Det er svært at skrive på et tastatur med armene over hovedet. Men hvorfor skulle man også gøre det? Jo – hvis man lige har fået fast arbejde som administrator af Danmissions Kirke og Dialog arbejde, kan det være svært at få armene ned. Jeg er i Bangladesh igen, det er opfølgning på det arbejde jeg lavede her i foråret og har egentligt ikke noget med min nye stilling at gøre, den påbegynder jeg først til januar.
Bengalsk bureaukrati kan være en prøvelse. Det kan Andreas
og Sara, to danske Danmission volontører skrive under på. Det er nu fjerde gang
de rejser flere hundrede kilometer på tværs af Bangladesh for at få deres visum
fornyet. Denne gang er deres tur faldet sammen med min ankomst, hvilket var
heldigt for så kan jeg få et lift. Det er meningen at vi skal køre klokken 11
når de har været på visumkontoret, så kan vi lige nå ud til kostskolen inden
det bliver alt for mørkt. På vej fra lufthavnen har vi samlet David (min ven i
Dhaka) op og medens Andreas og Sara er på visumkontoret hører jeg alt om hans
bryllupsplaner og hans fars død i sidste uge.
Andreas og Sara kommer tilbage fra immigrationskontoret uden deres
visum. Øv, øv, øv – ”Kom igen klokken tre”. Det betyder at vi bliver nød til at
blive en nat i Dhaka. 
”Så har du tid til at gå med hen at se hvor jeg bor”, siger David. Jeg ignorerer trætheden efter den lange flyvetur og siger: ”Ja, det lyder godt”. Jeg er spændt på at se hvordan han bor. Jeg forestiller mig det værste, for han er ikke rig og må have en meget svingende og usikker indkomst. Til min store overraskelse går vi igennem et pænt kvarter. Her er ikke så forurenet at affald og åbne kloakker som de områder vi gik i sidst jeg var i Dhaka. David bor på sjette sal i en fin boligblok. Han deler et værelse med en anden fyr i en lille lejlighed hvor der bor en kristen familie. Alt ser pænt og ordentligt ud til trods for at de bor så mange på så lidt plads. Fra altanen i Davids værelse kan man se ud over flade hustage på de omkringliggende bygninger. De fleste af tagene har indrettet fine haver med ret store træer og buske. Det er underligt at rødderne og ikke ødelægger betontaget så det bliver utæt. Det ser smukt og lidt magisk ud med disse haver hævet over byens støv og larm.
David har en violin og en guitar. Der er desværre sprunget
strenge på begge to og der er ikke penge til nye. Hans fars sygdom og
begravelse har drænet kassebeholdningen og det betyder også at han nok er nød
til at udskyde det planlagte bryllup med sin kæreste Momota. Det skulle ellers
have været på store bryllupsdag den 12-12-12.
På vej tilbage går vi forbi en rustik sofa på ladet af en
pan (ladcykel). Den minder mig om at min far fortalte om hvordan de bragte
møbler ud i farfars møbelforretning i 50’erne. Det er underligt at stå i Dhaka
se 60 år tilbage i tiden i Herning. Men det er en fornøjelse at være tilbage,
jeg glæder mig til det arbejde jeg skal lave her, det skriver jeg om senere.
