David fra Dakha

Billeder lånt fra Bodil Noer Pedersens facebook.

Det synger på sidste vers. Jeg har taget afsked med Saraswatipur Boarding School og er kørt til Dakha sammen med computer læreren Dijen fra skolen. Vi skal købe nyt computerudstyr til skolen og jeg skal have lidt turisttid i hovedstaden inden jeg flyver hjem. Vi er også sammen med Speratus fra SUPOTH og mødes kort med Direktøren for SUPOTH. Jeg har allieret mig med en tidligere elev fra Saraswatipur Boarding School og god ven af Bodil Noer Pedersen som hedder David. Han driver gademission blandt børn og kender byen ud og ind. Det er mødet med ham dette blogindlæg kommer til at handle om. 

Vi går hen ad gaden. Man skal passe på, godt nok er der fortove nogen steder, men mange af fliserne hen over de halvåbne kloakker er knust og man kan let falde i et af hullerne. Der står en stank op ad hullerne og mygelarverne får suppen i hullerne til at se ud som om den er levende. Vi kommer til en bro hen over en lille sø. Kloakvandet plasker ud af et rør lige ned i søen, som ligger midt i byen med høje beboelsesejendomme rundt omkring.  Langs søens ene bred er der en afsats hvor der visse steder er rester af betongulve. ”Oh - de har bulldozed det hele” Udbryder David forbavset. Her plejede en af hans gadebørnsmenigheder at holde til i plastik eller blik betrukne hytter. Det må være bystyret der har fjernet det mener David. Han er lidt rystet kan jeg mærke. Der ligger nogle få mænd og sover på den bare jord. Vi kravler ned ad skrænten og går hen ad afsatsen. David spørger den første mand om han ved hvor børnene er taget hen. Han er lige kommet til Dakha fra en landsby i det nordøstlige Bangladesh, så han kender ikke noget til nogen børn. Vi taler lidt med ham og David giver ham et par råd om hvor han måske kan finde lidt arbejde.  ”Jeg ville have præsenteret dig for nogle af de børn jeg arbejder med. Det er mest muslimske børn. De er forældreløse eller flygtet fra børnearbejde på fabrikkerne og har ikke noget sted at bo. De boede her sammen mad fattige voksne, men nu er de væk.”

Vi går lidt videre pludselig kommer der en flok børn løbende. ”Der er nogen af dem” siger David. David råber dem an. Men så opdager vi vagtmanden med køllen som børnene flygter fra. ”De lever et hårdt liv” siger David. ”Vi prøver at skaffe dem lidt tøj, giver dem en gang imellem lidt ris og dahl og leger nogle lege med dem. Ja så fortæller vi dem selvfølgelig om Jesus og beder sammen med dem.” På en eller anden måde er fattigdommen mere pågående her end i landsbyerne. Måske fordi fattigdommen her blander sig med storbyens miljøkatastrofe med stinkende kloaker og floder, skrald over alt, sygdomsbefængte myg, bilos og trafikstøj.

Vi går videre medens vi taler om Gud og tro – fattigdom og elendighed. David fortæller at han selv har haft et hårdt liv. I hans tid på Saraswatipur Boarding School fik de ikke ret meget mad og sjældent kød. De havde ikke lagener på sengene og ingen myggenet. Jeg kan godt høre at der er sket mange forbedringer. En vigtig ting, der var bedre da David gik på skolen, var Engelskundervisningen. Læreren talte altid engelsk med dem og han var dygtig til at lære fra sig. David siger at det er engelsklærerens skyld at han er så god til engelsk i dag og det er grunden til at han kan klare sig. Davids fire mands gademission finansieres nemlig, af donationer fra udlændinge han møder, lige som mig. David stak af hjemme fra, da han kom hjem til landsbyen uden for Nilphamari, efter 5. klasse på Saraswatipur Boarding School. Hvis ikke jeg var stukket af var jeg blevet ladcykelchauffør eller daglejer som min far. Men det var svært at komme til Dakha fra en lille landsby som en helt ung dreng. I en periode kørte han rickshaw eller arbejdede på en restaurant men han tjente næsten ingen penge. På et tidspunkt begyndte han at bruge pengene på stoffer og det var tæt på at gøre en ende på hans liv. En aften hvor alt virkede håbløst, besluttede han at han ville sætte sin lid til Jesus og begynde at prædike det han havde lært på Saraswatipur Boarding School, for andre i hans egen situation.

Siden den aften er det kun gået fremad for ham og han er helt sikker på at han har truffet det rigtige valg. "Jeg har fåret tilbud om at komme til lande i vesten, det kan også være jeg en dag besøger jer, men jeg vil altid vende tilbage til min mission i Bangladesh."  David er virkelig en helt speciel fyr. Hvis I nogensinde kommer til Dakha, vil han blive glad for at vise jer sin mission. Man kan få fat på ham via hans facebook . Vi når også at få set en masse af Dakhas seværdigheder og en spændende flodtur med en noget ustabil robåd. Det er en uforglemmelig oplevelse at møde en som David, og et vidnesbyrd om at Saraswatipur Boarding School ikke har eksisteret forgæves.