUPOTH’s kontor ved indgangsporten møder jeg Kashinath. Kashinath er SUPOTH’s regionale leder, han deltager også i de fleste af mine Cooperative Learning kurser, så vi kender hinanden ret godt. Sproget er lidt et problem, så jeg bliver forvirret da Kashinath begynder at tale om at jeg skal holde tale om stipendier.  Jeg prøver at spørge hvem han vil at jeg skal tale til og hvad jeg skal sige. Men sproget slår ikke til, og det er med lidt ærgrelse at vi må gå hver til sit uden afklaring.  Jeg går ind i gæstehuset og op på mit værelse for at lytte til en medbragt lydbog. 

”Hallo Karsten, how are you? Can we come in please” hører jeg Arun sige ude på verandaen. Ja, ja – kom endelig indenfor siger jeg og slukker for lydbogen. Arun og Kashinath kommer ind og jeg beder dem sætte sig på sengen. Arun er gået den lille kilometer fra sit hjem for at tolke for Kashinath. Kashinath vil gerne at du holder tale for stipendium studerende, siger Arun. Aruns engelsk er langt fra perfekt men vi kommunikere uden alt for mange misforståelser. ”Hvad vil Kashinath gerne have mig til at sige til de studerende” spørger jeg. Du skal fortælle dem hvordan de kan studere og blive dygtige. Jeg overvejer at afvise, det står jo ikke i min arbejdsbeskrivelse og jeg er slet ikke kvalificeret til at give den slags kurser, men uvist af hvilken grund spørger jeg: ”Hvornår skal det være og hvor lang tid skal jeg bruge på det?” Nu siger Arun, det tager kun nogle timer. ”Jeg forstår det ikke helt” siger jeg; ”Jeg er ikke den rigtige, det er et bredt emne hvordan man bliver en dygtig studerende” ”Det kan du, det kan du” siger Arun; ”Det skal ikke tage nogle timer, kun 15 – 20 minutter” ”Hvornår skal det være?” gentager jeg. ”De sidder og venter. ”Jeg kan godt sige noget om at blive dygtig ved selvstændigt at søge information og yderligere litteratur til sine studier, kommer jeg til at sige. ”Yes, yes come” siger Kashinath. Jeg samler en fagbog, en skønlitterær bog, et tidsskrift og en avis sammen og følger med ned på SUPOTH’s kontor.

På gulvet sidder 20 drenge og 8 piger. Mange af dem genkender jeg som studerende fra vores nabo skole Saraswatipur High school, enten på skoleuniformen eller fordi jeg har talt med dem. Ved et bord sidder Milon evangelisten fra BLC, en tidligere lærer fra skolen der nu er field worker i SUPOTH og Kashinath.  Arun står og læner sig op ad vægen, han smiler, men jeg kan godt regne ud, at det passer ham dårligt at skulle være tolk på sin fridag. Kashinath er en grundig mand, så den mindste detalje om stipendieansøgningen og formaliteterne bliver forklaret og oversat for mig. Forsamligen må vente medens jeg får udpeget hvor fornavn og efternavn osv. skal stå på ansøgningsformularen, jeg smiler pænt og kan se på glimtet i Aruns øjne at vi tænker det samme. Om ikke andet giver det mig lidt tid til at tænke på, hvad jeg lige kan sige, når det om lidt bliver min tur. Da det bliver min tur, er jeg lidt uoplagt. Det bliver til et foredrag al la det min rektor Dreyer kunne have holdt for os da vi gik på gymnasiet og så lidt udpluk fra introduktioner til undervisning i litteratur søgning og informationssøgning. Jeg fortæller om vigtigheden af at orientere sig i tidsskrifter og at man ud over sit fag skal holde sig alment orienteret ved at læse aviser og skønlitteratur. Der sidder 28 par øjne og kigger meget opmærksomt, medens de lytter til Aruns oversættelse. Jeg takker for at jeg måtte komme at tale med dem og opfordre til at de spørger mig om hvad som helst de har lyst til.

En dreng tager mod til sig og rejser sig op. ”What is your fathers name”? Et øjeblik har jeg lyst til at sige ”Jeg er rigtigt glad for at du stiller mig netop det spørgsmål...”, men jeg bider mig i tungen og svare pænt at han hedder Ejlert og snart har 80 års fødselsdag og havde en møbelforretning før han gik på pension. Heldigvis spørger en pige nu: ”Hvordan er det at være ung i Danmark, hvad laver I når I har fri.” Jeg fortæller lidt om mine børn og deres fritidsinteresser og om de mange muligheder unge har i Danmark. Der kommer flere gode spørgsmål så jeg tror vi alt i alt taler sammen i en times tid. Der er godt nok en, der gentager spørgsmålet om min fars navn, men det skader jo ikke at høre så interessant en detalje to gange.

Da Kashinath skal til at dele spørgeskemaer ud og indkassere de 20 taka ansøgningsgebyr, beder han Arun oversætte. Jeg undskylder og siger tak for at jeg måtte komme, giver hånd til de andre voksne og begynder at gå. ”Karsten, Karsten” siger Kashinaht. ”Ja”… ”Karsten the students want take snap with you”. Det vil jeg selvfølgelig gerne. Pigerne rykker over foran drengene og jeg finder et hul midt blandt drengene og sætter mig i skrædderstilling. Kameraet ryger på auto og Arun klarer det lille snap.

Kirkegang

Jeg har aldrig i mit liv gået så meget i kirke som her. Her er morgenandagt kl. 6:15 og aftenandagt kl. 18:45. Her er middags andagt når skolen slutter kl. 12:00 om fredagen i fastetiden. Så er der naturligvis Gudstjeneste fra 9:00 til 11:00 hver søndag. Jeg har været inviteret til gudstjeneste i andre BLC menigheder fire gange medens jeg har været her, men det er desværre blevet aflyst hver gang. Jeg er bange for at det er et udslag af at kirken BLC (Bangladesh Lutheran Church) er i dyb krise. Man skal dog også huske at kirkegang om søndagen er besværligt, for det er jo fredagen der er helligdag ikke søndag, så kirkegængerne skal også nå at passe deres arbejde. Det er op ad bakke at være kirke i Bangladesh.

Kirkeklokken ringer. Det er det samme tykke stykke metal som bliver brugt som skoleklokke og vagtmændenes signalklokke om natten. Jeg stiller mine sandaler, uden for kirken, sammen med en skov af klipklapper i børnestørrelse, i det samme bryder børnene i kirken ud i sang. Der er ikke kommet nogen voksne endnu, men her er det menigheden (børnene), der kører showet. Kirketjener, oplæsere og salmevælgere det er alt sammen noget børnene står for uden den store indblanding fra voksne. Hvis ikke der dukker en prædikant op er jeg 100% sikker på at en af de store børn klarer den sag også. Det gør de til alle andagterne.

Den første salme har jeg ikke hørt før, men den næste synger vi til næsten alle aftenandagterne. Jeg kan synge med uden at forstå den ordret, men jeg har læst en engelsk version af salmen. Den har et ret dystert udtryk, ”Jeg var en tyv og forbryder inden jeg mødte Jesus” og i den dur. Jeg kan ikke sætte en finger på og sige: ”her halter den”, men salmen udtrykker bare ikke den glade kristendom som jeg mener, er vigtig. Jeg har på fornemmelsen at der er mange salmer som denne, og at de taler ind i en anden virkelighed end min. Derfor holder jeg min mening om salmen for mig selv og synger fro og frejdig med.

Vi har bedt indgangsbøn og er færdig med første tekstlæsning. Nogle af vagtmændenes koner er kommet, så nu er gennemsnitsalderen for kirkegængerne steget fra 10 til 11 år. Evangelisten som skal holde prædiken er ikke dukket op endnu og der er også tomt ved harmonium orglet.  Vi synger en til salme og midt i den dukker Milon min gode ven op, han er evangelist, og det er åbenbart ham der skal holde prædiken i dag. Da han ser at harmonium orglet står tomt, sætter han sig og spiller, på samme naturlige måde som Pastor Paul Kühle ville have gjort i Avedøre kirke, ved en tænkepause uden organist. Det er dejligt med multitalenter. 

Milon er en sprællemand, han gestikulerer i en grad så ord næsten bliver overflødige. Det nyder jeg godt af, for jeg forstår ikke et ord. Det giver et sæt i alle, da en nød fra Mahognitræerne brager ned i blikpladerne på kirkens tag. Milon stopper og kigger op, men det var vist ikke et tegn fra himlen, bare et udslag af dårlig planlægning da man plantede træerne. På den anden side af kirken gror der kokos palmer, jeg tør ikke tænke på, hvilke brag det giver når deres nøder begynder at falde ned. Det er sket før, at mine tanker har vandret deres egne veje under en prædiken, her er det uundgåeligt.

 Gudstjenesten slutter som sædvanligt af med et muntert indslag, i dag lærer vi en lille simpel engelsk sang til ære for mig tror jeg. Jesus in my heart, Jesus in your heart om og om igen, med en lille morsom dans. Alle griner og morer sig som I kan se på videoen.